Midt i juni.
Tørke er et tveægget sværd for amatørgartnere: På et tidspunkt når man til vand-eller-forsvind, for lortet kommer ikke til at levere spiseligt uden væske i en måned. Og så er der ingen vej uden om cirka otte gange ti liter vandkandevand hver morgen, hvilket kan klares på cirka et kvarter.
Til gengæld sparer man en del lugetid, for ukrudtet har det heldigvis heller ikke let i heden.
Nåh, det er faktisk den mindste bekymring lige nu, hvor spinaten er afgået ved forstokning, mens der til gengæld er daglige leverancer af salater, squashblomster og saftige spidskål. Det er altsammen en fornøjelse, salaterne ser nærmest ud til at stortrives i brændende sol.
Det samme gør jordbærrene, og her har vi balladen. Dels er vore meget sene jordbærsort alt for tidligt ude med blomster først i juni, hvilket ikke kommer til at befordre det endelige resultat, dels har snylterne allerede haft en fest ved de få planter af tidlige sorter, jeg supplerede bedene med af eksperimentelle hensyn.
De store planer om netbeskyttelse af de røde bær i forhold til glubske solsorte, led en tidlig død, og første omgang gik til fuglene.
Nettene, man kan købe i havecentrene, er både for tynde og for smalle til at passe ind i vores behov. Brugte en formue på pinde, ståltråd og net for blot at se udførelsen forekomme aldeles ufuldkommen: Var det lykkedes mig at gøre beddet med de tre rækker jordbær nogenlunde afsikret, ville jeg have været afskåret fra at luge – eller blot plukke mere end en enkelt gang – hvis ikke jeg skulle være startet forfra.
Men det blev hurtigt en akademisk diskussion. Vores vagtkat, Sacko, blev så glad for at patruljere køkkenhaven, at han viklede sig ind i nettet og rev passende huller i det, så han kunne komme ind og ud. Rimelige krav set med katteøjne, men lidt som at blive slået – helt – tilbage til nul for Jonathan og mig, som kunne høre fuglene gnække i hæk og træer, mens vi rullede de sørgerlige netrester til side.
Dann haben wir andere Methoden, og nu forsøger vi os med en helt anden taktik: En regulær skræmmekampagne.
Min gode ven, kollega og entreprenør Jim er højbedetypen med sirlig haveorden, og han har en kunstig ugle til at vogte over sine bær.
Den taktik havde jeg ikke overvejet tidligere, men det god mening. Ugler, især i gigantstørrelse, er ikke solsortens ven, og selv en helstiv udgave placeret strategisk korrekt burde kunne fjerne appetitten hos selv solsorte, som i ugevis har kigget forgæves efter regnorm i de øverste 10 cm af græsplænen.
Men så stødte vi på et uventet problem: Husholdningens kvindelige overhoved var ikke begejstret for ugletanken – en småborgerlig haverædsel, fnyste hun, inden hun selv kørte i havecenter for at finde alternativer.
Hun hjembragte en gigantisk havesnegl (!) og en rotterende dragebi, som fluks kom i aktion. Med begrænset succes, måtte vi desvære konstatere.
Efter de første på dage med røde pletter på de første bær kunne vi notere, at fuglene flittigt og uden at få pulsen ret meget op havde fjernet de reglementerede to-tredjedel af hvert bær.
Men måske var det dømt til at slå fejl. Jeg mener, hvordan skal en snegl kunne skræmme en fugl? Havde vi været plaget af dræbersnegle, kunne den muligvis have opfyldt en mission, men som våben mod solsorte var den altså ikke til nytte. Og selv om den gul/sort flimrende udgave af cykelmyren Egon roterer nok så flittigt i vinden, siger den åbenlyst heller ikke fuglene ret meget.
Så nu er det ugletid. Dyret er anbragt, og den kommende uge vil vise, hvad den kan: The owls are not what they seem, som kævlekvinden sagde i Twin Peaks, men det ved solsortene heldigvis ikke.
Øvrige køkkenhavenoter:
- De høje temperaturer og mange soltimer har givetvis mindsket risikoen for utøj og andre plager for semiøkologiske havebrugere. Jeg husker tidligere problemer med både råd og skadedyr, men bortset fra nogle huller i de yderste lag spidskål, er vi foreløbig gået fri.
- Varmen har fået kartoflerne til at vokse ujævnt. De første, vi har hevet op af jorden har givet et par store eksemplarer flankeret af nogle bittesmå, hvilket godt nok er træls og ikke videre økonomisk. Vi har ryddet årets høst inden 1. juli, er jeg bange for
- Squashplanterne nyder godt af varmen og er tidligt udviklede.
Blomsterne er en fest og en kæmpegevinst for salatskålen eller til farcering, hvad enten man vælger svinekødsvejen eller en vegetabilsk variant med æg, rasp, små tern af squash/andre grøntsager og revet ost. Men squashplanter kræver masser af energi, og de skal suppleres løbende med gødning for at kunne udvikle sig tilfredsstillende. - Memo til næste år: Salaten skal ikke sås på én gang næste år. Vi kan levere salat til cirka 25 mennesker om dagen lige nu, det ville være rarere at have den fordelt i modningstid over de kommende uger.
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
