Aldrig overgået, aldrig glemt, aldrig forældet. Jeg har set samtlige, næsten 90 afsnit af Sopranos tre gange, første gang med min kone, dernæst med ungerne en ad gangen, og jeg venter bare på lejligheden til endnu et gensyn.
Sopranos er ikke bare tv-serie historie, fordi den brød adskillige lydmure, da den ud af ingenting redefinerede genren, genfødte og opdaterede mafiatemaet med behørig respekt for Puzzo og Godfather og skabte det mest fascinerende og sprællevende persongalleri, nogen tv-serie har præsteret.
Den er tæt på genial – selv om den var en my fra aldrig at blive til noget.
Ganske tankevækkende gik der næsten et år fra indspilningen af seriens pilot-episode til HBO besluttede sig for at satse på ideen.
Det gjorde de klogt i, for ligesom det var tilfældet med Matador – uden sammenligning i øvrigt – fandt skuespillerne ind i deres roller, som synes skabt til dem alene. James Gandolfini var ikke tiltænkt rollen som familieoverhovedet og den volatile, men såre menneskelige Tony Soprano, gangsterboss i New Jersey, Edie Falco og Lorraine Bracco, der spiller henholdsvis Tonys hustru og psykiater skulle oprindelig have byttet roller. Og Bruce Springsteen guitaristen Steven Van Zandt blev kun udvalgt til rollen som seniorgangster, fordi hans ansigt bare passede så godt.
Men som så meget andet genialt er Sopranos delvist konstrueret på sammentræf og tilfældigheder, som faldt heldigt ud.
Sopranos skildrer det moderne gangsterliv udsat for dagligdags virkelighed anno den moderne verden (omkring årtusindeskiftet), og den indbyggede selvmodsigelse er seriens nerve.
Tony kan gennembanke sine håndlangere, beordre konkurrerende kolleger aflivet og opføre sig som et svin overfor nok så nære forretningsforbindelser, men han er magtesløs, når hans datter kommer hjem med kæreste med forkert hudfarve, han fortvivles over ikke at kunne hjælpe sin søn ud af psykiske problemer, og uanset hvor voldeligt han optræder i sit “forretningsliv” kan han ikke løfte en hånd mod hverken sin kone eller børn. Her er han fanget i et andet regelsæt. Det samme som Michael Corleone akkurat begynder at ane som mafiaoverhoved i 60erne i Godfather II.
Sopranos kørte i syv sæsoner, slutningen diskuteres stadig, James Gandolfini er død, og heldigvis bliver der næppe gjort forsøg på at genoplive alle tiders seriesucces. Men man kan fortsat abonnere på citater på Twitter ved at følge @theSopranoQuote, som holder seriens eneste dialog i frisk erindring. Ingen kender for alvor til tv-serier uden at have set Sopranos. Alle sæsoner ligger stadig på HBO Nordic.
Bedømmelse: 10/10
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
