Midt i maj.
Det er så oplagt og så alligevel: Det første vi besluttede os for, helt sikkert skulle være i køkkenhaven var jordbær. For mens Jonathan med sine 15 år ikke lider af romantiske flæbeforestillinger om gamle kolonihaver med friskplukkede jordbær serveret på træborde betrukket med storblomstrede duge, er udsigten til egne jordbær lige uden for døren svær at frasige for både ung og ældre.
Så selvfølgelig skal vi have jordbær.
Selve beslutningen er imidlertid det mindste: Kunsten at holde jordbær på en matrikel i Viby J er forbundet med adskillige udfordringer og benspænd, nogen nem opgave er det langtfra. Ved jeg af erfaring.
Jeg har tidligere forsøgt mig i disciplinen, og skal jeg være helt ærligt blev jeg latterligt udstillet, magtesløs og fuldstændig til grin. Af den lokale flok lømler i af solsort-racen, som lystigt åd sig igennem hvert et bær stort set uden at løfte en fjer.
Det første år forstod jeg ingenting. På vej til arbejde om morgenen kunne jeg konstatere, at de mange halvmodne bær sikkert ville ende med en skålfuld fuldmodne af slagsen sidst på dagen – for blot at konstatere, at der alligevel ikke var et eneste modent bær i haven ved aftentid.
Jeg tænkte først, at det måtte være unger på vejen, som havde hugget jordbærene, det gjorde jeg vidst selv en gang eller to i de yngre år. Men en dag overlistede jeg så en solsort ifærd med at hakke sig igennem de røde pletter på de endnu ikke plukmodne bær
Det udløste et sjældent raseri, og herefter prøvede jeg alt: Mig selv som fugleskræmsel, diverse kasteskyts, fuglenet, som jeg selv kravlede storsvedende rundt indenunder i bagende sol, mens fuglene bare landede på det, trykkede et i bund og åd mellem hullerne – intet afskrækkede solsortene, som tydeligvis lo mig lige op i ansigtet.
Efter to sæsoner gav jeg op. Straffede fuglene ved at hive jordbærplanterne op. Så kunne de få det for det.
Men nu er vi her altså igen, og denne gang skal det være. Og forberedelserne er grundige, jeg har investeret i rigelige net og pænt høje pinde til at sætte det op med, når vi når den kritiske høstfase. Og så har vi et hemmelige våben: Vores snart et år gamle kat Sacko, som nok skal jage en skræk i livet på fjerklædte, som lander uden tilladelse på hans territorium.
Inden vi kommer så langt er jordbærplanterne omhyggeligt valgt ud. Vores primære sort er malvina, en relativt ny jordbærsort herhjemme, men som mange andre vellykkede krydsninger i det sidste årti er det et jordbær, der er kommet for at blive. Malvina sætter først bær, når stort set alle andre sorter har lukket sæsonen, et stykke inde i august. Til gengæld er bærret mørkt, saftigt med masser af sødme, særdeles velegnet til syltning med mere, hvis der er flere end man kan spise i rå tilstand.
Bærrene er hentet på Samsø hos altmulig-grønt og frugt-guruen Niels Winter, som leverede planterne i meget spæd tilstand. Vi borede små huller i jorden med 30 cm’s afstand og fordelte cirka 15 planter på to rækker, men syntes ikke rigtig, det var nok.
Så jeg faldt over både en stribe klassiske Zenga Zengana, der også er sen, men ikke så sen, og den noget yngre Sonata, som leverer bær før de to øvrige. Så skulle vi være dækket ind.
Jordbærene er vokset pænt i majsolen, især vi husker at vande dem, og næste øvelse bliver opsætning af nettet. Det bliver først i sidste øjeblik, for det skal naturligvis tages af og på under både lugning og plukning.
Ingen har sagt, det skulle være nemt, fuglene snakker allerede om bærrene oppe i træerne, men vi er klar til årtusindets kamp om de røde bær: Fuck jer, solsorte.
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
