
Ikke sjældent taber tv-serier pusten og ender med en sæson eller to for meget i forhold til, hvad plottet kan bære. Her er det modsatte tilfældet, Ray Donovan bliver bedre og bedre for hver sæson, og heldigvis ser serien ud til at fortsætte ud over den kommende sæson seks, der får premiere næste år.
Vi befinder os i hjertet af Beverly Hills, hvor Ray Donavan (Liev Schreiber) er manden, der kan fikse problemer for de rige, hvad enten de skal ud af en pengeklemme, afpresning eller har et ubekvemt lig, de skal have skaffet af vejen. Ray er moralsk overhoved i et yderst irsk familiedynasti centreret omkring en bokseklub med seksuelt misbrugte brødre og en kriminel, moralsk anløben far spillet aldeles mesterligt af den over 80 år gamle Jon Voight. Sidstnævnte har ganske enkelt sit livs rolle som ukuelig godt-humørs røvhul, og han gør alene serien værd at følge.
Men den har meget mere at tilbyde, og persongalleriet udvikles og nuanceres, som handlingen skrider frem. Jeg var skeptisk fra start, blev siden aldeles solgt. I sæson seks flytter handlingen tilbage til Østkysten hvor familien stammer fra, men behøver den jo ikke at blive ringere af.
Bedømmelse: 8/10
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.