Vores site er jo langt hen ad vejen viet til forfølgelse og pleje af hobbies – dem man allerede har, og dem man måske gerne ville ha’ – og nu har jeg et par gange skrevet om en af mine hobbies: cocktails. Denne gang vil jeg gerne tage fat i en anden hobby, som jeg har dyrket gennem snart 45 år… én med færre farver og volumenprocenter, men for mig med den samme evne til at fascinere og overraske:
Skakbrikker.
Som navneord burde “hobby” jo ikke kunne gradbøjes, men jeg vil alligevel mene, at betydningen findes i tre styrker: Hobby – Passion – Besættelse. Hvad man så vil kalde det, når man føler, at der hører mindst 150 flasker forskellig spirituosa til en passende cocktailliste, skal jeg ikke kunne sige. Et er sikkert – det var billigere, hvis man kunne holde sig til marmorkugler.
Emilio Largo: “Every man has a passion. Mine is fishing. What is yours, Mr Bond?”
007: “Well, I’m not what you’d call a passionate man”
(“Thunderball”, 1965)
“Nødvendighed” giver ingen mening
Så hvornår udvikler en hobby sig til en passion? For mig (og sikkert de fleste samlere) er det et vanskeligt spørgsmål at besvare. Indenfor det at samle på ting, som man nyder at bruge (eller måske oftere at se på), er antal af objekter ofte misvisende.
Mine 60 forskellige likører er på sin egen groteske vis nødvendige, for at jeg kan komponere de cocktails, jeg gerne vil smage… men når det drejer sig om skakspil, hvor mange hører der så til en veludstyret husholdning? I lyset af, at de færreste spiller mere end et spil ad gangen, kunne svaret godt være 1 sæt brikker og 1 bræt. Dog ikke her på adressen. Her er svaret p.t. 25.
Men kan det da virkeligt være nødvendigt?! Hertil er der heldigvis kun ét svar: når man er samler (og det gælder alt fra engelske renæssancemalerier over vintage-skrivemaskiner til glas, porcelæn og den ydmygeste kageform), så har ordet “nødvendighed” ingen mening.
Folk der samler på frimærker, gør det sjældent for at være sikker på at kunne poste et vigtigt brev til enhver tid. De gør det, fordi de finder en æstetisk nydelse i at se på et smukt stykke håndværk – eller noget der er gammelt og sjældent… eller noget der bare falder i deres smag. Seks af mine skakspil står altid fremme (i en rotationsordning, naturligvis), og de giver mit hjem en stor del af den karakter, det har.
Mangfoldighed af udtryk
Skak er et af de ældste spil, der findes, og det er også et af de sværeste at spille godt. Det skal øves og øves i årevis, og helst i kamp med modstandere, der har nogenlunde samme evner som en selv.
Det gør det meget svært at holde en rutine ved lige, og derfor forfalder jeg ret tit til at spille mod diverse computerprogrammer eller til at spille gamle kampe fra turneringer gennem tiderne, for om muligt at trænge lidt dybere ned i den helt særegne logik, der præger en given stor- eller verdensmester fra mange år tilbage.
Til det er det faktisk en fordel at kunne have flere spil igang samtidigt. Det største for mig er dog nok at se den mangfoldighed af udtryk, skakbrikker gennem tiderne har taget – fra det enkle via det kunstnerisk finurlige… og tilbage til det enkle igen.
De ældste brikker blev ofte skåret i ben eller elfenben som f.eks. dette sæt, der blev fundet på Isle of Lewis i Skotland i 1831 (originalen står på British Museum):
Andre eksempler på den meget enkle stil ses i dette sæt udformet i teak og ibenholt efter design af maleren Max Ernst (1891-1976).
Eller disse tanzanianske håndskårne brikker fra ca. 1960.
Dekorative sæt kan være meget smukke. De findes i alle størrelser og materialer (fra gips til guld), og mange specielt ældre brikker kan være både yderst sjældne og ganske værdifulde.
Her et magnum-sæt modelleret over statuer i Westminster Abbey:
og eksempler i marmor, metal, sandsten og træ:
Standardisering
Imidlertid er det at kunne overskue et skakbræt en betydelig faktor i en god indsats (undtagen i blindskak 😉 ). Nogen har let ved at genkende og huske brikker med en udformning, de ikke har set før – andre ikke.
For at komme dette “handicap”-problem til livs indførtes i midten af 1800-tallet et standardiseret udseende for brikker til turneringsbrug.
Udformningen tilskrives den engelske journalist Nathaniel Cooke (1810-1879), der registrerede sit design i 1849 og opkaldte det efter den engelske skakmester Howard Staunton (1810-1874).
Cooke fik desværre stavet sit navn forkert på patentansøgningen, med det resultat at hovedparten af skakspillere den dag i dag (de, der nogensinde har hørt om Staunton-brikkens oprindelse, altså) stadig mener, at han hed Cook. Som indenfor så meget andet gælder det altså også i skakbrikkernes verden, at lidt dybere studier af en sag fremmer forståelsen.
007: “That gun. Looks more fitting for a woman.”
Emilio Largo: “Do you know much about guns, Mr Bond?”
007: “No. I know a little about women.”
(“Thunderball”, 1965)
Billederne er et udvalg af mine sæt, og jeg håbe, dette lille causeri har vækket – eller genvækket – en skakinteresse hos blot nogle enkelte derude. Det er et sublimt tidsfordriv!
Ellers kan mit indlæg måske i en snæver vending bruges som et forsvar for ejerskab af slips og skjorter i et antal, der ikke helt retfærdiggøres af hjemmets interval mellem to vaske (eller renseribesøg) 😉 .
© 2018, Steen Meincke. All rights reserved.
mancave.dk contributor
