mancave.dk

For mænd i deres bedste alder

Hjem | Steen Meincke

Steen Meincke

Grogs, noggs – og andre lune kreationer til en kold tid

by

Traditional holiday egg nog garnished with freshly ground nutmeg.

Jule-cocktails: mancaves ekspert har dykket ned i historien og fundet en stribe af december måneds bedste bud på at skabe indre varme – helt uden færdigblandet gløgg.

Med dagtemperaturer i minus – næsten … og med første adventssøndag klart i sigte, må tiden være inde til at vende blikket mod nogle af cocktailverdenens mere lunende og julede opfindelser.

Lad os starte med groggen. “The Grog”, angiveligt opkaldt efter den engelske viceadmiral Sir Edward Vernon (1684-1757), hvis kælenavn var “Old Grog”, har sine rødder tilbage i det 17. århundrede, hvor England lagde grunden til sit verdensimperium og baserede det på en stor og slagkraftig flåde.

Mandskabet hertil blev i vid udstrækning prokureret fra de mange børnehjem, der i løbet af århundredets begyndelse var blevet oprettet for at tage sig af et stigende problem med spædbørn, der blev efterladt på gaderne af fattige og ofte dybt alkoholiserede mødre. Disse drenge havde udsigt til et farligt og ofte kort liv på søen, hvor en af deres få ubestridelige rettigheder var den daglige romration – eller “tot”.

Også mod vådt krudt

Den bestod op til ordningens afskaffelse i 1970 (og jeg gentager… i 1970!) af nøjagtigt 1/8 imperial pint (71ml) rom på 54,6%vol. Dette lidt aparte tal blev valgt, da rom ved den styrke kan brænde direkte og derfor også blev brugt til at antænde kanoner, hvis krudtet var vådt. Heraf opstod navne som “Gunpowder Strength” og “Gunpowder Proof”, der også blev givet til gin – et andet produkt, der nød stor udbredelse i flåden.

Søfolk tog deres rom yderst alvorligt, og var der mistanke om, at en “Pusser” (den person på skibet, der havde ansvaret for romlageret – heraf senere titlen Purser) hældte vand i rationerne, kunne han tvinges til at tænde et glas rom tilsat en anelse krudt med et brændglas. Lykkedes dette, var det “proof” på, at rommen var god; hvis ikke blev Pusseren smidt over bord. Rom på 54,6% skal selvfølgelig fortyndes for at kunne drikkes, og for at holde skørbugen stangen skete dette på Vernons ordrer med vand blandet med citrusfrugt (som mandskabet normalt ikke spiste frivilligt). På nogle skibe blev groggen endvidere sødet med honning. Derfor ser den klassiske sammensætning således ud:

The Grog

4,5 cl Navy rom*

3 tsk. flydende honning (ellers kan det ikke opløses)

3/4 cl limejuice

2 stænk Angostura bitter

7,5 cl koldt vand

Opløs honning i rommen og tilsæt resten. Shake med is og si over i en isfyldt tumbler.

Viceadmiral Vernon sejlede ganske meget i Caribien, så det er ikke helt utænkeligt, at han er stødt på diverse bitters, som kan være blevet brugt i grogs (om ikke andet så i hans egen). Derfor har jeg vovet at inkludere Angostura i opskriften på denne oprindelige grog.

En grog kan selvfølgelig også – specielt om vinteren – serveres varm:

Hot Grog

3 cl Navy rom*

3 tsk. god honning

3/4 cl limejuice

7,5 cl kogende vand

Alt kommes i et glas, der kan tåle varmen, og der røres til honningen er opløst. Afsluttende kan tilsættes et stykke citronskal. Rommængden er i forhold til den kolde grog reduceret lidt, da varmen får drikken til at virke stærkere. 

Eller man kan vende blikket mod Toddy’en, hvis navn oprindeligt kommer fra en indisk drik gæret på palmesaft. Toddy’er laves på basis af næsten alle alkoholer. Denne er med cognac.

Christmas traditional toddy on holiday decorated table

The Toddy

6 cl cognac

1,5 cl citronsaft

3/4 cl sukkersirup (2 sukker : 1 vand)

kogende vand

 

Alt kommes i et Toddy-glas. Der røres og tilsættes kogende vand efter smag samt en skive citron og en kanelstang.

En interessant variation, der er specielt god til en frostklar søndag eftermiddag i januar, er:

The Tea Toddy

10 friske mynteblade

2 tsk brun farin

1 tsk sort te eller Earl Grey

4 cl hvid eller gylden rom efter smag

1,5 cl limejuice

7-10 cl kogende vand

Kom mynteblade, farin og te i et glas eller lille krus. Hæld kogende vand over og lad det trække to minutter. Si væsken, tilsæt rom og lime og pynt med en halv citronskive.

Disse blandinger har vundet pænt med tilhængere – også blandt landkrabber, og en variant med speciel juleappeal er:

Hot Buttered Rum

2 tsk god honning

1 stykke usaltet smør (som 1-2 spilleterninger efter smag)

6 cl gylden rom

kogende vand

Kom honning og smør i et glas, der kan tåle varmen, og tilsæt rom og vand efter smag. Rør indtil honning og smør er opløst. Drys evt. med lidt reven muskatnød**.

 

Når vi vender blikket mod nogg’en, er dens oprindelse mere tåget. Nogle mener, at “nogg” egentlig er afledt af “grog”, mens andre finder ordets rødder i det gamle engelske ord “noggins” – træskåle, typisk med to håndtag, som fra gammel tid blev brugt til servering af alkohol (bl.a. whiskey).

Traditionen med at drikke mælk blandet med stærk øl og krydderier stammer fra middelalderen, og en sådan forfriskning kaldtes i store dele af England “posset”. Blandt de mere velhavende tilsatte man ofte også æg hvorefter blandingen blev pisket, og konturen af nutidens “nogg” ses nu ret tydeligt.

Ordet Eggnog*** findes først i de engelske kolonier i USA omkring midten af 1700-tallet, hvor den afhængigt af lokalitet og importmuligheder blev tilberedt med cognac, rom, bourbon eller sågar moonshine (hjemmebrændt alkohol lavet på ren majs), oftest til festlige lejligheder. I dag er Eggnog i Nordamerika uløseligt knyttet til julen; det er en mættende affære – så en lille kop rækker langt.

En af mine yndlingsopskrifter lyder som følger:

Traditional holiday drink egg nog garnished with nutmeg.

Eggnog

7,5 cl cognac

1,5 cl sukkersirup (2 sukker : 1 vand)

1 æg

1,5 cl fløde

6 cl mælk

Alt blandes godt og varmes forsigtigt i en kasserolle, til det tykner let. Det må endelig ikke koge! Serveres i et højt kraftigt glas. Drysses traditionelt med reven muskatnød**. Mange steder serveres Eggnog kold; i så fald shakes ingredienserne med is og sies over i et passende glas.

En lidt lettere version er:

The Tom & Jerry

1 æg

1 tsk sukker

3 cl mørk rom

3 cl cognac

varm mælk

Pisk ægget sammen og hæld det over i et glas. Tilsæt sukker, rom og cognac. Fyld op med varm mælk og rør rundt. Pynt evt. med et drys muskat**.

Præsidentens nogg

En helt speciel variant af nogg er den finurlige “General Harrison’s Nogg”. Den er opkaldt efter USAs     9. præsident William Henry Harrison, og hans historie vil jeg gerne en kort stund dvæle ved.

Harrison er en af De Forenede Staters mindst kendte ledere overhovedet, og at han vandt en jordskredssejr ved valget i 1840 mod den siddende – men ret ineffektive – Demokrat Martin Van Buren (heller ikke ligefrem nogen topscorer på listen over amerikanske berømtheder) var ret så uventet.

Harrison blev af mange beskrevet som kolerisk, tyrannisk, selvcentreret og ærekær. Han var også en ældre herre på 67 – så det kan med en vis ret siges, at han som person set med nutidige øjne faktisk var ret moderne.

Et punkt hvorpå han adskilte sig væsentligt fra nationens aktuelle leder var, at han havde både en solid politisk og en ganske distingveret militær karriere bag sig – omend hans største sejre blev vundet gennem hårdhændet fremfærd overfor landets oprindelige indianske befolkning, og som sådan nok ikke havde høstet ham mange roser i dag.

I sin embedsperiode opnåede Harrison stort set kun at blive husket for én ting: tre uger efter at han indtrådte i embedet pådrog han sig en svær lungebetændelse og døde 10 dage senere. Han var landets formelle leder i 30 dage, og blev herved på samme tid USAs suverænt kortest fungerende præsident OG den første, der døde “in office”.

Det bør dog retfærdigvis også nævnes, at han i forbindelse med sin indsættelse holdt den længste tale i amerikansk historie (8445 ord – oplæst på knapt to timer!), og at han blev den første præsident, der efter edsaflæggelsen blev fotograferet. Det vil sikkert have været en trøst for nogle af dem, der siden begræd hans bortgang.

Harrisons ubetimelige død gav ydermere anledning til en ikke ubetydelig konstitutionel krise, da posten som vicepræsident dengang var dårligt defineret, og dens beføjelser aldrig havde været afprøvet i praksis. Specielt var en stor del af Demokraterne af den mening, at vicepræsidentens job kun var at holde stolen varm, indtil en ny præsident kunne udpeges… et privilegium der dengang tilfaldt Repræsentanternes Hus, hvori de tilfældigvis havde flertallet. Vicepræsident John Tyler var imidlertid ikke enig, og det lykkedes ham trods hans modstanderes insisteren på at titulere ham ringeagtende som “Mr Resident” og “Your Accidency” at holde den fulde fireårige periode ud. Tyler afstod dog i sidste ende fra opstilling til valget i 1844, der blev vundet af  Tennessee Demokraten James Knox Polk.

Præsident Harrison var også kendt for sin store forkærlighed for cider, og det fortælles, at han som general drak følgende nogg så ofte, som tid og omstændigheder tillod det.

General Harrison’s Nogg

1 æg

4,5 cl calvados****

6 cl medium sweet strong apple cider

1,5 cl sukkersirup (2 sukker : 1 vand)

2 stænk allehånde bitter*****

Shake det hele grundigt med is og si det over i en rummelig tumbler. Drys med reven muskatnød**.

Fremstillingen af denne ”cocktail” er forbundet med det betydelige problem, at kulsyren i cideren helt naturligt vil få en almindelig shaker til at eksplodere – med et ukristeligt svineri til følge. Der findes specielle forseglbare shakere (såkaldte “fizz shakers”), som er opfundet til netop dette formål, men de er dyre og overordentligt svære at skaffe. Jeg har ved flere lejligheder med held brugt et sylteglas med patentlukning – men tilråder dog stadig forsigtighed, da trykket i beholderen kan blive betydeligt. Nogg’en er en meget speciel og næsten historisk oplevelse, hvis nydelse i høj grad afgøres af ciderens smag og kvalitet.

Noter

*  Jeg bruger Pusser’s Navy Rum. Den har både den rigtige smag – og styrken.

** Jeg er ikke så stor tilhænger af muskatnød i cocktails. I noggs er det imidlertid noget nær obligatorisk. Jeg lader det derfor være op til nyderens smag.

*** “Nogg” som klassifikation staves (i hvert fald i USA) med to g’er – mens “Eggnog” pudsigt nok staves med ét.

****  Fransk fadlagret æblebrændevin fra departementet Calvados i Normandiet.

*****  Jeg har lavet min egen allehåndedram, og det er ikke så svært. Ellers kan jeg varmt anbefale Dale DeGroff’s Pimento Aromatic Bitters. Desværre står den ikke just på hylden i det lokale supermarked.

 

Svale cocktails til hede stunder

by

Cocktails - mint julip

Sommeren buldrer afsted, men selv i de allervarmeste stunder er det værd at indregne cocktails og motionere lidt med shakeren foran barskabet. Prøv et par ægte klassikere.

Cocktails til sommerbrug – Så kom vi til den egentlige sommer – skal jeg da lige love for. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set en stubmark først i juli… og det mest groteske er, at det er min græsplæne, jeg sidder og kigger ud på.

Ja, ja, tørke har så også sine gode sider. Den næstsidste dræbersnegl, jeg så i mit rabarberbed, var en forårsgæst, og den sidste lignede mest den glemte pomfrit, man altid finder bagerst i ovnen, når man gør den ren. Det er mildest talt et andet vejr, end det vi måtte affinde os med sidste år, og selv den mareridtsagtigt frodige skvalderkål må efterhånden strække våben og hænge med både blade og skærm.

En anden fordel er, at selvom haven støver, så behøver vi andre heldigvis ikke at tørste, og har man husket at fylde barskabet lidt op under VM,  er der et væld af spændende måder, hvorpå man kan fugte ganen med velvalgte cocktails, når temperaturen kryber over de 25°.

De nye toldsatser på amerikansk spiritus har naturligt nok ledt til en vis hamstring i afdelingerne med bourbon rundt omkring. Det til trods lykkedes det mig for nyligt at få fat i et par gode flasker, der jo så passende kan inddrages i et par forfriskende cocktails. Hvorfor ikke f.eks. prøve en Mint Julep – staten Kentucky’s nationaldrink?

Alle, der selv med lange mellemrum ser indersiden af et barlokale, søber jo i dag Mojitos – og veltillavet med den rette rom er det en yderst drikkelig ting. Men kan man lide bourbon, så må man også mindst én gang prøve en julep. Og så kan man jo passende tænke tilbage på sin barndoms James Bond kavalkader – en solbeskinnet terrasse, prustende travheste… og Gert Fröbe iført ridebukser, der (som Auric Goldfinger) polisk lægger hovedet på skrå og siger til 007: “The julep tart enough for you?” *

cocktails - mint julip

Kentucky Mint Julep

12 mynteblade
7,5 cl god bourbon (1776, Wild Turkey, Bulleit, Jack Daniel’s Red Dog Saloon)
1-2 cl sukkersirup (2 sukker/1 vand) efter smag.
2-3 stænk Angostura Aromatic Bitters

Noget af det vigtigste ved en julep er, at den skal ende med at være hujende kold; derfor starter man med at shake det hele grundigt med is. Derefter sies over i et højt glas** halvt fyldt med knust is. Og så skal der “churn”es… dvs. at man med en ske og bløde bevægelser vender isen fra bunden af glasset op mod toppen. Det køler væsken voldsomt og fortynder den samtidigt til en læskende styrke. Denne manøvre foretages 10-20 gange. Herefter fyldes yderligere knust is i glasset, og der røres igen. Endelig toppes op med is og der pyntes med et par mynteblade.

I Georgia (også kendt som “The Peach State”) har man sin egen variant af Mint Julep’en – og helt naturligt bringes den lokale fersken her i spil. Opskriften er den samme som i Kentucky (se ovenfor), borset fra at der tilsættes 3 cl ferskenlikør (helst Peach Tree), mens mængden af sukkersirup sænkes til 1 teskefuld. Fersken går glimrende med mynte, og jeg vedgår uden blusel, at jeg ofte foretrækker denne lidt mere frugtige version frem for dens retlinede fætter.

En helt anden måde at få noget yderst opkvikkende ud af sit bourbonlager er:

The Red Dog Smash

4,5 cl god bourbon (helst Jack Daniel’s Red Dog Saloon)
1,5 cl D.O.M. Benedictine likør
1 cl friskpresset citronsaft
2 tsk god aprikosmarmelade
2 stænk Angostura Aromatic Bitters

Det hele shakes med is og sies over i et højt glas fyldt med is. Pyntes med en strimmel appelsinskræl og et par mynteblade.

Jack Daniel’s har tilbage fra 1880’erne drevet to Saloons på hovedtorvet i Lynchburg, Tennessee: den finere “The White Rabbit” – og, på den anden side af torvet, “The Red Dog”. Denne cocktail er opkaldt efter den mindre fashionable af de to, og jeg er sikker på, at kunne man få “Essence of the American South” på glas, så ville det smage sådan.

Jordbær er naturligvis også uundværlige i en god sommercocktail/longdrink, og opskrifter indeholdende dette forførende ikke-bær i selskab med alkohol er da også mangfoldige. Min egen personlige favorit er en:

Strawberry Blonde

4 friske jordbær
6 cl vodka
1,5 cl jordbær- eller skovjordbærlikør (Marie Brizard laver en glimrende en af begge slags)
1,5 cl sukkersirup (2 sukker/1 vand)
4,5 cl friskpresset citronsaft
dansk vand

Stød jordbærene i bunden af shakeren og tilsæt vodka, likør, citron og sirup. Shake grundigt med is og fin-si over i et højt glas med is. Fyld op med 3-4 cl dansk vand.

Denne longdrink er et fund for alle, der holder af jordbær… og hvem gør vel ikke det, når man står midt i den danske sommer?

Og så skal vi da også lige have en gammel engelsk traver på banen – én der ikke dufter af halm og mugne muleposer, men af herregårdsgræsplæner, kroketkøller og seneftermiddage på verandaen med udsigt over Themsen:

Den traditionelle Pimm’s Cup.

Pimm’s er et af de mest succesfulde alkoholprodukter i engelsk historie (indrømmet, et par hestelængder efter gin), en art punch/likør lavet af frugt- og urteudtræk blandet med en eller anden slags sprit. Lanceret af James Pimm så langt tilbage som i 1823 blev Pimm’s oprindeligt fremstillet i seks forskellige varianter (Pimm’s No. 1-6), der hver især var baseret på forskellige alkoholer (gin, whiskey, brandy (cognac), rom, rugwhiskey (rye) og vodka). I dag findes kun No. 1 tilbage i almindelig handel, mens Nos. 2, 4 og 5 er helt udgået. I sig selv er Pimm’s No. 1 efter min smag ikke noget at gå en omvej efter, men blandet med frugt (og grønt) og passende fortyndet, er det en sommeroplevelse man bør unde sig selv.

Sweet Refreshing Pimms Cup Cocktail with Fruit and Mint

The Classic Pimm’s Cup

4,5 cl Pimm’s Cup No. 1
1 skive appelsin
1 skive citron
1 skive agurk (ja, dansk grøn agurk)
1 stort jordbær – renset og i skiver
6 cl god lemonade (f.eks. San Pellegrino Limonata)
6 cl ginger ale

Kom Pimm’s op i et højt glas halvt fyldt med is. Tilsæt frugt og grønt + mere is og fyld op med lemonade/ginger ale. Det er bare så engelsk, at man efter første slurk får en næsten ubændig lyst til at sætte Esq. efter sit navn.

Der findes flere Pimm’s skoler alt efter hvor i England, man befinder sig. Nogle foreskriver brug af ren lemonade, nogle ren ginger ale… men jeg synes, at en blanding fungerer helt pingeling. Prøv selv, og spot en vinder. Alle er uimodståeligt forfriskende!

 

* En interessant anekdote siger, at United Artists i sin tid valgte Gert (oprindeligt Karl Gerhart) Fröbe (1913-1988) til rollen som Goldfinger udelukkende på grund af hans udseende – og forhåbentligt også lidt det faktum, at han var en af sin tids bedste tyske karakterskuespillere. Hvad man imidlertid ikke havde undersøgt, var hans engelskkundskaber, så da de første scener skulle optages, og ingen forstod et ord af, hvad han sagde, gjorde man, hvad der dengang ikke var helt ualmindeligt: man dubbede ham simpelthen. D.v.s. at den stemme, vi allesammen (mange af os mange gange!) har nydt i Goldfinger, faktisk tilhører den engelske skuespiller Michael Collins (1922-1979) – mens man pudsigt nok i den tyske version af filmen kan høre den ægte Gert Fröbe tale. En lignende skæbne overgik Adolfo Celi (1922-1986), der i den ikoniske rolle som Emilio Largo (Thunderball) endte med at blive dubbet af den italienske skuespiller Robert (Lucio) Rietti (1923-2015), da Celis stemme blev bedømt som værende for lys og “skæmmet” af hans massive sicilianske accent.

** I de amerikanske sydstater har man specielle Julep Cups – små pokaler i sølv eller stål – som ser svært indbydende ud, når de, glinsende af rimfrost, placeres foran en. Brugen af glas ændrer dog så vidt jeg ved ikke på smagen.

Flere cocktails:

Summer Is Icumen In … sådan da.

Sæsoncocktails – med hyldest til hyld og foråret

 

Offer for en samler – skakbrikker

by

Vores site er jo langt hen ad vejen viet til forfølgelse og pleje af hobbies – dem man allerede har, og dem man måske gerne ville ha’ – og nu har jeg et par gange skrevet om en af mine hobbies: cocktails. Denne gang vil jeg gerne tage fat i en anden hobby, som jeg har dyrket gennem snart 45 år… én med færre farver og volumenprocenter, men for mig med den samme evne til at fascinere og overraske:

Skakbrikker.

Som navneord burde “hobby” jo ikke kunne gradbøjes, men jeg vil alligevel mene, at betydningen findes i tre styrker: Hobby – Passion – Besættelse. Hvad man så vil kalde det, når man føler, at der hører mindst 150 flasker forskellig spirituosa til en passende cocktailliste, skal jeg ikke kunne sige. Et er sikkert – det var billigere, hvis man kunne holde sig til marmorkugler.

Emilio Largo:  “Every man has a passion. Mine is fishing. What is yours, Mr Bond?”
007: “Well, I’m not what you’d call a passionate man”
(“Thunderball”, 1965)

“Nødvendighed” giver ingen mening

Så hvornår udvikler en hobby sig til en passion? For mig (og sikkert de fleste samlere) er det et vanskeligt spørgsmål at besvare. Indenfor det at samle på ting, som man nyder at bruge (eller måske oftere at se på), er antal af objekter ofte misvisende.

Mine 60 forskellige likører er på sin egen groteske vis nødvendige, for at jeg kan komponere de cocktails, jeg gerne vil smage… men når det drejer sig om skakspil, hvor mange hører der så til en veludstyret husholdning? I lyset af, at de færreste spiller mere end et spil ad gangen, kunne svaret godt være 1 sæt brikker og 1 bræt. Dog ikke her på adressen. Her er svaret p.t. 25.

Men kan det da virkeligt være nødvendigt?! Hertil er der heldigvis kun ét svar: når man er samler (og det gælder alt fra engelske renæssancemalerier over vintage-skrivemaskiner til glas, porcelæn og den ydmygeste kageform), så har ordet “nødvendighed” ingen mening.

Folk der samler på frimærker, gør det sjældent for at være sikker på at kunne poste et vigtigt brev til enhver tid. De gør det, fordi de finder en æstetisk nydelse i at se på et smukt stykke håndværk – eller noget der er gammelt og sjældent… eller noget der bare falder i deres smag. Seks af mine skakspil står altid fremme (i en rotationsordning, naturligvis), og de giver mit hjem en stor del af den karakter, det har.

Mangfoldighed af udtryk

Skak er et af de ældste spil, der findes, og det er også et af de sværeste at spille godt. Det skal øves og øves i årevis, og helst i kamp med modstandere, der har nogenlunde samme evner som en selv.

Det gør det meget svært at holde en rutine ved lige, og derfor forfalder jeg ret tit til at spille mod diverse computerprogrammer eller til at spille gamle kampe fra turneringer gennem tiderne, for om muligt at trænge lidt dybere ned i den helt særegne logik, der præger en given stor- eller verdensmester fra mange år tilbage.

Til det er det faktisk en fordel at kunne have flere spil igang samtidigt. Det største for mig er dog nok at se den mangfoldighed af udtryk, skakbrikker gennem tiderne har taget – fra det enkle via det kunstnerisk finurlige… og tilbage til det enkle igen.

De ældste brikker blev ofte skåret i ben eller elfenben som f.eks. dette sæt, der blev fundet på Isle of Lewis i Skotland i 1831 (originalen står på British Museum):

Andre eksempler på den meget enkle stil ses i dette sæt udformet i teak og ibenholt efter design af maleren Max Ernst (1891-1976).

Eller disse tanzanianske håndskårne brikker fra ca. 1960.

Dekorative sæt kan være meget smukke. De findes i alle størrelser og materialer (fra gips til guld), og mange specielt ældre brikker kan være både yderst sjældne og ganske værdifulde.

Her et magnum-sæt modelleret over statuer i Westminster Abbey:

og eksempler i marmor, metal, sandsten og træ:

Standardisering

Imidlertid er det at kunne overskue et skakbræt en betydelig faktor i en god indsats (undtagen i blindskak 😉 ). Nogen har let ved at genkende og huske brikker med en udformning, de ikke har set før – andre ikke.

For at komme dette “handicap”-problem til livs indførtes i midten af 1800-tallet et standardiseret udseende for brikker til turneringsbrug.

Udformningen tilskrives den engelske journalist Nathaniel Cooke (1810-1879), der registrerede sit design i 1849 og opkaldte det efter den engelske skakmester Howard Staunton (1810-1874).

Cooke fik desværre stavet sit navn forkert på patentansøgningen, med det resultat at hovedparten af skakspillere den dag i dag (de, der nogensinde har hørt om Staunton-brikkens oprindelse, altså) stadig mener, at han hed Cook. Som indenfor så meget andet gælder det altså også i skakbrikkernes verden, at lidt dybere studier af en sag fremmer forståelsen.

007:  “That gun. Looks more fitting for a woman.”
Emilio Largo:  “Do you know much about guns, Mr Bond?”
007:  “No. I know a little about women.”
(“Thunderball”, 1965)

Billederne er et udvalg af mine sæt, og jeg håbe, dette lille causeri har vækket – eller genvækket – en skakinteresse hos blot nogle enkelte derude. Det er et sublimt tidsfordriv!

Ellers kan mit indlæg måske i en snæver vending bruges som et forsvar for ejerskab af slips og skjorter i et antal, der ikke helt retfærdiggøres af hjemmets interval mellem to vaske (eller renseribesøg) 😉 .

Summer Is Icumen In … sådan da.

by

Selvom mit græs er tørt som hø, ak ja, så skal plænen jo beklageligvis stadig slås, og selvom det stadig ikke er rigtigt sommer (den må vi vente yderligere nogle dage på), så må jeg da ellers lige sige, at jeg i dag svedte i et tempo, der ville få en Wimbledonfinalist ved stillingen 29-28 i femte sæt til at ligne det sidste stykke toast på morgenbordet.

Nu er mit kondital så også ofte blevet forvekslet med en kvantemekanisk konstant, så som de siger i Frankrig: ceci explique peut-être cela.

Men som de fleste kan jeg faktisk godt lide solskin og blå himmel, så selv mostuer, skjulte birkekviste og skvalderkålsskud kunne ikke ødelægge mit gode humør.

Det kan det til gengæld, når producenter af cocktailrelevante ingredienser hører Fenrisulven glamme, og i panik gør som yngste souchef lærte på Handelsskolen.

Og hvad er det så? Jo, man hyrer selvfølgelig en flok lueforgyldte inseratsnedkere til at pseudo-lodde folkedybet for at finde en smagsniche, der for en minimal sum kan blæses op til en trend. Bevæbnet med denne imponerende videnskablige ballast producerer man så frugt/alkohol/sodavandsblandinger, der smager som en rumænsk supermarkedsdeodorant og indeholder flere E’er end Lademanns Leksikon.

Og uuud ryger den ædle cocktail.

Det var sådan Breezeren opstod – og jeg er overbevist om, at hvis J. Robert Oppenheimer havde været med i det projekt, så havde han skudt sig en kugle for panden bagefter. Hiroshima og Nagasaki var absolut ingen spøg – men her er vi i en helt anden liga. Jeg skrev i den forbindelse engang til FN for at høre, om der fandtes en international strafkategori over forbrydelser mod menneskeheden; jeg fik mærkeligt nok aldrig noget svar. At der er penge i skidtet, kan jeg selvfølgelig ikke benægte – det kommer bare ikke indenfor råbeafstand af mine smagsløg!

Og her vil jeg så gerne, uden sammenligning i øvrigt, gribe tilbage til temaet fra min sidste artikel: den forårsrigtige cocktail. Men som Disney altid siger: først en lille forhistorie.

Som de fleste nok har gættet, er jeg lidt af en likør-freak (personligt foretrækker jeg ordet; aficcionado… men lad det nu ligge), og det må desværre siges, at likører findes i alle pris- og kvalitetsklasser. Nogle har en enestående kompleks og potent smag og er fuldt ud en større udskrivning værd. Andre kan uden skade spares væk – og atter andre kan decideret ødelægge en cocktail, så man tror, det er løgn. Derfor kommer her et par, synes jeg, ganske delikate eksempler på, at det gamle mundheld “less is more” også i cocktailens farverige verden af og til gælder.

Lad os for eksempel tage en så intensivt kommercialiseret sag som en “Sex on the Beach”. Teknisk set er det jo bare en modificeret Screwdriver med et navn, der skal appellere til husarene. Den aldrig uvæsentlige “lille forskel” ligger i smagen af fersken, og de fleste opskrifter anbefaler da også alt fra et stænk til et par centiliter ferskenlikør.

Nu er det bare sådan, at ferskenlikører generelt er ret diskrete, og bruger man et stænk, ja, så vil jeg tro, at de amerikanske metalarbejdere, der i Iran tilbage i 1950’erne opfandt Srewdriver’en, da de blandede vodka med den let tilgængelige appelsinjuice – og rørte rundt i blandingen med en skruetrækker (ja, sådan lyder legenden faktisk) ikke ville kunne smage nogen forskel overhovedet.

For rigtigt at få ferskenen på disken må der tages andre midler i brug – f.eks. :

Peach on the Beach

4-6 cl vodka (afhængigt af ønsket effekt)

2 cl ferskenlikør*

6 cl ferskenjuice**

3 cl friskpresset appelsinjuice

1 cl tranebærsaft koncentrat

1 cl friskpresset citronsaft

Det hele røres eller shakes med rigeligt is og finestraines (dvs. sies … ellers bliver det noget smat) over i et højt glas med isterninger. Jeg ved ikke, om den leder til sex – men jeg bliver sgu altid lettere salig af sådan en lille orangerød sag!

Eller lad os tage den ydmyge danske agurk (i England selvfølgelig kaldet “English cucumber” – jo jo, de har altid været beskedenheden selv, de englændere). Den er, som alle i dag ved, lige det der skal til, hvis en Gin & Tonic skal gøres rigtigt sprød og læskende. Af samme grund har så venerable smågesjæfter som Gordon’s og Gilbey’s da også stået i kø for at give os Cucumber Gin… og vodka og tonics med agurkesmag kan man såmænd også få.

Her vil jeg så sige, at en agurk i sig selv, modsat hvad man skulle tro om en grøntsag med et 90%+ vandindhold, har en hel del smag – og det er jeg sikker på, at enhver, der har prøvet at spise en halv agurk en aften og er vågnet op til et rekordbøvs næste morgen, vil være enig i. Så hvorfor gøre det hele så kompliceret?

Cucumber Gin & Tonic

4-6 cl gin (igen afhængigt af ønsket effekt)***

3 cm frisk agurk (og så må man rimeligvis spørge: findes der andet? Og i denne forbindelse, nej – men den skal altså ikke være syltet)

10-20 cl god tonic****

Skræl agurken og skær den i skiver eller større stykker. Muddle (stød) disse ganske let i bunden af et højt glas; de skal ikke blive til mos – bare lække lidt saft. Tilsæt gin og efter ca. 30 sekunder godt med is. Fyld op med tonic og garner med agurkeskrællerne. Ud over at pynte gevaldigt giver de nemlig også masser af ekstra smag.

Og så er der jo den hellige rabarber. Jeg kalder den sådan, fordi planten (ligesom skvalderkål i øvrigt) i sin tid blev importeret til Danmark af munke, der mente, at den havde lægende egnskaber. Det begreb var jo så dengang en smule anderledes end nu (men når jeg ser på meget naturmedicin i dag alligevel ikke så voldsomt anderledes), og det mest håndfaste, man ud fra et medicinsk synspunkt kan sige om rabarber, er vel, at stilken på grund af sit høje indhold af oxalsyre kan give mavesmerter – og at bladene giver voldsom diarré. Smagen, til gengæld, er yderst delikat – frisk og syrlig – og der findes igen flere alkoholprodukter (både vodka, amaros (derom en anden gang) og likører) med rabarbersmag. Som med fersken er det dog igen reglen, at smagen ikke er overvældende kraftig, så vil man rigtigt mindes mormors trifli, så kommer her mit bedste bud – selvom det ikke er helt enkelt at følge:

Rhubarb Smash

5 cl gin

3 cl rabarberpurré*****

1,5 cl simple sukkersirup******

1,5 cl timian sukkersirup*******

3 cl friskpresset citronsaft

1 stænk rabarberbitter********

Alt blandes og røres grundigt med is. Straines over i et rummeligt glas (gerne en tumbler) og kan i bedste Bloody Mary-stil pyntes med en (tynd) rabarberstilk.

* : Jeg bruger selv Peach Tree ferskenlikør (mest fordi den er farveløs, og dermed ikke ændrer på udseendet af de andre cocktailkomponenter). Giffards og Marie Brizards versioner er også udmærkede.

**: Ferskenjuice står ikke på hylderne i ret mange supermarkeder. Til gengæld er der oceaner af det hos enhver tyrkisk købmand i det ganske land.

***: Jeg er ikke på provision hos Tanqueray… det er sgu bare en god all-round gin. Et andet plus er, at en GnT derved bliver til en TnT – og det er der jo bare så meget mere ka-boom i.

****: Tonic er i den grad en smagssag – og også lidt et spørgsmål om økonomi. Når jeg ikke drikker specialgin, kan jeg godt lide en ret neutral tonic, og på det plan er Feever Tree og San Pelegrino ganske udmærkede produkter.

*****: Kog 2,5 dl rabarberstykker og 2,5 dl sukker i 10 minutter sammen med 5 dl vand og en flækket vanillestang. Fjern vanillen og purér resten med en stavblender. Opbevar i køleskab.

******: Simple sukkersirup er yderst “simple”. Giv lige (volumen)dele sukker og vand et opkog og afkøl siruppen før brug.

*******: Laves ligesom simple sukkersirup. Blot tilsættes 3-5 friske timiankviste pr. 20 cl når sukkeret er opløst. Lad trække en times tid og si derefter. Opbevar i køleskab.

********: Rabarberbitter kan købes hos specialister og på nettet. Det kan også laves derhjemme, men det er lidt bøvlet – og specielt er det tidkrævende. Bitteren er ikke bydende nødvendig for at lave en god Smash, men jeg regner med at gøre bitters til næste gangs tema, og til det vil jeg også komme med et par opskrifter.

God fornøjelse derude i de små laboratorier!

Sæsoncocktails – med hyld og hyldest til foråret

by

Mange cocktails er som bekendt aldeles tidløse (Old Fashioned, Sazerac, Dry Martini, Negroni … listen er lang), og de kan med fornøjelse serveres året rundt. Men der er også dem, der så afgjort har en sæson. Dette kan skyldes, at de kræver råvarer, som kun er tilgængelige en del af året – eller de kan være skruet således sammen, at de bare får en til at tænke på en bestemt årstid. Siger man f.eks. cognac/bourbon, æg, fløde og muskat … ja, så vil man jo nok, uanset om jorden er dækket af sne eller ej, komme lidt i julestemning.

 

På samme måde har jeg det med forår. Ligesom sommer bare råber på jordbær (og alle de andre røde bær), så er foråret for mig uløseligt knyttet til det lyse, det lette, det sprøde – og det vil i cocktailsammenhæng sige agurk, rabarber og – selvom kronologien her ikke helt holder – hyld.

 

Hylden blomstrer som bekendt i juni-juli, og alt hvad vi for øjeblikket har af denne voldsomt frodige ukrudtsplante er et væld af grønne blade på en rank og ru stamme, der er som skabt til hvæsning af katteklør.

Heldigvis findes der ca. 1200 km mod sydvest i omegnen af Paris behjertede mennesker, der gennem nu 10 år har produceret St. Germain, verdens nok bedste hyldeblomstlikør, og den kan man – hvis ens tegnebog ellers har de rette dimensioner – heldigvis nyde allerede nu.

 

Det er vel efterhånden en 10-20 år siden hyldeblomst for alvor gjorde sit indtog som smagspartner i alt fra te til velkomstbobler, og selvom et vist misbrug har gjort den lille hvide blomst til måske lidt for meget af et folkeeje, så er der absolut ikke noget galt med dens smag … når den ellers bruges rigtigt.

 

Mange hyldeblomstlikører har det med at blive for dominerende eller for søde, og som så ofte før når det vulgære truer, må man vende blikket mod Frankrig for i stedet at finde det afbalancerede og elegante. St. Germain er ikke en billig fornøjelse, men guldmedaljer i Monde Selection for likører fra 2007-2010 borger så på sin egen måde for valuta for pengene.

 

Hvad gør man så med disse dyrebare gyldne dråbe? Tja, det at nyde likører straight up er jo (desværre?) en kunst, der forlod dansk kultur nogenlunde samtidig med isskabe og brillestel i bakelit, og det må da også med rette siges, at den voldsomme intensitet (for slet ikke at tale om sødmen) gør det til et projekt for de få.

 

Passende blandet med anden komplimenterende alkohol – i drinks og cocktails, voila! – er likører imidlertid den knagerække, hvorpå alle de komplekse smagsindtryk hænger, og når det gælder hyldeblomstlikør, følger her en håndfuld af mine personlige favoritter:

 

Left Bank Martini –

6 cl London Dry Gin*

1,5 cl hyldeblomstlikør

1,5 cl hvidvin lavet på Chardonnay

1,5 cl tør vermouth**

Shake med is og strain over i et afkølet Martiniglas. Kan pyntes med lime- eller citronskræl.

 

Old Friend –

4,5 cl London Dry Gin

2 cl saft af Pink Grapefrugt

1,5 cl Campari

0,75 cl hyldeblomslikør

Shake med is og finestrain over i et afkølet coupe- eller Martiniglas. Dekorer med skræl fra grapefrugten.

 

Periscope –

4,5 cl London Dry Gin

3 cl hyldeblomstlikør

0,5 cl limesaft

0,5 cl citronsaft

1/2 æggehvide***

Shake med is og finestrain over i et afkølet Martiniglas.

 

The Stig –

2 cl Calvados****

2 cl Pisco*****

3 cl hyldeblomslikør

3 cl hvidvin lavet på Sauvignon blanc

Hæld alt over is i et Old Fashioned glas og rør et par omgange. Pyntes med en tynd limeskive.

 

Flower Power Martini –

6 cl London Dry Gin

1,5 cl hyldeblomstlikør

1,5 cl tør vermouth

0,75 cl viollikør (Créme de violette)******

Shake med is og strain over i et afkølet Martiniglas. Pynt med appelsinskræl.

 

* : Personligt fortrækker jeg Tanqueray London Dry Gin – ikke nødvendigvis Tanqueray 10, men helst full strength (47,3%), selvom man desværre må age over vor grænse mod syd for at finde en sådan. Hvorfor producenten mener, at vore tyske brødre kan smage forskel på 47,3% og 41,3% alkohol, mens danskere ikke kan, vil altid forblive mig en gåde … men det har sgu nok noget med penge at gøre.

 

** : Der findes heldigvis efterhånden igen en række gode vermouth-produkter på markedet (ekstraheldigt, da jeg aldrig har været den store Martini-fan). Selvom den teknisk set ikke er en vermouth – da den ikke er lavet i Italien – men snarere må betegnes som en vin d’aperitif, vil jeg til min død hævde, at Noilly Prat aldrig skuffer.

 

*** : Det er et f…… bøvl at dele æggehvider, og denne cocktail ødelægges absolut ikke, hvis man bruger en hel. For ikke at få Fødevareministeriet på nakken, bør jeg vel nævne, at æggehvide kan købes i pasteuriseret form. Her hvor jeg bor, har vi nu aldrig pasteuriseret høns, og jeg mener desuagtet ikke, at jeg tilbringer mere tid på das end de fleste.

 

**** : Æblebrændevin fra departementet Calvados  i Normandiet  (og ja … det udtales Calvados – med “s” i enden. Og lad så bare min gamle fransklærer vende sig i sin grav).

 

***** : Sydamerikansk druebrændevin der stammer fra Peru eller Chile. Laves traditionelt på lokale i sin tid vildtvoksende druesorter, der er ikke-aromatiske (dvs. de er uden duft). Kan til nød erstattes af ikke-fadlagret Grappa.

 

****** : Viollikør har ikke rigtigt genfundet sin plads på det danske marked endnu og kan være svær at finde. Den er dog værd at lede efter, da både smag og farve er meget svær at efterligne. Jeg foretrækker produktet fra det tyske likør- og bitterfirma “Bitter Truth”.

 

Velbekomme!