Opfølgningen på Making a Murderer er en must see for alle, som prøver at forstå Donald Trumps USA og de til tider bizarre mekanismer, som dirigerer det amerikanske samfund.
Første sæson af Making a Murderer, en såkaldt Netflix original, udløste en orkan på sociale medier: Dokumentaren om Steven Avery, der først blev frifundet efter at have afsonet 18 år for en voldtægt, han ikke begik, og siden dømt livsvarigt fængsel for et mord på en ung kvinde, Teresa Hallbrock, i Wisconsin han måske heller ikke begik, nåede hele vejen op til daværende præsident Barack Obama med krav om løsladelse.
Det ønske kunne Obama ikke imødekomme, først og fremmest fordi USA’s forfatning ikke tillader en præsident at omstøde kendelser, der vedrører lovgivning i enkeltstater, men sagen sluttede langtfra med endnu et appelafslag i slutningen af første sæson.
Sæson 2 dækker opfølgningen de seneste knap tre år, hvor advokater slås for både Steven Avery og hans nevø Brendan Dassey, der som 16-årig blev dømt som medskyldig i voldtægt og mord på Teresa Hallbrock i 2006.
Og lad det være sagt med det samme: Man sidder ikke tilbage med ret meget feel good fornemmelse efter at have martret sig igennem de cirka 10 timers møjsommeligt fortalte, nye kapitler i en amerikansk tragedie. Det betyder ikke, at den skal springes over, tværtimod. Den nye sæson – sammen med den første – giver et indblik i samtids-USA, på den barske måde. Det er nyttig viden i forhold til at forstå, hvad der i øjeblikket sker i Amerika, og hvordan det i alverden kan lade sig gøre: At lade virkeligheden forme sig i forhold til holdning, forudtagenhed og overbevisning snarere end fakta.
Men serien efterlader uforløst indignation og en ubehagelig følelse i maven, som næppe fortager sig i en håndevending. Så er der advaret.
En ægte hardass
Andens sæsons centrale figur er forsvarsadvokaten Kathleen Zellner. Hun tog Steven Averys sag i 2016, og hun er ikke just nogen hvemsomhelst. Hendes speciale er uretsmæssigt dømte, og hun har vundet knap en snes profilerede sager, hvor blandt andet morddømte er frikendt efter domme baseret på på uholdbare indicier eller falske vidnesudsagn.
Zellner er selve inkarnationen af den ægte, hardass, no bullshit, modne amerikaner med kompetence og tilstrækkelig moralsk indignation til at kæmpe mod systemets fejl og mangler. Hun er knap 70 år og har taget Averys sag på egen regning. Fordi hun er overbevist om, at han er uskyldig og et offer for grov manipulation af politi og retsvæsen i Wisconsin.
Når jeg siger ja til en sag, er det eneste jeg kræver af min klient, at han taler sandt, når han påstår sin uskyld. For taler han ikke sandt, finder jeg ud af det. Og så er det værst for ham, siger hun på et tidligt tidspunkti forløbet.
Igennem serien efterprøver hun systematisk tekniske beviser og vidneudsagn fra retssagen i 2006. Hun piller ikke bare beviserne fra hinanden, hun bekræfter også konklusionen i første sæson, at det lokale politi og retsvæsen manipulerede og forfalskede bevismateriale og aldrig interesserede sig for andet end at sætte Steven Avery bag lås og slå. Med et åbenlyst motiv: De samme mennesker var ansvarlig for Averys første, omstødte dom, som kunne have resulteret i en trecifret millionerstatning. Hvis ikke Avery var dømt i en ny sag.
Zellner konkluderer, at centrale vidneudsagn var falske, andre blev undertrykt, at Hallbrock ikke blev dræbt på Averys grund, og at nært familiemedlem til den dømte, er den mest oplagt skyldige i den bizarre mordsag.
Det er på samme tid fascinerende og bedrøveligt at følge Zellners arbejde som den veluddannede, ressourcestærke advokat på besøg i trailerland.
Avery og hans familie er bunden af det amerikanske samfund. Little people, white trash, som få har noget tilovers for, færre tildeler nogen form for troværdighed.
Skrothandel og trailers, næsten ingen penge og endnu færre ressourcer til at forsvare sig selv eller stille krav. Stevens næsten 80-årige forældre humper afsted i deres sølle hverdag og tager de tre timers køretur til fængslet for at besøge deres søn. De tror på hans uskyld, men forventer ikke hjælp af systemet.
Kathleen Zellner indgyder håb, men hun er også oppe mod et system, som ironisk nok blev gjort langt sværere at udfordre tilbage under Bill Clintons præsidentperiode. Her blev appelmuligheder minimeret som følge af terrorfrygt, og det gør det næsten umuligt at få omstødt eller bare prøvet domme som Averys.
16-årig med IQ på 81 fik livsvarigt
Sideløbende med Zellners arbejde følger serien andre advokater, som arbejder for en ny retssag for Brendan Dassey. Han sidder i fængsel på 12. år, dømt alene på en tilståelse politiet pressede ud af ham. Brendan, 16 år med en IQ på 81 tilstod over tre timer en forbrydelse, de afhørende betjente ridsede op for ham. Sagen går over endeløse appelinstanser, men de øverste, juridiske myndigheder i Wisconsin accepterer hverken et eller to nederlag i bestræbelserne på at få ret og holde den nu 29-årige Brendan bag tremmer i mindst 30 år endnu.
Hadefulde menigmænd
Måske er det mest uhyggelige i Making af Murderer – som holder samme tone i billeder og underlægningsmusik som første del – ikke hverken korrupte betjente eller kyniske anklagere. Rigtigt uhyggelige er de hadefulde mennesker, som skriger “guilty” og “I’ve got to bullits for them” ud af nedrullede bilruder, amerikanere med samme forvrængede ansigter, som man dagligt kan opleve udspy galde og racisme på sociale medier i Trumps USA, en nation blottet for sammenhængskraft.
Mennesker for hvem, nationens grundlæggende principper om ordentlighed er blevet ligegyldige: Det vigtigste er, at få nogen dømt for noget, mellemregningerne, “sandheden” gider man ikke beskæftige sig med, hvis ikke kommer på tværs. En primitiv logik, som kostede mangen en sort amerikaner livet, dengang et reb og træ udgjorde lynjustits, når pøblen tog loven i egen hånd. Tankegangen lever fortsat.
Som iagttager på afstand er den største undren, reaktionen fra Teresa Hallbrocks familie. De kæmper indædt for at holde Steven og Brendan bag tremmer og for at undgå en ny retssag. På trods af, at man under alle omstændigheder må have begrundet mistanke om, at der ikke blot sidder to uskyldige i fængsel, men at Teresa Hallbrocks morder stadig går fri. Jagten på retfærdighed? Den ligning går ikke op. Forhåbentlig bliver der materiale til en tredje sæson.
Har man mod på mere af samme slags er en anden doku-serie, Døden på trappen (the staircase), en slags parallel serie, blot i et andet, socialt miljø.
Vurdering: 8/10
Andre tv-serier. som ikke er til at undvære
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
Seriemordere eller bare bestialske mordere som Peter Madsen, der kun når at dræbe en enkelt gang, både skræmmer og fascinerer. For hvad ligger til grund for ondskaben, de ufattelige, mareridtsagtige gerninger, og hvilke træk genkender vi eventuelt i os selv, når vi hører om forbrydelserne?
