For mænd i deres bedste alder
Mænd - i hvert fald en del af os - har lyst til at foretage os noget med hænderne, når vi har fri, hvad enten det handler om at grave have, skrue på møtrikker eller save i spånplader. Og selv om vi naturligvis ved bedst selv, kan vi godt udveksle erfaringer med hinanden...
Signs are a great addition to your mancave. They add a nice vibe to and give something to look at in between drinks.
Here are some of the ones I found interesting:
From Tampa, Florida; Moved to Denmark in ’92. I’m a serial almost entrepreneur (I have a lot of ideas but tend not to act on them) and work freelance as an IT consultant. I take care of the backend but will write occasionally when Morten lets me. Go BUCS!
Vejret har ikke været helt almindeligt i 2018, og det har livet i køkkenhaven så heller ikke udspillet sig af samme grund. Egentlig burde sæsonen forlængst have været ovre, men i slutningen af oktober vokser der stadig squash frem på på planterne, ukrudtet trives alt for godt i varmen, og så har jeg et par afgrøder, som godt har været svære at blive klog på.
Et af dem dyrker jeg i haven for sidste gang:
Sorte bønner.
Planterne lagde flot ud i slutningen af juni (!), voksede sig store i en fart med frodige brede blade og en vækstkultur, som fik planterne med snogede fangearme til at gribe fast om ethvert fremspring i sigte, den spade, jeg havde ladet stå ved beddet, inklusive.
Men så skete der til gengæld heller ikke rigtig mere. Jo i slutningen af september blomstrede planterne, men først nu – mere end midtvejs gennem efteråret – har de første bønner materialiseret sig på stænglerne.
Og det forstår jeg ikke et kuk af. Vi har stort set aldrig haft en varmere sensommer/september/oktober og alligevel smøler bønnerne sig først frem nu. Helt ærligt, det var jo ikke vinterbønner, jeg investerede i, men desværre er frøposen blevet væk, og jeg kan ikke, hvornår høstperioden normalt er placeret. Der er stadig blomster på de fleste af planterne, så jeg forventer ikke høst før slutningen af november – om frosten vil. Næste år vælger jeg mere konventionelle bønner…
Det andet fænomen ligner mest et mirakel: Ærterne, normalt en skrøbelig og sart gevækst, som har det svært med både vejrlig og snyltere, har selvsået og er klar til to anden høstsæson i samme kalenderår.
Det har jeg ligegodt aldrig set før – jeg vidste ikke engang, at ærter var istand til at selvså så effektivt, for normalt er det jo en etårig afgrøde man starter forfra med hvert forår – men jeg er næppe alene om fænomenet.
For et par uger siden blomstrede ærterne, og nu er de første bælge dukket op. Med lidt held overhaler de de sendrægtige bønner, og så har vi et vaskeægte mirakel, som jeg glæder mig til at nyde godt af: Friske ærter i november.
Ellers nærmer lukketid sig selvsagt for køkkenhaven 2018. Jeg ville ønske, jeg kunne notere en flittig lugning den sidste måned, så jorden nu lå brakklar til vinter, og både Jonathan og jeg kunne gå i arbejdsmæssigt vinterhi. Sådan teer virkeligheden sig desværre ikke, entusiasmen har det med at fordampe, mens året går på hæld, og der forestår mindst én gennemgribende gennemgravning, inden frosten sætter ind.
Men pludselig er der forår igen…
De andre artikler om året i køkkenhaven:
The owls are not what they seem… 5
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
Vandmangel har ikke just været et problem i danske køkkenhaver de seneste mange år. Vi har snarere oplevet det modsatte problem med skybrud og oversvømmelser, men sommeren 2018 kan ende som den tørreste i mands minde, og det giver udfordringer i køkkenhaven.
Nogle vander med aggregat, eller kande, andre slet ikke, og jeg har stadig til gode at identificere den fornuftigste adfærd. I så så tørre tider, er det måske ikke ulovligt at tømme kubikmeter efter kubikmeter vand ud i den knastørre jord, som grådigt fortærer hver en dråbe, men det forekommer ikke moralsk ansvarligt. På den anden side virker det temmelig meningsløst at have plejet og passet afgrøder i månedsvis for blot at se dem tø af tørst.
Jeg vander med vandkande og gør det om morgenen, inden solen for alvor bager, så spildet er minimalt. Det betyder cirka 10×10 liter vand i døgnet, og det er jo væsentlig mindre end en gennemsnits-teenager forbruger i samme tidsrum og næppe en mængder, der sætter de naturlige ressourcer under pres.
På den anden side prøver jeg mig frem og aner reelt set ikke, hvor stor effekten er. Jeg har set køkkenhaver, som ikke har fået andet vand end de dråber, som er kommet fra oven over de seneste måneder, og som alligevel står med grønne planter, som hverken er gulnede eller ser specielt medtaget ud.
Vores ærter har trods vanding lidt i varmen – eller – de har i hvert fald lidt, og det er en af afgrøderne, som næppe får genvalg næste sæson. Dels kom der får få planter op af jorden, dels har de kastet for lidt af sig i forhold til den plads, de optager.
Kartoflerne har også givet for lidt, men her er jeg ikke sikker på, hvor meget varmen og tørken i fællesskab har spillet ind. Jeg har lært, at kartoffelbedet skal hyppes flittigere, end vi har formået, for alt for mange kartofler har fået grønne pletter af mødet med sollys i vækstperioden. Og så har de ganske enkelt givet for lidt – de er røget på observationslisten.
Til gengæld er der topkarakter til salatbedene, som bare bliver ved med at levere. Vi begik den fejl at plante alt for meget på een gang, men foreløbig har nu høstet tre forskellige typer salat i cirka en måned, og ingen af de tre sorter viser endnu mærkbare tegn på forfald.
Squashplanterne fik en let sløv start, men tilfredsstiller nu vores daglige behov med både stængler og blomster. Især efter at fået lidt ekstra gødning. Fire planter virker som en passende mængder for en familie på tre-fire. Man behøver jo ikke vente til planterne har vokset sig græskar-store, før man plukker dem af stænglen.
Men allermest imponeret er jeg i øjeblikket af de to slags bønner, vi satte i slutningen af juni. De kom lynhurtigt op af jorden, de vokser stabilt, og de er allerede så småt ved at gøre klar til de første bønner.
Løgene, hvide såvel som røde er vokset ud af jorden og er så småt klar til høst, gulerødderne trives fint, og vi har – sikkert på grund af tørken – ikke haft sygdom eller snyltere at plages med , selv om gulerødder ofte er særligt udsatte.
Og så ender vi naturligt ved jordbærrene. Jeg har hejst det hvide flag – solsortene vandt også denne sommer. Ikke et eneste bær har de levnet, ikke engang fra de to planter hvide jordbær, jeg havde plantet.
Jeg er overraskende lidt vred. Mit netforsøg var håbløst amatøragtig, og de falske ugler og snurende bi-fugleskræmsler kunne ikke skræmme så meget som en musvit af matriklen.
Men jeg tænker, at fuglene har haft det ualmindelig hårdt i tørken, hvor regnormene er gået under jorden og drikkevandet har været sparsomt. Vores jordbærbed har udgjort en lille oase. Det skal være plads til os alle – men næste år er det enten nul jordbær eller et løftbart, tømret netaggregat, som let lader sig tage af og på.
Også grønt-avlere har følelser.
Læs mere om operation køkkenhave:
The owls are not what they seem… 5
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
Vores site er jo langt hen ad vejen viet til forfølgelse og pleje af hobbies – dem man allerede har, og dem man måske gerne ville ha’ – og nu har jeg et par gange skrevet om en af mine hobbies: cocktails. Denne gang vil jeg gerne tage fat i en anden hobby, som jeg har dyrket gennem snart 45 år… én med færre farver og volumenprocenter, men for mig med den samme evne til at fascinere og overraske:
Skakbrikker.
Som navneord burde “hobby” jo ikke kunne gradbøjes, men jeg vil alligevel mene, at betydningen findes i tre styrker: Hobby – Passion – Besættelse. Hvad man så vil kalde det, når man føler, at der hører mindst 150 flasker forskellig spirituosa til en passende cocktailliste, skal jeg ikke kunne sige. Et er sikkert – det var billigere, hvis man kunne holde sig til marmorkugler.
Emilio Largo: “Every man has a passion. Mine is fishing. What is yours, Mr Bond?”
007: “Well, I’m not what you’d call a passionate man”
(“Thunderball”, 1965)
Så hvornår udvikler en hobby sig til en passion? For mig (og sikkert de fleste samlere) er det et vanskeligt spørgsmål at besvare. Indenfor det at samle på ting, som man nyder at bruge (eller måske oftere at se på), er antal af objekter ofte misvisende.
Mine 60 forskellige likører er på sin egen groteske vis nødvendige, for at jeg kan komponere de cocktails, jeg gerne vil smage… men når det drejer sig om skakspil, hvor mange hører der så til en veludstyret husholdning? I lyset af, at de færreste spiller mere end et spil ad gangen, kunne svaret godt være 1 sæt brikker og 1 bræt. Dog ikke her på adressen. Her er svaret p.t. 25.
Men kan det da virkeligt være nødvendigt?! Hertil er der heldigvis kun ét svar: når man er samler (og det gælder alt fra engelske renæssancemalerier over vintage-skrivemaskiner til glas, porcelæn og den ydmygeste kageform), så har ordet “nødvendighed” ingen mening.
Folk der samler på frimærker, gør det sjældent for at være sikker på at kunne poste et vigtigt brev til enhver tid. De gør det, fordi de finder en æstetisk nydelse i at se på et smukt stykke håndværk – eller noget der er gammelt og sjældent… eller noget der bare falder i deres smag. Seks af mine skakspil står altid fremme (i en rotationsordning, naturligvis), og de giver mit hjem en stor del af den karakter, det har.
Skak er et af de ældste spil, der findes, og det er også et af de sværeste at spille godt. Det skal øves og øves i årevis, og helst i kamp med modstandere, der har nogenlunde samme evner som en selv.
Det gør det meget svært at holde en rutine ved lige, og derfor forfalder jeg ret tit til at spille mod diverse computerprogrammer eller til at spille gamle kampe fra turneringer gennem tiderne, for om muligt at trænge lidt dybere ned i den helt særegne logik, der præger en given stor- eller verdensmester fra mange år tilbage.
Til det er det faktisk en fordel at kunne have flere spil igang samtidigt. Det største for mig er dog nok at se den mangfoldighed af udtryk, skakbrikker gennem tiderne har taget – fra det enkle via det kunstnerisk finurlige… og tilbage til det enkle igen.
De ældste brikker blev ofte skåret i ben eller elfenben som f.eks. dette sæt, der blev fundet på Isle of Lewis i Skotland i 1831 (originalen står på British Museum):
Andre eksempler på den meget enkle stil ses i dette sæt udformet i teak og ibenholt efter design af maleren Max Ernst (1891-1976).
Eller disse tanzanianske håndskårne brikker fra ca. 1960.
Dekorative sæt kan være meget smukke. De findes i alle størrelser og materialer (fra gips til guld), og mange specielt ældre brikker kan være både yderst sjældne og ganske værdifulde.
Her et magnum-sæt modelleret over statuer i Westminster Abbey:
og eksempler i marmor, metal, sandsten og træ:
Imidlertid er det at kunne overskue et skakbræt en betydelig faktor i en god indsats (undtagen i blindskak 😉 ). Nogen har let ved at genkende og huske brikker med en udformning, de ikke har set før – andre ikke.
For at komme dette “handicap”-problem til livs indførtes i midten af 1800-tallet et standardiseret udseende for brikker til turneringsbrug.
Udformningen tilskrives den engelske journalist Nathaniel Cooke (1810-1879), der registrerede sit design i 1849 og opkaldte det efter den engelske skakmester Howard Staunton (1810-1874).
Cooke fik desværre stavet sit navn forkert på patentansøgningen, med det resultat at hovedparten af skakspillere den dag i dag (de, der nogensinde har hørt om Staunton-brikkens oprindelse, altså) stadig mener, at han hed Cook. Som indenfor så meget andet gælder det altså også i skakbrikkernes verden, at lidt dybere studier af en sag fremmer forståelsen.
007: “That gun. Looks more fitting for a woman.”
Emilio Largo: “Do you know much about guns, Mr Bond?”
007: “No. I know a little about women.”
(“Thunderball”, 1965)
Billederne er et udvalg af mine sæt, og jeg håbe, dette lille causeri har vækket – eller genvækket – en skakinteresse hos blot nogle enkelte derude. Det er et sublimt tidsfordriv!
Ellers kan mit indlæg måske i en snæver vending bruges som et forsvar for ejerskab af slips og skjorter i et antal, der ikke helt retfærdiggøres af hjemmets interval mellem to vaske (eller renseribesøg) 😉 .
mancave.dk contributor
Gardening is one of my favorite activities.
But it hasn’t always been like that. Growing-up in Florida, with it’s humid, average yearly high of 27 °C – the conditions were great for plant growth. We had a modest yard which highlighted a big oak tree in the front and figs, tangerines and broad “Elephant Ears” (Colocasia Esculenta for you Latin literates).
My grandmother – Nanny – had a much more ambitious garden: strawberries (which we harvested in Feb), collards, turnip greens, cabbage, potatoes and all the good stuff from her life growing-up in North Carolina. She would sometimes ask my brother and me to pull weeds from some place her chickens hadn’t scratched.
After a long hot day under the sun, we were typically rewarded with a brief, but pounding rain to “clean the air”.
Today, I live in Denmark and warm weather is a premium. We all run out as soon as we can to plant whatever we can before the dreary – but cozy/hyggeligt – winter months return in August October.
Below are my tips and tricks for gardening here in Denmark – some of these are based on my experience from Florida:
We have a nice little corner in the yard where I have built planter boxes. My wife uses them as she sees fit – planting flowers and “edibles”: strawberries, potatoes, peas, carrots.
The boxes last for 3-5 years and gives me the chance to impress my wife with my woodworking abilities… or so she says.
The advantage of using the boxes is that it keeps everything nice and tidy and allows you to have completely separate plants – each with there own soil, watering, nutrient needs close to each other. Plus, it keeps the weeds in check.
You’ll notice there are some other berries – these are my responsibility. Blueberries (2 types), ribs and blackberries are what I have.
But we’re not the only ones who like them.
Birds are both a blessing and a plague depending on your situation. Last year we had a net over them, but we seemed to catch more birds then we kept away.
This year, we have our own bird in the garden, albeit a plastic one, called “Ursula”. They are typically used on boats, but if all goes as planned, they should work in our yard.
We had also thought of using one of those “bird kites”, but then we were nervous we would scare away all the birds we liked (the ones outside out breakfast table). I suggested that we just place a picture of my mother-in-law on a stick, but was afraid that would be too much and the fruit would fall off.
For the time being, Ursula is doing her. So let’s see.
Being from Florida, I have always been conscious of the watering. I always try to do the watering either early in the morning or early evening when the sun is at its lowest.
When you buy carpet, the rolls have a black plastic tube running the length. I have taken these, cut them into sections and pounded them down beside the berry plants.
The idea is to fill these with with water which directs it down to the root level and minimizes the evaporation you get from watering the surface.
You just need to be careful not to have these too close the plant itself as you want to encourage root growth. If you are too close then the roots will get lazy and your plants will not flourish.
A gutter drain pipe or (red flexible) cable tube can also work, but carpet dealerships tend to just throw these carpet tubes out so I’d suggest trying there first.
I’ve already mentioned these in my article on lavenders. These are great – especially given the 6 weeks of sunshine we have had this year in Denmark. I think they have been more expensive previously, but I think you can get these relatively cheap now days.
Your best bet is to do this in the spring before the plant blossoms.
This final one is probably the most important. If you’re not into the plants, then break-out the power tools, cut some wood, screw some screws in and build something. Who knows, the planting/gardening bug might bite ya and the wife might appreciate it 🙂
From Tampa, Florida; Moved to Denmark in ’92. I’m a serial almost entrepreneur (I have a lot of ideas but tend not to act on them) and work freelance as an IT consultant. I take care of the backend but will write occasionally when Morten lets me. Go BUCS!
Midt i juni.
Tørke er et tveægget sværd for amatørgartnere: På et tidspunkt når man til vand-eller-forsvind, for lortet kommer ikke til at levere spiseligt uden væske i en måned. Og så er der ingen vej uden om cirka otte gange ti liter vandkandevand hver morgen, hvilket kan klares på cirka et kvarter.
Til gengæld sparer man en del lugetid, for ukrudtet har det heldigvis heller ikke let i heden.
Nåh, det er faktisk den mindste bekymring lige nu, hvor spinaten er afgået ved forstokning, mens der til gengæld er daglige leverancer af salater, squashblomster og saftige spidskål. Det er altsammen en fornøjelse, salaterne ser nærmest ud til at stortrives i brændende sol.
Det samme gør jordbærrene, og her har vi balladen. Dels er vore meget sene jordbærsort alt for tidligt ude med blomster først i juni, hvilket ikke kommer til at befordre det endelige resultat, dels har snylterne allerede haft en fest ved de få planter af tidlige sorter, jeg supplerede bedene med af eksperimentelle hensyn.
De store planer om netbeskyttelse af de røde bær i forhold til glubske solsorte, led en tidlig død, og første omgang gik til fuglene.
Nettene, man kan købe i havecentrene, er både for tynde og for smalle til at passe ind i vores behov. Brugte en formue på pinde, ståltråd og net for blot at se udførelsen forekomme aldeles ufuldkommen: Var det lykkedes mig at gøre beddet med de tre rækker jordbær nogenlunde afsikret, ville jeg have været afskåret fra at luge – eller blot plukke mere end en enkelt gang – hvis ikke jeg skulle være startet forfra.
Men det blev hurtigt en akademisk diskussion. Vores vagtkat, Sacko, blev så glad for at patruljere køkkenhaven, at han viklede sig ind i nettet og rev passende huller i det, så han kunne komme ind og ud. Rimelige krav set med katteøjne, men lidt som at blive slået – helt – tilbage til nul for Jonathan og mig, som kunne høre fuglene gnække i hæk og træer, mens vi rullede de sørgerlige netrester til side.
Dann haben wir andere Methoden, og nu forsøger vi os med en helt anden taktik: En regulær skræmmekampagne.
Min gode ven, kollega og entreprenør Jim er højbedetypen med sirlig haveorden, og han har en kunstig ugle til at vogte over sine bær.
Den taktik havde jeg ikke overvejet tidligere, men det god mening. Ugler, især i gigantstørrelse, er ikke solsortens ven, og selv en helstiv udgave placeret strategisk korrekt burde kunne fjerne appetitten hos selv solsorte, som i ugevis har kigget forgæves efter regnorm i de øverste 10 cm af græsplænen.
Men så stødte vi på et uventet problem: Husholdningens kvindelige overhoved var ikke begejstret for ugletanken – en småborgerlig haverædsel, fnyste hun, inden hun selv kørte i havecenter for at finde alternativer.
Hun hjembragte en gigantisk havesnegl (!) og en rotterende dragebi, som fluks kom i aktion. Med begrænset succes, måtte vi desvære konstatere.
Efter de første på dage med røde pletter på de første bær kunne vi notere, at fuglene flittigt og uden at få pulsen ret meget op havde fjernet de reglementerede to-tredjedel af hvert bær.
Men måske var det dømt til at slå fejl. Jeg mener, hvordan skal en snegl kunne skræmme en fugl? Havde vi været plaget af dræbersnegle, kunne den muligvis have opfyldt en mission, men som våben mod solsorte var den altså ikke til nytte. Og selv om den gul/sort flimrende udgave af cykelmyren Egon roterer nok så flittigt i vinden, siger den åbenlyst heller ikke fuglene ret meget.
Så nu er det ugletid. Dyret er anbragt, og den kommende uge vil vise, hvad den kan: The owls are not what they seem, som kævlekvinden sagde i Twin Peaks, men det ved solsortene heldigvis ikke.
Øvrige køkkenhavenoter:
Blomsterne er en fest og en kæmpegevinst for salatskålen eller til farcering, hvad enten man vælger svinekødsvejen eller en vegetabilsk variant med æg, rasp, små tern af squash/andre grøntsager og revet ost. Men squashplanter kræver masser af energi, og de skal suppleres løbende med gødning for at kunne udvikle sig tilfredsstillende.30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
Da min storebror fyldte 40, drillede jeg ham med, at han ikke længere behøvede at tænke sig meget over sin garderobe:
Du kan bare tage en sæk over hovedet, fra nu af vil alle kvinder bare kigge lige igennem dig på gaden.
Det var rigtig skægt. Indtil jeg selv nåede 40 og efter et par fingerknips yderligere en rund fødselsdag plus det løse.
Sækken vælger de færreste af os, uanset hvor gamle vi bliver, men problemet med at finde sig til rette med sin påklædning som voksen mand består og bliver kun værre, når det handler om at forny garderoben:
Med få undtagelser sigter modeforretninger – det vi i gamle dage kaldte herreekeviperingsbutikker – ikke just efter modne mænd i deres udtryk. Faktisk indtræffer fornemmelsen af at være en gammel idiot, som de (mindst) 30 år yngre ekspedienter kun venter på at grine af, omtrent i samme øjeblik jeg passerer indgangen.
Føler mig altid som en gæst, ingen kender eller har lyst til at snakke med og bliver lynhurtigt grebet af paranoia, så alt, hvad jeg kigger på, ligner noget, jeg er alt for gammel til. Jeg tror, jeg begyndte at stå af, dengang Mr-kæden gik over til at skrive “bux” istedet for bukser på skiltene i vinduet, jeg kunne og kan stadig ikke holde ud at tænke på ordet, mens en glat fyr smyger målebåndet om livet på mig for at konstatere, at jeg nok skal kigge efter en størrelse ’34.
Og for at være helt ærlig, gider jeg ikke længere føle mig ydmyget, hver gang der skal nyt indhold i garderobeskabet, for det skal der altså, ellers er man for alvor blevet gammel – hvordan er det nu udtrykket er: His days as a player are long gone (og vi taler ikke om fodbold).
Selvfølgelig kan man tage konen med og lade hende tæmme ekspedienterne (effektivt og no-nonsense, det må jeg give hende), men det er sgu også ydmygende og blot endnu et skridt i retning af det matriarkalske samfund, som snart er en realitet. For så begynder jeg rutinemæssigt med at vælge ud efter, hvad jeg tror, hun synes klæ’r mig bedst.
Jeg vil bare selv bestemme i fred og ro. Nethandel med tøj har jeg slet ikke tålmodighed til, det er meningsløst,når man ikke kan se sig selv i tøjet, og så er man de facto sendt ud af landet.
Hvor jeg de seneste år har befundet mig, når det gælder garderobefornyelse. Og det er altså ikke for bevidst at forringe betalingsbalancen og stikke endnu en kniv i detailhandlen, men af lutter nød. Ellers fik jeg ikke nyt tøj.
Til gengæld er det blevet en sport, en udsøgt fornøjelse, fordi jeg har lært at købe det mærketøj, jeg foretrækker, billigt og lettilgængeligt ved at kende oaserne. Som med en fællesbetegnelse går ind under “outlets”, en genial opfindelse, som nogen muligvis tror, vi kender til i Danmark, men som vi langtfra har forstået mulighederne af endnu.
Det gode ved outlets er ikke kun, at priserne er fordelagtige, men også at man som kunde kan luske omkring som anonym. Det kan godt være både Armani og Hugo Boss-butikkerne i outlet-landsbyerne er både unge og smarte, men de håndterer altså hver dag et helt igennem broget klientel i alt fra jakke- til fritidssæt, shorts og hvide tennissokker, russere med guldkæder og BMI plus 30-amerikanere. Og det er faktisk tilladt at kigge sig i spejlet med et Gucci-slips sat ned fra 3000 kr., selv om man står i en svedig t-shirt, som har rundet vask nummer 100.
Man behøver ikke være bange for at møde hverken David Beckham eller Tom Cruise, for mærkevarernes luksuskunder holder sig langt væk fra outlets, faktisk tilhører man i den sammenhæng den mest trashy-forbrugerkreds på planeten.
Det er stadig værre at købe schweizerure af smilende afrikanere på stranden i Marbella, men er penge en teoretisk udfordring, gider man ikke kigge på tøj nedsat med 70 procent, fordi det er so yester-year. Det samme er naturligvis det publikum, som hjemsøger outlet-landsbyerne.
Men det er jeg ligeglad med, tøjet er ikke kopivarer, og jeg skal ikke stå ved siden af Daniel Craig i min nye Paul Smith skjorte. Dem, jeg er sammen med (mig selv inklusive), kan ikke se, om snittet er et halvt eller helt år for sent på den, jeg skal bare koncentrere mig om at finde noget tøj jeg kan lide. Med den – og det indrømmer jeg blankt – snob-tryghed der ligger i at vide, at førende designere på et tidspunkt har fundet det umagen værd at lægge navn til tekstilet.
Tilsyneladende er alle glade. Modehusene slipper af med restlageret – og de forærer stadig ikke ligefrem varene væk: hvis et jakkesæt har kostet 12.000 kr., skal man stadig til lommerne, selv om prisen er reduceret med 8-9000. – og designerbutikkerne på de dyre gader i storbycentrum servicerer et andet klientel.
Skal man ud at rejse omtrent hvorhen i verden, det skal være, kan man med et par klik orientere sig om outletmulighederne på nettet. De er overalt (undtagen i Danmark) men er ikke alle lige velassorterede.
Mine bedste oplevelser har været i USA, England og Italien med sidstnævnte et mulehår foran i forhold til eksklusivitet og klasse.
Det skulle da også være underligt andet, når nu Italien er førende modenation, men kommer man forbi The Mall outlet pick up syd for Firenze – tæt på motorvejen cirka 20 km fra centrum – kan man vælte sig i en syndflod af italienske luksusmærker til rimelige priser. Og butikkerne er mere velassorterede end de samme mærkevare butikker i outlets i andre lande. Til gengæld er det stort set kun italienske mærker, man finder her og kun tøj.
Er man højere mod nord i omegnen af Piemonte og Milano, kan jeg anbefale Serrravalle Designer Outlets cirka 50 km stik syd for Milano. Her finder man også et rigt udvalg af italiensk design, men også udenlandske mærker plus køkkentøj og meget andet – og pludselig har man en trykkoger med i bagagerummet.
I Storbritannien slår én outletlandsby alle andre: Bicester Village et halvt hundrede km nordvest for London, ikke langt fra Silverstone Formel 1 banen. Det er langt ude på landet, men ikke længere end en time i næsten nonstop busafgange fra London centrum, med tog er transporttiden tre kvarter.
Her er man omtrent i outlet-himlen. Et gigantisk udvalg af tøj- og skomærker fra Storbritannien, kontinentet og USA – foruden ure, tasker og meget andet. Det kan anbefales at komme først på dagen, men der går til gengæld også hurtigt det meste af en dag her. Ligesom på de anbefalede outlets i Italien spiser man glimrende her, en fordel man kigger forgæves efter på Outletkulturens fødested, USA.
Men selv om man ofte spiser dårligt, er det altid et besøg værd at runde en outletvillage i USA, dels er der ufattelig mange af dem, dels er prisniveauet endnu lavere end i USA, dels kan man vælge mellem både amerikansk og europæisk design.
Det er som udgangspunkt værd at kigge efter kæden Premium Outlets, som er klart førende med tøj og design. Landsbyerne findes overalt i New England, og den måske mest velassorterede filial finder man en time nord for New York i Woodbury Common i Orange County.
220 butikker samlet i samme klynge og afgjort en heldagsudflugt, hvis man skal have det hele med, for her er alle førende sportsmærker, sko og designerbrands repræsenteret.
Lidt mindre udgaver finder man blandet andet i Californien ved San Francisco og Palm Springs og i Florida ved Orlando – som har ikke mindre end to af slagsen inden for 10-15 km’s afstand.
Premium Outlets har mange konkurrenter, men tjek dem ud på nettet først, så du har et overblik over udvalget og ikke risikerer at spilde en dag på ubrugeligt isenkram og en udvidet Levis’ store.
Befinder man sig i øvrigt i New York og orker ikke at bevæge sig ud af byen, findes et bekvemt alternativ. Century 21 er et gigantisk stormagasin indrettet som en outletbutik med mærkevarer fra hele verden. Sat voldsomt ned. Her kan man blandt andet gøre rigtig gode jakkesætkøb af både italienske og amerikanske designere.
Adressen er meget tæt på Ground Zero i Lower Manhatten, men kæden har tilsyneladende knopskudt til andre adresser i New York, så tjek hjemmefra.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
Flere og flere har fået øjnene op for Hamburg som mål for en forlænget week-end udflugt. I byen findes AUTOMUSEUM PROTOTYP, som har adresse i Speicherstadt, bydelen med de klassiske røde murstenspakhuse, der nu om dage anvendes kreativt til meget andet end opbevaring af ‘ægte’ tæpper.
AUTOMUSEUM PROTOTYP har fokus på hjemlandets klassikere efter 1945 – dermed naturligt fokus på VW og særligt Porsche – samlingen virker ved første øjekast beskeden og overskuelig – men for petrol heads som undertegnede, er der rigtig meget at fordybe sig i.
Et særligt afsnit i underetagen er dedikeret Wolfgang von Trips, en Gentleman Driver fra 50’erne.
Von Trips, hvis fulde navn var ikke mindre end Wolfgang Alexander Albert Eduard Maximilian Reichsgraf Berghe von Trips (4. Maj 1928 – 10. September 1961), omkom på Monza i sin Ferrari efter sammenstød med Jim Clarks Lotus – men det er en helt anden historie.
Ud over selve historien om Von Trips, er det også et fascinerende tidsbillede af (d)en klassiske epoke i bil- og racing-historien – rigt illustreret med plakater, avisklip og memorabilia.
Og de mange flotte skala-modeller fra Porsche, Auto-Union m.fl. giver inspiration til at se og gense de respektive museer i Stuttgart og Ingolstadt 🙂
AUTOMUSEUM PROTOTYP har også en glimrende cafe – og ikke mindst en velassorteret butik med spændende bøger, fantastiske bilmodeller, flotte plakater etc – og butikken er tilgængelig uden at besøge selve udstillingen, men gør det alligevel! Viel Spaß 🙂
Fakta
Adresse: Shanghaiallee 7, 20457 Hamburg – og det er kun en rask gåtur fra banegården.
Lukket mandag.
Årgang 1963 – bopæl i Århus siden 1982.
Interesser: rejser, foto, Jazz, Classic Cars, mad & vin, loppemarkedsfund.
Profession: Økonom fra Århus Universitet, arbejder som IT-udvikler på Teknologisk Institut.
Bugatti er i automobilernes ‘hall of fame’ noget helt særligt – og bestemt ikke noget, der ofte ses på vores himmelstrøg. I Den Gamle By, Århus, var det dog lørdag muligt at opleve en halv snes klassiske Bugattis – smukke automobiler, der i høj grad taler for sig selv.
Bugatti-epoken, er den, der efter min opfattelse, i store træk afsluttes med Ettore Bugattis død i 1947 – virksomheden ophører officielt i 1963.
NB: Nutidens Bugatti-modeller EB110 og Veyron/Chiron fra VW-universet er af en helt anden verden – misforstået og overdrevet ‘brute force’, målrettet plutokratiet og riff raff som fx overbetalte og overtattoverede fodboldspillere, rappere etc. – i modsætning til de klassiske modellers elegance og minimalisme efterspurgt af Gentleman Drivers, IMHO.
Type 101
Meget mere Bugatti – og den fantastiske historie om Brødrene Schlumpf
Kort fortalt, brødrene Giovanni ‘Hans’ og Federico ‘Fritz’ Schlumpf var tekstil-fabrikanter i Mulhouse, Alsace.
Historien fortæller at de efterspurgte alt, hvad der var på markedet af Classic Cars, særligt Bugatti – og indkøbte dem gerne i store partier, bl.a. i 1963, 30! styk Bugatti i EN handel fra den amerikanske samler John Shakespeare.
I 1977, med udgangspunkt i arbejdskonflikt med deres ansatte, som stormede fabriksbygningerne, blev det afsløret, hvilken kolossal bilsamling de to brødre gennem tiden og i relativ diskretion havde opbygget.
Schlumpferne ‘flygtede’ efterfølgende til Schweiz, hvor de endte deres dage i 1989 og 1992.
Samlingen kan heldigvis ses her:
Cité de l’Automobile, Musée national de l’automobile, Collection Schlumpf
At opleve Schlumpf-samlingen er nummer et på min personlige liste med ‘skal ses’ bilmuseum.
Fakta
Automobiles Ettore Bugatti, blev stiftet i 1909 af Ettore Bugatti (1881-1947), oprindeligt fra Italien (Brescia/Milano).
Molsheim i Alsace blev Bugattis hjemsted. Så indtil og med afslutningen af første verdenskrig, var Bugatti faktisk på germansk område.
Den gyldne periode var i 20’erne og særligt 30’erne med Grand Prix sejre – og imponerende luksus-modeller til den velbeslåede og kræsne kundegruppe.
Mere info her
Bugatti Club Danmark (på Facebook)
Årgang 1963 – bopæl i Århus siden 1982.
Interesser: rejser, foto, Jazz, Classic Cars, mad & vin, loppemarkedsfund.
Profession: Økonom fra Århus Universitet, arbejder som IT-udvikler på Teknologisk Institut.
As the years go by, and everything around you seems to be changing, the songs you loved over the years remain the same.
They can take you back to that first love, a concert you shared with thousands of others or cruising by yourself with the windows down on a warm summer night.
Maybe it’s a song from a favorite movie, holiday celebration or just something your kids played so much, that at one point, drove you crazy; but now, that they have moved on, you reminisce and feel a twinge in your gut that chokes you up.
They could be played at your funeral.
They need to be savored. They need room to breath.
If you’re like me, you don’t listen to them everyday so as not to wear them out. They need the right setting and free from outsiders. You need space to close your eyes and fully submerge yourself to smell the grass from the concert or feel her hand in yours.
I’m sure you have a couple… here are some of mine. Not in any particular order, so enjoy.
YouTube.com: Neil Young – Old Man
I remember hearing this the first time one late night back while in the military. I was likely driving home from a late rendezvous with a girl I have long forgotten, but the realization that one day – today? – I would be that old man. That I will have had many experiences, a few loves and hopefully fewer failures. I looked forward to growing older (not old) and what my life would bring me.
RE the video: He tells the story of the song just in case you don’t know it. I always thought is interesting and ironic that he bought his ranch off two lawyers. By the way, Neil “Godfather of Grunge” Young is excellent live and this version is no exception. He’s still alive – touring! – and generally kicking ass.
YouTube: Maze – Happy Feelings
My mom had married an Army guy who was stationed at Fort Gordon in Augusta, GA back in the early 80’s. Each summer there would be a mini-festival on this huge grass area in the middle of the post. Looking back it was a fantastic way to build Army team spirit and let off some steam.
There was BBQ, touch football and beer and lots a places to lay out and chill. Musically, there was everything from redneck southern rock and hair metal to sweaty R&B with a side of soul. It was here I discovered Frankie Beverly and Maze who were playing live.
When they started to play, a calm fell over the whole area. People still passed the football, threw the Frisbee… drank the beer and chomped down on the grub. But everything seemed aligned, like we were all in slow motion.
I’ve thought about this several times through the years and wondered if someone hadn’t slipped something in my drink coke or if I was on some LSD-like trip. But to this day, this is the perfect outdoor picnic song.
RE the video: I apologize for the static in the middle just when Frankie belts his vocals, but it was the best I could find from that time.
YouTube: Boston – More than a Feeling
This song becomes more and more relevant as the years go by. To be honest, this song deserves it’s own separate article so I wont write too much here. The lyrics are much more mature than a young Tom Scholz – apparently he was only 17 when he started writing it.
Anyway check these lyrics and more to come in a later article:
So many people have come and gone
Their faces fade as the years go by
Yet I still recall as I wander on
As clear as the sun in the summer sky
RE the video: the crowd sucks and they may have been warming up for another group; Tom Scholz is the guy with the long hair.
YouTube: Jim Croce – I got a name
My namesake, Jim Croce had a short career. He had a few other songs I could have chosen, but this one hits me to the core.
I remember hearing this song at a very young age. The raw memories takes me back to me and my brother riding in the front seat of a car while my mom is driving. The sun is shining and the windows are down. We’re poking each other while giggling/yelling that the other crossed some invisible line between us (“He’s on my side!!”)… and then my mom threatening to slap us with the back of her hand…. All great fun 🙂
Those memories are mixed with more recent memories of my own son and how much better a life I have been able to give him.
RE the song: Speaking of me and my son, he may have been the only other person in the theater who recognized the song while we saw Django Unchained – so I must be doing something right.
Feel free to checkout Morten’s own homage to some great music: A Top 10 from the golden age
From Tampa, Florida; Moved to Denmark in ’92. I’m a serial almost entrepreneur (I have a lot of ideas but tend not to act on them) and work freelance as an IT consultant. I take care of the backend but will write occasionally when Morten lets me. Go BUCS!
