Mange cocktails er som bekendt aldeles tidløse (Old Fashioned, Sazerac, Dry Martini, Negroni … listen er lang), og de kan med fornøjelse serveres året rundt. Men der er også dem, der så afgjort har en sæson. Dette kan skyldes, at de kræver råvarer, som kun er tilgængelige en del af året – eller de kan være skruet således sammen, at de bare får en til at tænke på en bestemt årstid. Siger man f.eks. cognac/bourbon, æg, fløde og muskat … ja, så vil man jo nok, uanset om jorden er dækket af sne eller ej, komme lidt i julestemning.
På samme måde har jeg det med forår. Ligesom sommer bare råber på jordbær (og alle de andre røde bær), så er foråret for mig uløseligt knyttet til det lyse, det lette, det sprøde – og det vil i cocktailsammenhæng sige agurk, rabarber og – selvom kronologien her ikke helt holder – hyld.
Hylden blomstrer som bekendt i juni-juli, og alt hvad vi for øjeblikket har af denne voldsomt frodige ukrudtsplante er et væld af grønne blade på en rank og ru stamme, der er som skabt til hvæsning af katteklør.
Heldigvis findes der ca. 1200 km mod sydvest i omegnen af Paris behjertede mennesker, der gennem nu 10 år har produceret St. Germain, verdens nok bedste hyldeblomstlikør, og den kan man – hvis ens tegnebog ellers har de rette dimensioner – heldigvis nyde allerede nu.
Det er vel efterhånden en 10-20 år siden hyldeblomst for alvor gjorde sit indtog som smagspartner i alt fra te til velkomstbobler, og selvom et vist misbrug har gjort den lille hvide blomst til måske lidt for meget af et folkeeje, så er der absolut ikke noget galt med dens smag … når den ellers bruges rigtigt.
Mange hyldeblomstlikører har det med at blive for dominerende eller for søde, og som så ofte før når det vulgære truer, må man vende blikket mod Frankrig for i stedet at finde det afbalancerede og elegante. St. Germain er ikke en billig fornøjelse, men guldmedaljer i Monde Selection for likører fra 2007-2010 borger så på sin egen måde for valuta for pengene.
Hvad gør man så med disse dyrebare gyldne dråbe? Tja, det at nyde likører straight up er jo (desværre?) en kunst, der forlod dansk kultur nogenlunde samtidig med isskabe og brillestel i bakelit, og det må da også med rette siges, at den voldsomme intensitet (for slet ikke at tale om sødmen) gør det til et projekt for de få.
Passende blandet med anden komplimenterende alkohol – i drinks og cocktails, voila! – er likører imidlertid den knagerække, hvorpå alle de komplekse smagsindtryk hænger, og når det gælder hyldeblomstlikør, følger her en håndfuld af mine personlige favoritter:
Left Bank Martini –
6 cl London Dry Gin*
1,5 cl hyldeblomstlikør
1,5 cl hvidvin lavet på Chardonnay
1,5 cl tør vermouth**
Shake med is og strain over i et afkølet Martiniglas. Kan pyntes med lime- eller citronskræl.
Old Friend –
4,5 cl London Dry Gin
2 cl saft af Pink Grapefrugt
1,5 cl Campari
0,75 cl hyldeblomslikør
Shake med is og finestrain over i et afkølet coupe- eller Martiniglas. Dekorer med skræl fra grapefrugten.
Periscope –
4,5 cl London Dry Gin
3 cl hyldeblomstlikør
0,5 cl limesaft
0,5 cl citronsaft
1/2 æggehvide***
Shake med is og finestrain over i et afkølet Martiniglas.
The Stig –
2 cl Calvados****
2 cl Pisco*****
3 cl hyldeblomslikør
3 cl hvidvin lavet på Sauvignon blanc
Hæld alt over is i et Old Fashioned glas og rør et par omgange. Pyntes med en tynd limeskive.
Flower Power Martini –
6 cl London Dry Gin
1,5 cl hyldeblomstlikør
1,5 cl tør vermouth
0,75 cl viollikør (Créme de violette)******
Shake med is og strain over i et afkølet Martiniglas. Pynt med appelsinskræl.
* : Personligt fortrækker jeg Tanqueray London Dry Gin – ikke nødvendigvis Tanqueray 10, men helst full strength (47,3%), selvom man desværre må age over vor grænse mod syd for at finde en sådan. Hvorfor producenten mener, at vore tyske brødre kan smage forskel på 47,3% og 41,3% alkohol, mens danskere ikke kan, vil altid forblive mig en gåde … men det har sgu nok noget med penge at gøre.
** : Der findes heldigvis efterhånden igen en række gode vermouth-produkter på markedet (ekstraheldigt, da jeg aldrig har været den store Martini-fan). Selvom den teknisk set ikke er en vermouth – da den ikke er lavet i Italien – men snarere må betegnes som en vin d’aperitif, vil jeg til min død hævde, at Noilly Prat aldrig skuffer.
*** : Det er et f…… bøvl at dele æggehvider, og denne cocktail ødelægges absolut ikke, hvis man bruger en hel. For ikke at få Fødevareministeriet på nakken, bør jeg vel nævne, at æggehvide kan købes i pasteuriseret form. Her hvor jeg bor, har vi nu aldrig pasteuriseret høns, og jeg mener desuagtet ikke, at jeg tilbringer mere tid på das end de fleste.
**** : Æblebrændevin fra departementet Calvados i Normandiet (og ja … det udtales Calvados – med “s” i enden. Og lad så bare min gamle fransklærer vende sig i sin grav).
***** : Sydamerikansk druebrændevin der stammer fra Peru eller Chile. Laves traditionelt på lokale i sin tid vildtvoksende druesorter, der er ikke-aromatiske (dvs. de er uden duft). Kan til nød erstattes af ikke-fadlagret Grappa.
****** : Viollikør har ikke rigtigt genfundet sin plads på det danske marked endnu og kan være svær at finde. Den er dog værd at lede efter, da både smag og farve er meget svær at efterligne. Jeg foretrækker produktet fra det tyske likør- og bitterfirma “Bitter Truth”.
Velbekomme!
© 2018, Steen Meincke. All rights reserved.

mancave.dk contributor