mancave.dk

For mænd i deres bedste alder

Hjem | Fritid

Fritid

Mænd - i hvert fald en del af os - har lyst til at foretage os noget med hænderne, når vi har fri, hvad enten det handler om at grave have, skrue på møtrikker eller save i spånplader. Og selv om vi naturligvis ved bedst selv, kan vi godt udveksle erfaringer med hinanden...

køkkenhaven 4 – høsttid

by

Lidt tør tager den sig ud, køkkenhaven efter en halv snes dage uden regn, men tingene gror, og ukrudtet er til at have med at gøre.

Slut maj.

Så nåede vi tidspunktet, Jonathan glædede sig mest til: Den første høst af afgrøderne. Vi har trippet lidt den sidste uges tid og hevet et par kartoffeltoppe op af jorden for blot at konstatere, at det stadig var for tidligt – kartoflerne snyder med deres hurtigt voksende stilke. Fire ærtestore kartofler var det pauvre udbytte for neden. Tilbage til rådet fra min gamle far: Vent med at høste til kartoflen har sat blomst i toppen.

Men vi har heldigvis alternativer – af samme grund satte vi et par rækker spinat i marts, selv om det udløste undrende kommentarer fra husholdningens feminine islæt: Hvad er ideen i alt det besvær for en eller to portioner spinat? Det er jo spist, næsten inden det kommer op af jorden?

Men her er det, den psykologiske faktor ikke må underkendes. Spinaten var først til at spire, og i den har været køkkenhavens opmuntrende afgrøde, når lugeriet og rugbrødsarbejdet har været mest træls. Fordi vi kunne se det gro, gro godt og sundt, og fordi de irgrønne spinatblade bare illustrerer alt det gode ved at dyrke sine egne grøntsager.

Så igår plukkede vi for første gang til en rå spinatsalat med gratineret gedeost på brødcroutoner. Et stort øjeblik, men selvfølgelig kun overturen til de kommende uges høstfest: Udover kartoflerne er også ærterne godt på vej, salaten er klar inden for en uge eller to, og så har de tidligste jordbærplanter (Sonata) sat blomster.

Det hører med, at den første høst faktisk er over en uge gammel. Men vinrabarberne stod også i græsplænen, før vi gik igang, den mest taknemmelige og vedholdende afgrøde, man kan arbejde med. Jo mere man plukker, jo mere skyder op af jorden.

 

Jeg smider et kilo rabarberstilke skåret i små stykker i ovnen med 600

gram syltesukker, en flækket vanillestang, nogle skiver frisk ingefær og et par stjerneanis. Lader det hele mørne ved 180 grader i cirka en time (så rabarberstykkerne beholder formen nogenlunde), hælder saften i en kasserolle og koger den ind til tyk sirup. Blander med rabarberstykkerne og fylder på patentglas til fremragende syltetøj og perfekt tilbehør til alt fra frikadeller til lammebov de næste mange måneder.

Men det er en helt anden snak.

Jonathan og jeg er enige om, at vi mindst et par gange i løbet af sommeren skal konstruere et komplet måltid af egen avl. For som han siger, kommer der et zombieangreb eller anden bilateral katastrofe, er det en klar fordel at være selvforsynende med fødevarer.

More to follow…

 

Alle har ret til at flæbe til gammel rock

by

Når jeg mødes med mine helt gamle, permanente venner fra Skive, når vi har skyllet de første dåsepilsnere ned, og mens vi alle sammen stadig er vågne, bruger vi det meste af tiden og energien på at høre musik.

Ikke bare musik, men den bedste af slagsen. Fra dengang hvor alt det bedste blev lavet, fra slutningen af 60erne til først i 80erne.

Det er en fest hver gang. Tidligere måtte vi frem og tilbage mellem kasserne med cd’er og stakke pandekage-høje stakke af skiver ovenpå hinanden (som værten kunne bruge hele næste dag på at sortere), nu kører det over streaming, og så kan man mageligt nå igennem et halvt til et helt hundrede fællesbekendte numre på en aften/nat. Og så kan vi udfordre hinanden i genkendelse og identifikation inden for de første sekunder, demenspræventivt på den gode måde.

Og det er en fantastisk oplevelse af flere grunde. Dels sidder minderne ligeså fast til Manfred Manns Blinded by the Light og Rolling Stones Start me Up m.fl., som de gør til smagsløgene, når man får jordbær med fløde og koteletter i fad. Dels er det bare et ubestridelig faktum, at det bedste musik med få undtagelser blev produceret i den relativt smalle tidsramme, hvor alle de store navne havde deres bedste periode.

Og findes der noget bedre end at spille sin yndlings-musik sammen med andre, der værdsætter den? Min gode ven Peter Hauberg medbragte en transportabel minihøjtaler til iPhonen, så vi fire mand kunne sidde det meste af en nat på sidstedagen af en fodboldudflugt til England forrige år og skråle gennem hotelvæggene. Har ikke været præcist dér siden…

Men selvfølgelig sidder noget bedre fast end andet. Her er min personlige, velbegrundede flæberock top 10. Det burde have været en top 50, for jeg ville gerne have haft både 10CC, T.Rex, Styx, Uriah Heep og ikke mindst Sweets Set me free med, men livet er et lang, ubamhjertigt udskillelsesløb.

10. Thin Lizzy: Still in love with you (live and Dangerous-version)

Her er det vigtigt med versionvalget, fordi Gary Moore’s grædeguitar er særlig følsom i live-udgaven. Hvad skal næsten sige om gode gamle Phil Lynott og den særlige stemning, som hører Thin Lizzy til? Det kunne ligeså godt have været The boys are back in town (som hører enhver drenge-reunion til), Don’t believe a word eller en håndfuld andre klassikere, men den regulært fulde-flæbende tekst og hele to luftguitar-seancer gør dette nummer til oplagt tåreperser efter tredje gin&tonic.

9. Toto: White Sister

Alt for mange forbinder alene Toto med blød pop, men specielt i de første år lavede bandet masser af solid rock, og fra den alt for oversete Hydra-album troner White Sister  for mig som det bedste Toto-nummer med Steve Lukather og Jeff Porcaro for fuld udblæsning på guitar og trommer. Lidt et farligt track at køre med levende lys på bordet og sarte vaser på udsatte steder, men for fanden hvor er det godt.

8. Deep Purple: Smoke on the Water (Live in Japan)

Den her kommer man bare ikke uden om, men det er vigtigt at vælge liveversionen fra ’73 – ikke bare på grund af Ian Gillians introduktion og Richie Blackmores improvisation i begyndelsen, men fordi det er et af de bedste live-numre, man kan opdrive, og fordi Smoke on the Water må sidde fast i erindringen på alle, der bare har snust til rock i 70erne. Deep Purple har leveret så meget andet – Burn og Highway Star må man også runde på et tidspunkt i løbet af aftenen – men ingenting som denne.

7. Supertramp: Fool’s Overture (Paris-version)

Det mest undervurderede band gennem tiderne? Supertramp har et bagkatalog af format, og vi runder altid mindst en håndfuld, der er så meget at vælge imellem, og man kan sagtens holde til at lade et hel album som Crisis? What Crisis? rulle igennem lydtapetet, for det holder altsammen endnu. Fools Overture er ikke det nemmest tilgængelige fra samlingen, men det er efter min bedste mening Supertramps bedste, Churchills radiotale, patos i spandevis og masser af venlig sax. Liveversionen fra Paris er den bedste, findes desværre ikke på youtube, men denne her går an.

6. Pink Floyd: Wish you were here

Pink Floyds bedste albums er fra midt i 70erne, det blev ikke bedre eller mere helstøbt end Wish you were here, og titelnummeret rummer så meget vemodig nostalgi, at det er ganske umuligt ikke at skråle med: We’re just two lost souls swimming in a fish bowl – year after year. Dark Side of the Moon og Animals er også leveringsdygtige i holdbare tracks, men det er altid Wish you were here, jeg vender tilbage til.

5. Boston: Hitch a ride

Bostons legendariske første album rummer tusindvis af minder for mig – More than a feeling på ungdomsklubben Tambohus i Skive fredag aften, Long Time med den uforglemmelige Forplay-intro. Det er enestående, velproduceret vellyd, som holder frem til i dag. Hitch a ride gemmer sig næstsidst på bagsiden af den gamle vinylplade, men det er endt som mit favoritnummer. Ikke mindst på grund af en kort, men uforglemmelig guitarsolo.

4. Manfred Mann: Davy’s on the road again

Manfred Mann krøb ind gennem revner og sprækker for de fleste af os, der voksede op i 70erne, og Time-albummet spiller en legendarisk rolle i de første påskeferier, hvor forældrene rejste sydpå, og man disponerede over et helt hus. Side to indleder med faux-liveversionen af Davy’s on the road again og den slutter med majestætiske  Mighty Quinn – tror jeg har fået mere motion til de 20 minutter end under løbeturene i årene siden.

3. Led Zeppelin: Since I’ve been loving you

Så er vi oppe, hvor det gør ondt, ondt langt ind i sjælen, og Led Zeppelins allerbedste nummer udtrykker den ultimative blues-fornemmelse, når man kollektivt erkender, at teenagetiden uundgåeligt ligger årtier tilbage, men minderne har vi da lov at ha’. Alle, der synes, der bliver lavet fantastisk rock idag, burde ofre ti minutter på denne her. Jimmy Page er ikke bedre end her, Robert Plants skarpe vokal skærer ind til marven, og måske er der alligevel plads til en lille whisky mere.

2. Genesis: The carpet crawlers

Genesis var min første, alvorlige favoritgruppe, da Slade-tiden randt ud, og det dengang Peter Gabriels dybe vokal stadig forsynede musikken med en psykedelisk hashtåge, som gjorde tilstedeværelsen af lilla batiktrøjer og piger med moskus-parfume til en naturlig del af tilværelsen. Carpet Crawlers er det smukkeste nummer, Genesis har lavet, men hverken jeg eller dem, jeg hører det med, har nogensinde fundet ud af, hvad teksten handler om. Det er heldigvis ligegyldigt, for det passer jo meget godt med det generelle signalement af 70erne.

1. The Who: Won’t get fooled again

Lad os være ærlige: I de yngre dage var der mere oprør, vrede og blind tro på en bedre verden end fortsættelsen lod realisere. Men man kan til enhver tid sætte det ultimative ungdomsoprørs-hit – albumversionen, ikke singleudgaven, for Roger Daltrey skal have lov at skrige to gange – til at spille for fuld knald og genskabe noget af magien. Jeg var heldig at se Who live i Leeds på den store afskedsturné for et par år siden, og selvfølgelig var Won’t get fooled again det sidste ekstranummer. Stort. Ligesom det er det når, når vi danser på bordene og leger revolutionære hippier igen frem til Daltreys uforglemmelige afskedssalut: Meet the new boss – same as the old boss.

Jims favoritter

Køkkenhaven 3 – kunsten at holde jordbær: Fuck jer, solsorte!

by

indtil videre går det meget godt – de spinkle malvina jordbær er sat i jorden, vi vander dem flittigt, og de fleste af planterne har sat blade. Balladen har vi først, når der kommer røde bær, og solsortene rykker ud.

Midt i maj.

Det er så oplagt og så alligevel: Det første vi besluttede os for, helt sikkert skulle være i køkkenhaven var jordbær. For mens Jonathan med sine 15 år ikke lider af romantiske flæbeforestillinger om gamle kolonihaver med friskplukkede jordbær serveret på træborde betrukket med storblomstrede duge, er udsigten til egne jordbær lige uden for døren svær at frasige for både ung og ældre.

Så selvfølgelig skal vi have jordbær.

Selve beslutningen er imidlertid det mindste: Kunsten at holde jordbær på en matrikel i Viby J er forbundet med adskillige udfordringer og benspænd,  nogen nem opgave er det langtfra. Ved jeg af erfaring.

Jeg har tidligere forsøgt mig i disciplinen, og skal jeg være helt ærligt blev jeg latterligt udstillet, magtesløs og fuldstændig til grin. Af den lokale flok lømler i af solsort-racen, som lystigt åd sig igennem hvert et bær stort set uden at løfte en fjer.

Det første år forstod jeg ingenting. På vej til arbejde om morgenen kunne jeg konstatere, at de mange halvmodne bær sikkert ville ende med en skålfuld fuldmodne af slagsen sidst på dagen – for blot at konstatere, at der alligevel ikke var et eneste modent bær i haven ved aftentid.

Jeg tænkte først, at det måtte være unger på vejen, som havde hugget jordbærene, det gjorde jeg vidst selv en gang eller to i de yngre år. Men en dag overlistede jeg så en solsort ifærd med at hakke sig igennem de røde pletter på de endnu ikke plukmodne bær

Det udløste et sjældent raseri, og herefter prøvede jeg alt: Mig selv som fugleskræmsel, diverse kasteskyts, fuglenet, som jeg selv kravlede storsvedende rundt indenunder i bagende sol, mens fuglene bare landede på det, trykkede et i bund og åd mellem hullerne – intet afskrækkede solsortene, som tydeligvis lo mig lige op i ansigtet.

Efter to sæsoner gav jeg op. Straffede fuglene ved at hive jordbærplanterne op. Så kunne de få det for det.

Men nu er vi her altså igen, og denne gang skal det være. Og forberedelserne er grundige, jeg  har investeret i rigelige net og pænt høje pinde til at sætte det op med, når vi når den kritiske høstfase. Og så har vi et hemmelige våben: Vores snart et år gamle kat Sacko, som nok skal jage en skræk i livet på fjerklædte, som lander uden tilladelse på hans territorium.

Inden vi kommer så langt er jordbærplanterne omhyggeligt valgt ud. Vores primære sort er malvina, en relativt ny jordbærsort herhjemme, men som mange andre vellykkede krydsninger i det sidste årti er det et jordbær, der er kommet for at blive. Malvina sætter først bær, når stort set alle andre sorter har lukket sæsonen, et stykke inde i august. Til gengæld er bærret mørkt, saftigt med masser af sødme, særdeles velegnet til syltning med mere, hvis der er flere end man kan spise i rå tilstand.

Bærrene er hentet på Samsø hos altmulig-grønt og frugt-guruen Niels Winter, som leverede planterne i meget spæd tilstand. Vi borede små huller i jorden med 30 cm’s afstand og fordelte cirka 15 planter på to rækker, men syntes ikke rigtig, det var nok.

Så jeg faldt over både en stribe klassiske Zenga Zengana, der også er sen, men ikke så sen, og den noget yngre Sonata, som leverer bær før de to øvrige. Så skulle vi være dækket ind.

Jordbærene er vokset pænt i majsolen, især vi husker at vande dem, og næste øvelse bliver opsætning af nettet. Det bliver først i sidste øjeblik, for det skal naturligvis tages af og på under både lugning og plukning.

Ingen har sagt, det skulle være nemt, fuglene snakker allerede om bærrene oppe i træerne, men vi er klar til årtusindets kamp om de røde bær: Fuck jer, solsorte.

Klar til kamp: Sacko har indtaget sin position i dække af den første rabarber . Når jordbær og solsorte mødes senere på sommeren er der fri jagt.

Køkkenhaven 2 – spire- og lugetid

by

Med min hakke, min skovl og min…rive. Det er hårdt, dagligt arbejde at holde køkkenhaven jævn og fri af ukrudt i sidste halvdel af foråret.

En ting er at planlægge sin køkkenhave en mørk aften i februar med buldrende ild i ovnen og bundfrossen jord udenfor. Noget andet er de daglige forpligtelser, som følger med, når man når halvvejs gennem foråret,  og ikke blot de første frø begynder at sætte spirer, men også ukrudtet vågner op til dåd ovenpå vinterdvalen.

Så bliver det pludselig hårdt, vedvarende arbejde, og så kan man gribe sig i at tænke: Jeg orker det ikke.

Spinaten er første grøntsag, som stikker næsen op af jorden i april.

Så langt er vi langtfra nået, for spiringstiden repræsenterer også den første belønning for indsatsen. Vi kan se spinaten stikke de grønne spidser op, de første ærteplanter er også brudt igennem og kartoflerne har også nydt godt af de varme dage i midten af april.

Men som jeg har forklaret Jonathan, har vi nået tidspunktet, hvor køkkenhaven kræver daglig pasning for ikke at komme ud af kontrol.

Selv om vi rensede overfladen fore tre uger siden, lever ukrudtet i bedste velgående under jorden med lange, genstridige rødder, som nu begynder at sætte skud i vejret. Og de skal bare holdes nede med hård hånd.

Her er det selvfølgelig rart at være to, og specielt at være ham, der kan dirigere og lede arbejdet :). Skuffejernet er en fantastisk opfindelse, men det kræver lidt rutine og håndelag at få det til at makke ret, så det kun er ukrudtet og ikke de planlagte vækster, der ryger væk.

Jeg brillerede ved at sætte foden oven på gulerodsspirerne, da jeg skulle demonstrere den korrekte lugeteknik, men vi har besluttet at være large med fejl og mangler i denne første sæson. Vi får, hvad vi får, men stiller ikke krav mængden endnu, for det skal jo være sjovt.

Og så er vi slet ikke færdige med at så eller plante. Vi har købt frø med både gammeldags, røde bladbeder, kravlebønner m.m, som først må komme i jorden, når den har nået 10 grader. Stikker man et termometer i jorden? Vi venter en uge eller to ind i maj, inden vi sår igen. Vi venter også på jordbærplanterne fra Samsø, de kommer til at kræve særlige forholdsregler i forhold til den frække flok af solsorte, som holder til i haven. Mere herom senere.

Første kapitel om køkkenhaven

Køkkenhaven – et ægte far/søn projekt

by

– Far, kan vi ikke lave en køkkenhave igen, spurgte min søn på 15 for et par måneder siden. Jeg studsede lidt. 15-årige tænker muligvis på botanik, men plages sjældent af trangen til at rive, kultivere og luge i det fri, med mindre det foregår under tvang. Eller det sker under forudsætning af store, kontante udbetalinger.

Så mine egne undskyldninger var ikke værd at hive frem. Jeg bøvlede med cirka 50 kvm køkkenhave de første 10 år, vi disponerede over vores nuværende matrikel, men lod græsset gro over, da det ikke længere gav mening at kombinere nyttehave med mit daglige arbejde.

Bekvemmelighed, intet andet – for hvad kan være vigtigere end at bruge 10+ timer om ugen på at pleje og fremavle egne fødevarer?.

Nu kunne jeg ikke være andet end rørt over, at knægten havde lyst til at genopdage glæden ved egen nyttehave. Så vi gik igang med et ægte far/søn projekt, som jeg blogger om med regelmæssige intervaller, så ingen af os pludselig opgiver at fuldføre opgaven.

Sådan var udgangspunktet. En bar græsplæne, som nødvendigvis måtte skalperes, inden vi kunne komme videre.

Første etape, i slutningen af marts, var den mest arbejdskrævende. Græsplænen skulle ryddes, den havde fået godt fast i den tidligere nyttehave, og der var ingen vej udenom at skrælle det øverste jordlag af og køre det væk. Vender man græstørv i forfængeligt håb om, at græsset visner og forsvinder, når det ligger på ryggen, venter der en grim overraskelse et par uger senere. Så meget lærte jeg af min forrige periode som fritidsgartner. Græs er uhyre genstridigt og sejlivet, så vi tog den hårde tørn med at fjerne de øverste 5-10 cm af jordstykket og køre græstørvene med trillebør ned i krattet den anden ende af haven. Det sidste var det hårdeste, og hold da op hvor fylder 50 kvm. græstørv meget. Det blev faktisk til en mindre jordvold, som jeg bare håber regner ned og flader ud med tiden.

Med skovl og med spade… Jonathan tog hårdt fat, og ved fælles hjælp og intensivt slid, var vi færdige på fire timer.

Når to mænd graver i fem timer (som der stod i de gamle regnebøger) er opgaven pludselig løst, og så stod vi med et (omtrent) renset stykke jord, nogle centimeter under havens øvrige overflade. Det betyder faktisk ikke noget, forsikrede de sagkyndige mig, jorden løfter sig igen, og haven har som udgangspunkt god, ikke for lerholdig jord.

Men gødning skulle der jo til, så vi besluttede os for at tilføre en halv ton kompost fra genbrugsstationen, hvor den slags omtrent smides i hovedet og på ladet for ingenting. 160 kroner for en trailerfuld næringsrig jord iblandet både muld og sand.

Jeg har ingen trailer, men vi fik kontakt med Villy, Villy skrald blandt venner, en elskelig pensionist som ikke gider sidde stille, men hjælper 10-tommelfingrede som mig med praktiske opgaver, som for eksempel at køre haveaffald den ene vej og kompostjord den anden.

Næste skridt var gødning. 600 kilo muldjord fylder ikke meget på overfladen, men æltet ind i jorden, tilførte komposten jorden den nødvendige næring.

600 kilo jord lyder af meget, men det fylder faktisk ikke alverden, når det først er spredt ud. Nu skulle det blandes med jorden, ja æltes grundigt med greben, for vi havde ingen havefræser til at gøre det sure arbejde. Det føltes imidlertid som en tur i parken efter det hårde slid med græstørvene, og blot en times arbejde senere var haven faktisk klar til brug.

Eneste uberegnelige faktor: Vejrlig. Ikke for første gang viste det danske forår sig fra sin excentriske side, og dagen efter vi havde gravet jord i solskin, lå køkkenhaven nu dækket af tøsne. Det gav en timeout, som måske viste sig udmærket anbragt, for den gav os tid til at overveje, hvad der skulle i jorden.

Stykket var født med lidt rabarber, men selvfølgelig ville vi have nogle jordbærplanter til at supplere grøntsagerne. Kartofler, spinat, ærter, bønner, salat, persille, gulerødder og porrer var vores første prioritet.

Læggekartofler og jordbærplanter får vi fra vores gode ven og grøntavlsforhandler fra Samsø, Niels Winther, som i over 25 år har leveret de bedste råvarer til torvemarkedet på Ingerslevs Boulevard i Aarhus og de senere år også i Vejle.

Nattefrosten forsinkede kartoffelsætningen, men Niels foreslog os at kombinere de traditionelle læggekartofler med eksemplarer, som allerede har fået en lille stok. Sorten er ikke så afgørende for en lille produktion i egen have, vi planlægger ikke at samle forråd til vinteren, men vil bare gerne have nye, små kartofler i sommermånederne, og så er alle kartoffelsorter velsmagende og gode.

Første sådag blev idag, en strålende solskinsdag, hvor vi spandt snor ud mellem to pinde, trak en streg i jorden, vandede den og strøede ærter og frø ud i passende mængder som anvist på frøposerne. Det lyder af ingenting, men det tager faktisk tid. Et par timer gik det med at sætte kartofler og fire rækker grønt. Vi havde også nogle krydderurter, som skulle plantes ud i krukker med muld, et af de bedste forårstegn for mig, for så glæder jeg mig usigeligt til at lave mad under åben himmel med uanede mængder af krydderurter til rådighed.

Så var vi fremme ved det sjove: Såning. Mere delikat arbejde, hvor frø og ærter omhyggeligt skulle sættes med centimeters mellemrum. Og med passende eftervanding.

Køkkenhaven 2 – spire- og lugetid

 

 

Hip Hip Lavandula

by

I really like the Lavender plant.

There are several uses of the different parts of the plant: tea, oils, potpourri, food, decorations in the house bla bla bla. I just like it because I dig the color purple and it’s an easy solution to the edge of the house. Plus it makes me look like a gardening rock star.

Lavender is easy to take care of and thrives in the soil around my house.

One of the first activities I have in the yard is the cut the tops of the plants from last year. The thin stems which supported the deep purple flowers last year are now dried to a crispy twig.

The activity is easy and gives me a chance to do all the things I like about gardening: get close to the grass/dirt, get physical by using a manual tool and – maybe best of all – immediately see the accomplishment of my actions. Heck, there is even a slight lavender smell when I clip the small, green branches.

I give a good, aggressive snip with the old-timer sheers and watch them fall like canon fodder.

The good thing about the sheers is that you can turn them around/up-side-down and attack the backside of the plant up against the house.

I try not to cut too much of the plant itself. I’m told that you should never cut below the last leaf on any of the small branches if you want it to grow back.

My manly hedge shears and the fallen soldiers

I usually just let the freshly clipped twigs fall where they want due to birds using them as nesting. I like to think there are female birds settling down with a nest full of lavender twigs while the male birds constantly have to hear how nice it is to have a ready supply.

Once I’m done, they form a nice dome shape.

Fresh bedding for the birds

With proper watering and sunshine, they usually are a pale green/grey by end of April (we’re in Denmark so no guarantee we’ll get much sunshine). They tend to bloom here in mid-August and last until winter.

But I haven’t always been successful with them.

Lavender like a well-drained area, but don’t assume, like me, that that means they like it dry.

These plants need water, maybe not as much, but they need regular watering. Don’t let them stand dry for too many days.

What saved me is a drip hose.

I installed one of these a few years back and haven’t looked back. I snake the hose in-and-out between the plants. Then, I hook it up to the main hose and let it drip for 2-3 hours in the late afternoon.

Anyway, good luck with yours and lemme know how they go.