En serie, som sikrede genren endnu en dimension med et brag af en første sæson med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i blændende hovedroller. Endnu en langsomt fortalt thriller med psykologiske overtoner, karakter, der ændrer sig og overrasker, og et plot som er alt andet end overskueligt, til gengæld isnende på sine uhyggeligste steder.
Anden sæson – helt uafhængig af første, men skåret over samme skabelon af skaber og forfatter Nic Pizzolatto – fik masser af kritik, men den er seværdig i sig selv, blot skal den på utaknemmelig vis sammenlignes med den overbevisende premieresæson, og det kan den ikke helt leve op til. Hverken kunstnerisk eller kommercielt. Colin Farrell og Rachel McAdams har hovedrollerne i andet akt, og i den kommende tredje sæson, er skuespillerne igen skiftet ud og handlingen flyttet. Rapper/skuespiller Mahershala Ali får hovedrollen i sæsonen, som først blev aflyst, så genskabt, og som får premiere næste år.
Bedømmelse: 8/10
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.