• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hjem
  • English Articles
  • Kontakt
  • Om

mancave.dk

For mænd i deres bedste alder

  • Mad/Vin
  • Film/Serier
  • Sport
  • Rejser
  • Tech/Gadgets
  • Fritid
  • Room 217
  • Artikelserier
Hjem | Room 217

Room 217

Making a Murderer – sæson 2 Netflix

31 oktober 2018 by Morten Guldberg

Making a Murderer: Part 2
Kathleen Zellner (th) har fået 19 uskyldigt dømte frikendt gennem karrieren, og hun fører nu Steven Averys sag. På billedet taler hun med Stevens mor, Dolores. Foto: Netflix

Opfølgningen på Making a Murderer er en must see for alle, som prøver at forstå Donald Trumps USA og de til tider bizarre mekanismer, som dirigerer det amerikanske samfund.

Første sæson af Making a Murderer, en såkaldt Netflix original, udløste en orkan på sociale medier: Dokumentaren om Steven Avery, der først blev frifundet efter at have afsonet 18 år for en voldtægt, han ikke begik, og siden dømt livsvarigt fængsel for et mord på en ung kvinde, Teresa Hallbrock,  i Wisconsin han måske heller ikke begik, nåede hele vejen op til daværende præsident Barack Obama med krav om løsladelse.

Det ønske kunne Obama ikke imødekomme, først og fremmest fordi USA’s forfatning ikke tillader en præsident at omstøde kendelser, der vedrører lovgivning i enkeltstater, men sagen sluttede langtfra med endnu et appelafslag i slutningen af første sæson.

Sæson 2 dækker opfølgningen de seneste knap tre år, hvor advokater slås for både Steven Avery og hans nevø Brendan Dassey, der som 16-årig blev dømt som medskyldig i voldtægt og mord på Teresa Hallbrock i 2006.

Og lad det være sagt med det samme: Man sidder ikke tilbage med ret meget feel good fornemmelse efter at have martret sig igennem de cirka 10 timers møjsommeligt fortalte, nye kapitler i en amerikansk tragedie. Det betyder ikke, at den skal springes over, tværtimod. Den nye sæson – sammen med den første – giver et indblik i samtids-USA, på den barske måde. Det er nyttig viden i forhold til at forstå, hvad der i øjeblikket sker i Amerika, og hvordan det i alverden kan lade sig gøre: At lade virkeligheden forme sig i forhold til holdning, forudtagenhed og overbevisning snarere end fakta.

Men serien efterlader uforløst indignation og en ubehagelig følelse i maven, som næppe fortager sig i en håndevending. Så er der advaret.

Making a Murderer – Katheen Zellner arbejder målrettet på at pille anklagemyndighedernes bevismateriale fra hinanden med hjælp af eksperter i forensic science. Foto: Netflix

En ægte hardass

Andens sæsons centrale figur er forsvarsadvokaten Kathleen Zellner. Hun tog Steven Averys sag i 2016, og hun er ikke just nogen hvemsomhelst. Hendes speciale er uretsmæssigt dømte, og hun har vundet knap en snes profilerede sager, hvor blandt andet morddømte er frikendt efter domme baseret på på uholdbare indicier eller falske vidnesudsagn.

Zellner er selve inkarnationen af den ægte, hardass, no bullshit, modne amerikaner med kompetence og tilstrækkelig moralsk indignation til at kæmpe mod systemets fejl og mangler. Hun er knap 70 år og har taget Averys sag på egen regning. Fordi hun er overbevist om, at han er uskyldig og et offer for grov manipulation af politi og retsvæsen i Wisconsin.

Når jeg siger ja til en sag, er det eneste jeg kræver af min klient, at han taler sandt, når han påstår sin uskyld. For taler han ikke sandt, finder jeg ud af det. Og så er det værst for ham, siger hun på et tidligt tidspunkti forløbet.

Igennem serien efterprøver  hun systematisk tekniske beviser og vidneudsagn fra retssagen i 2006. Hun piller ikke bare beviserne fra hinanden, hun bekræfter også konklusionen i første sæson, at det lokale politi og retsvæsen manipulerede og forfalskede bevismateriale og aldrig interesserede sig for andet end at sætte Steven Avery bag lås og slå. Med et åbenlyst motiv: De samme mennesker var ansvarlig for Averys første, omstødte dom, som kunne have resulteret i en trecifret millionerstatning. Hvis ikke Avery var dømt i en ny sag.

Zellner konkluderer, at centrale vidneudsagn var falske, andre blev undertrykt, at Hallbrock ikke blev dræbt på Averys grund, og at nært familiemedlem til den dømte, er den mest oplagt skyldige i den bizarre mordsag.

Det er på samme tid fascinerende og bedrøveligt at følge Zellners arbejde som den veluddannede, ressourcestærke advokat på besøg i trailerland.

Avery og hans familie er bunden af det amerikanske samfund. Little people, white trash, som få har noget tilovers for, færre tildeler nogen form for troværdighed.

Skrothandel og trailers, næsten ingen penge og endnu færre ressourcer til at forsvare sig selv eller stille krav. Stevens næsten 80-årige forældre humper afsted i deres sølle hverdag og tager de tre timers køretur til fængslet for at besøge deres søn. De tror på hans uskyld, men forventer ikke hjælp af systemet.

Kathleen Zellner indgyder håb, men hun er også oppe mod et system, som ironisk nok blev gjort langt sværere at udfordre tilbage under Bill Clintons præsidentperiode. Her blev appelmuligheder minimeret som følge af terrorfrygt, og det gør det næsten umuligt at få omstødt eller bare prøvet domme som Averys.

16-årig med IQ på 81 fik livsvarigt

Sideløbende med Zellners arbejde følger serien andre advokater, som arbejder for en ny retssag for Brendan Dassey. Han sidder i fængsel på 12. år, dømt alene på en tilståelse politiet pressede ud af ham. Brendan, 16 år med en IQ på 81 tilstod over tre timer en forbrydelse, de afhørende betjente ridsede op for ham. Sagen går over endeløse appelinstanser, men de øverste, juridiske myndigheder i Wisconsin accepterer hverken et eller to nederlag i bestræbelserne på at få ret og holde den nu 29-årige Brendan bag tremmer i mindst 30 år endnu.

Hadefulde menigmænd

Måske er det mest uhyggelige i Making af Murderer  – som holder samme tone i billeder og underlægningsmusik som første del – ikke hverken korrupte betjente eller kyniske anklagere.  Rigtigt uhyggelige er de hadefulde mennesker, som skriger “guilty” og “I’ve got to bullits for them” ud af nedrullede bilruder, amerikanere med samme forvrængede ansigter, som man dagligt kan opleve udspy galde og racisme på sociale medier i Trumps USA, en nation blottet for sammenhængskraft.

Making a Murderer – Steven Avery med sine forældre på besøg i fængslet. Foto: Netflix

Mennesker for hvem, nationens grundlæggende principper om ordentlighed er blevet ligegyldige: Det vigtigste er, at få nogen dømt for noget, mellemregningerne, “sandheden” gider man ikke beskæftige sig med, hvis ikke kommer på tværs. En primitiv logik, som kostede mangen en sort amerikaner livet, dengang et reb og træ udgjorde lynjustits, når pøblen tog loven i egen hånd. Tankegangen lever fortsat.

Som iagttager  på afstand er den største undren, reaktionen fra Teresa Hallbrocks familie. De kæmper indædt for at holde Steven og Brendan bag tremmer og for at undgå en ny retssag. På trods af, at man under alle omstændigheder må have begrundet mistanke om, at der ikke blot sidder to uskyldige i fængsel, men at Teresa Hallbrocks morder stadig går fri. Jagten på retfærdighed? Den ligning går ikke op. Forhåbentlig bliver der materiale til en tredje sæson.

Har man mod på mere af samme slags er en anden doku-serie, Døden på trappen (the staircase), en slags parallel serie, blot i et andet, socialt miljø.

Vurdering: 8/10

Andre tv-serier. som ikke er til at undvære

 

 

 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier, Lige nu, Room 217 Tagged With: true crime, tv-serier du skal se

Stephen King – fra slidt cliché til bannerfører med noget på hjerte

30 juli 2018 by Morten Guldberg

Stephen King
Stephen King – succesforfatter og fast holdepunkt for den amerikanske venstrefløj

Gyserforfatteren Stephen King har altid været forkætret blandt anmeldere og litterater, men hans gennemslagskraft, som verdens mest læste forfatter har aldrig ladet sig undertrykke. Lige nu er han aktuel som producent/forfatter til adskillige tv-serier, og så har han i en alder af 70 fundet en ny rolle som anti-Trump bannerfører og moralsk støtte for USA’s nye ungdomsbevægelser for mere våbenkontrol.

Anmelderen Peter Nørgaard kaldte ham engang for “en af triviallitteraturens dårligste stilister” i det hedengangne Levende Billeder, og Stephen King har fået flere prygl af kultureliten end Daniel Steele og Barbara Cartland tilsammen.

Men det har ikke forhindret gyserforfatteren fra Bangor, Maine i at sælge tæt på en halv milliard bøger verden over gennem sit usædvanligt flittige forfatterskab. Siden hans kone hev manuskriptet til debutromanen Carrie op af skraldespanden og sendte det til forlaget Doubleday i  begyndelsen af 70erne, har King forfattet flere end 100 romaner, noveller, tv-manuskripter og meget mere.  Ovenikøbet har forfatteren stakkevis af kasserede manuskripter, han selv har vurderet uegnet til udgivelse. Bortset fra Thanksgiving og sin fødselsdag har King holdt fast i en obligatorisk, daglig ordproduktion af betragtelig mængde, og når han hans metode er sammenlignet med samtidige forfattere, som lader år passere mellem udgivelser, har han trukket på skuldrene og med et smil bekendtgjort:

De andre are just dicking off…

Hverken salgstal eller abnorm produktivitet er nogen garanti for kvalitativ udmærkelse, men Stephen King er udødelig i gysergenren af flere årsager. Først og fremmest er han en dygtig skribent, meget bedre end kritikere har givet ham kredit for.

Ingen forfatter har gjort større indtryk på mig fra jeg via hovedbiblioteket i Viborg fik fjernlånt den engelske udgave af The Shining sidst i 70erne.

For første og eneste gang måtte jeg holde pause i læsningen, da jeg nåede badekar-passagen i værelse 217, for den var ganske enkelt for uhyggelig at gennemtygge i et moment. Stanley Kubricks filmatisering med Jack Nicholsen endte langt mere kendt end bogforlægget, men nøgtern vurderet er filmen en sjusket, overfladisk fejlfortolkning af den ultimative gyserroman –  det er en anden historie…

Men i virkeligheden blev jeg hverken tiltrukket af gys eller Kings evne til at inddrage fantasy og overnaturlige fænomener i sine fortællinger. Nej, det som tiltrak mig og givetvis en del andre, var Stephen Kings miljøbeskrivelser og hans evne til at levendegøre de “små¨ amerikanere og deres verdenssyn eller mangel på samme.

De fleste King-romaner kan man problemløst nøjes med at læse omtrent halvejs gennem teksten. Inden man når til det overnaturlige og monstrene. Forindcn har forfatteren præsenteret sit altid righoldige persongalleri af levende mennesker forsynet med holdninger og daglige udfordringer, som altid har været interessante. Og som, tilsigtet eller ej, har rummet en samtidsanalyse, læseren blev lidt klogere af.

Vi kom omkring alt fra incestofre, voldsramte/sadistiske ægtefæller,  ærlige fabriksarbejdere og desillusionerede middelklassealkoholikere til småpsykopater, rednecks i ærmeløse undertrøjer og en Texas Driver i hånden og snæversynede bedsteborgere – altid serveret med stilig præcision: Ham/hende der kunne sagtens være en virkelig person.

Og ligesom en anden New England forfatter, John Irwing, er King istand til at skabe absurde situationer, som godt kunne finde sted:

I Geralds game tager et veltjent ægtepar ud i deres ødelæggende sommerhus for at dyrke en indforstået sexleg, hvor konen er lænket med håndjern til sengen, hvor manden så skal tage hende med vold. Men det er blevet for meget for kvinden, som har prøvet det een gang for meget – hun vil stoppe undervejs, Gerald fortsætter ufortrøden, hvorefter hun sparker ham i skridtet, og han styrter om med en blodprop i hjertet.

Nu ligger hun så lænket til sengen med mange mil til civilisationen med sin døde mand  ved sin side, ulve i skoven og en undsluppen seriemorder et sted derude. Tænk bare at få ideen….

Jeg åd mig igennem samtlige Kingbøger fra 70erne og 80erne, men stod så af. Stephen King blev en kliché, ikke som Peter Nørgaard beskrev det, men en kliché på sig selv og sin form. Forfatterskabet gennem de sidste 25 år lever slet ikke op til de foregående 15-20, selv om bøgerne stadig sælger bedre end nogensinde.

Stephen King har flere gange snakket om at stoppe med at udgive (ikke skrive), men har aldrig gjort alvor af løftet/truslen, heller ikke selv om han har været igennem både svær sygdom og en alvorlig trafikulykke, som var tæt på at slå ham ihjel.

Når han alligevel er interessant i dag skyldes det to ting: Dels skyller en bølge af tv-serier og filmatiseringer inspireret hvis ikke forfattet af Stephen King over biografer og streamingtjenester i øjeblikket. “It” filmatiseret i to dele (nr. 2 stadig på vej), den forvoksede novelle “The Mist” gjort til Netflix-serie af danske Christian Thorpe, “Under the Dome” (ligeledes Netflix),”11.22.63″ (Viaplay) og “Mr. Mercedes” (C More) er andre Stephen King historier forvandlet til tv-serier. Med skiftende held skal det tilføjes. Gennem tiderne har det ofte vist sig svært at overføre Kings evner som fortæller til levende billeder, nogle af bøgerne er blevet til det rene makværk på film, tv-serier har vist sig som langt bedre egnede til formålet.

Den virkelig spændende nyhed er HBO Nordic-serien Castle Rock, der har King som executive producer, men som ikke er bygget på hverken et romanforlæg eller manuskript fra forfatteren selv. Serien er en slags pastiche over hele Kings univers – navngivet efter forfatterens nok mest kendte fantasiby, hvor blandt andet klassikere som Shawshank redemption (En Verden udenfor) og Cujo med mor/søn indespærret i en defekt  bil med en rabies-sankt bernhard på lur udenfor, foregår.

Castle Rock ligner en ægte Stephen King fortælling, med traumatiske børneoplevelser og uforklarlige hændelser og den er både garneret med dygtige skuespillere og talrige referencer til personer, lokaliteter og plots i forfatteren produktion, og holder standarden fra de første afsnit, er øvelsen gennemført uden at forfalde til clicheér og søgt overdrev. Det overnaturlige slipper man ikke for, men personerne er ægte og antager dybde, som man bevæger sig frem – kan varmt anbefales.

Den anden, nok så vigtige grund til at interessere sig for Stephen King er hans nyvundne status som ikonisk Donald Trump-modstander og bannerfører for mere våbenkontrol i USA.

Decideret politisk var King ikke i sin tidlige karriere, selv om han klart fremstod som repræsentant for den liberale/venstreorienterede New England-forfatterskole med rødder hos Demokraterne og med dyb skepsis overfor skiftende, republikanske præsidenter  fra Nixon til George W. Bush.

Men Trump er ligesom noget andet, også for Stephen King. Faktisk minder USA’s nuværende præsident som et medley over frastødende, kyniske og endimensionelle figurer i romanerne, ingen mere oplagt end den vordende præsident i The Dead Zone (filmatiseret med Martin Sheen), hvor en radikal bibelsælger ender som populistisk slemmesluger, som vil sende USA ud i altødelæggende atomkrig, med mindre en fremtidslæsende idealist kan stoppe ham.

Den skrev King for næsten 40 år siden. Nu ser han nogle af sine mareridt blive til virkelighed, og det har fået forfatteren til at reagere fra sit landlige recluse i USA’ s nordøstlige hjørne.

King er sprunget ud som fuldblods opposition til det nye, friheds- og presseundertrykkende Amerika under Trump og som moralsk støtte til studerende krav om øget våbenkontrol ovenpå kaskaderne af tragiske skoleskyderier.

På Twitter kan man dagligt følge Stephen Kings udfald mod Trump og NRA (våbenlobbyen), og dermed er han blevet et vigtigt kendisansigt i opgøret med USA’s forvandling fra frihedsvogtende pionerland til undertrykkende fremmedfjendsk kynisme.

Og pludselig er Stephen King mere relevant, end han har været i årevis. Hvad enten man følger ham på tv, i biografen eller på de sociale medier. Og rigtig uhyggeligt er det stadigvæk, nu desværre på en lidt for virkelighedsnær facon.

 

 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier, Room 217

Fem blodige forslag til sommerferielæsning

29 maj 2018 by Morten Guldberg

Få ting slår en god roman ved stranden eller ved poolen – for mig er der absolut ingenting, som slår en god True Crime bog i sommerferien.

For hvad kan næsten være bedre end at læse om vaskeægte seriemordere, som muligvis stadig går rundt iblandt os, mens man hygger sig i varmen og måske får øje på den næste Ted Bundy, som leder efter passende ofre blandt tilgængelige strandsild?

Genren har aldrig fået alvorlig fat i det danske bogmarked – i England og USA fylder True Crime altid et par fag eller mere i bogladerne – og derfor må man med få undtagelser affinde sig med, at bøgerne skal læses på engelsk. Til gengæld er True Crime-litteraturen oftest holdt i et letlæselig lægmandsprog, som ikke kræver mere end grundlæggende engelskundskaber.

Her kommer fem fremragende bud på blodig sommerferielæsning. Jeg har haft dem alle med på stranden – eneste problem som følge heraf er de blikke, som visse kvinder sender én, når de får øje på bogtitel, hvor serial killer indgår…

Man skal til en antikvar for at finde titlerne i fysisk form i Danmark – til gengæld kan man hente dem hjem på ingen tid – og til ingen penge – fra udlandet via Amazon.

1. John Douglas: Mindhunter – inside the FBI’s elite serial crime unit

For alle, som følger HBO-serien Mindhunter er bogen en must-read. Handlingen i tv-serien er delvis dokumentarisk, og den bygger først og fremmest på John Douglas pionerarbejde i FBI, hvor han er en af grundlæggerne i arbejdet med at kortlægge seriemorder-adfærd. Douglas danner også inspiration for FBI-figuren Jack Crawford i Thomas Harris Hanibal Lecter-bøger/film, og det er ikke tilfældigt, at han har inspireret både roman- og manuskriptforfattere.

Få kan som Douglas tilføre fascinationen af seriemordere autenticitet og forbindelse til den virkelige verden. Næppe nogen ved mere om karakteristika og adfærdstræk for de farligste typer gerningsmænd, og Douglas har et næsten uudtømmeligt lager af konkrete sager at illustrere med. Mange af dem handler om seriemordere, vi aldrig har hørt om i Danmark, og man skal være en hård negl for ikke at blive en smule rystet over nogle af fortællingerne.

Douglas har skrevet et væld af bøger, men denne er hans bedste. Her inkluderer han sin egen baggrund og historien om FBI’s pionerarbejde fra 60erne og frem. Virkeligheden er lidt anderledes end tv-seriens fremstilling, men ikke mindre spændende. Og så indledes bogen med en beskrivelse af Douglas’s nervesammenbrud, da han overbebyrdet og stresset af utallige opklaringsarbejder var tæt på at dø eller blive reduceret til grøntsag, efter han i næsten bogstavelig forstand satte ild til hjernen – afsnittet er på mange måder mere uhyggeligt end de efterfølgende historier om seriemorderne.

Den oprindelige bog er udgivet i 95, men sidste år kom den i en opdateret udgave.

2.  Ann Rule: The Stranger beside me

Denne bog vil næsten med garanti aldrig blive gjort efter,  for skelettet er næsten for utroligt til at være sandt. Men det er det altså:

Ann Rule er en af USA’s flittigste true crime forfattere. Hun har dækket utallige seriemorder-sager og på et tidspunkt midt i 70erne gik hun i gang med at dække en række uopklarede mord i Seattle/Washington og senere i Utah. Omtrent samtidig arbejdede hun som frivillig på et såkaldt call-center, hvor selvmordstruede kunne ringe ind for at hente hjælp. På kontoret delte hun vagter med en flink fyr, som hun lærte at kende og blev venner med. Ted, hed han. Og ja, på et tidspunkt stod det klart for forfatteren, at hun havde delt kontor med Ted Bundy – den først hovedmistænkte og senere dømte og til sidst henrettede seriemorder med et sted mellem 18 og 60 ofre på samvittigheden.

Hvis ikke den værste, så i hvert fald den mest kendte og frygtede seriemorder gennem tiderne.

Århundredes scoop er vel stadig en underdrivelse, men for Ann Rule var det naturligvis en bizar oplevelse. Hvordan er det som enlig mor langsomt at finde ud af, at en relativ nær ven er psykopatisk kvindemorder? Hun følte sig aldrig selv i fare, men på et tidspunkt kunne hun ikke længere undertrykke en ildevarslende mistanke om, at Bundy rent faktisk var gerningsmanden, selv om han fortsatte med at bedyre sin uskyld i samtalerne med hende.

Derfor får vi som læsere to fortællinger: Bundys uhyggelige historie med udgangspunkt i natlige stalker-vandringer i Seattle over de første overfald til de rendyrkede mareridt med utømmelig appetit på timelange voldtægter og mord – og så dialogen mellem forfatter og monster, Rules egne oplevelser tættere end tæt på Bundy. Det, som gør bogen og Bundy så foruroligende uhyggelig, er netop, at han ikke fremstår som et monster sammen med Ann Rule. Men som en omsorgsfuld, empatisk fyr, som næppe heller kunne finde på at gøre hende fortræd. Han kunne være en som – os andre…

Det er stærke sager. Og selv om den oprindelige bog er fra 81 er den aldrig overgået i genren. En opdateret udgave udkom i 2008.

3. Gordon Burn: Happy like murderers – the true story of Fred and Rosemary West

Storbritannien har huset sine grusomme serieforbrydere over årtierne, næppe nogen mere uhyggelige end Fred og Rosemary West fra Gloucester i det vestlige England. Gennem alt for mange år lykkedes det parret at opretholde et kombineret bordel/guesthouse/torturanstalt/pædofili-rede, samtidig med at de slå ihjel på må og få og begravede nogle af ofrene under hus og have.

Historien er ikke fortalt mere levende og med større detaljerigdom end i Gordon Burns bog. Forfatteren er gået  minutiøst til værks i sin research og har kortlagt både Fred og Rosemarys opvækst og baggrund i hudløst afslørende detaljer. Og det mest uhyggelige ved denne skrækindjagende fortælling er, at mennesker kan vokse op i relationer stort set uden moral og adfærdsbegrænsende restriktioner. Helt tæt på os “almindelige” mennesker.

Som dreng gik Fred i marken med sin far, de voldtog på skift fårene, inden faren voldtog Fred, og så var den dag gået.

Den lige linje til nogle af de store pædofili-sager herhjemme, Tønder-sagen med flere, ligger lige for, og det giver unægtelig stof til eftertanke. Ikke mindst fordi der fortsat dukker sager op, man dårligt kan få til at passe med virkeligheden.

4. Joel  Norris: Serial Killers

Min første aha-oplevelse om emnet, og en særdeles grundig og velargumenteret indføring i årsager, psykologi og adfærdsmønster blandt seriemordere. Man kan finde masser af interessante betragtninger om årsagerne til, at nogle vælger en helt anden vej i tilværelsen end fleste af os andre, og vi kan alle som læsere – i hvert fald de fleste af os – føle os beroliget med, at vi heldigvis ikke hører til gruppen, som kaster monstrene af sig.

https://www.amazon.com/Serial-Killers-Joel-Norris/dp/0385263287

5. Harold Schechter: Deranged

En bog for feinschmeckere udi seriemorder-historie: Albert Fish huserede i slutningen af 20ernes New York City, og han hører stadig til de mest bizarre af alle mærkværdige mordere gennem tiderne. Sadist og sadomasochist på samme tid, en mand, som var istand til at stikke 29 spidse nåle ind i  lysken for at påføre sig selv smerte. Og en morder, der som en tilsyneladende fredsommelig bedstefar-type bortførte en lille pige fra en familie, han havde indsmigret sig hos. Førte hende til et øde hus torturerede og voldtog hende, før han slog hende ihjel og flere år senere skrev detaljeret om forbrydelsen i et brev til pigens fortvivlede mor, der stadig ikke vidste, hvad der var blevet af datteren.

Og pigen var ikke hans eneste offer, langtfra.

Fish’s historie er bare så vanvittig, at den ikke kunne være skrevet som fiktion.  Godt at han ikke er på fri fod i dag.

 

 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Room 217 Tagged With: boganbefaling, Room 217, serial killers, seriemord, true crime

Room 217 – ufatteligt, uforklarligt og uhyggeligt

9 maj 2018 by Morten Guldberg

Seriemordere eller bare bestialske mordere som Peter Madsen, der kun når at dræbe en enkelt gang, både skræmmer og fascinerer. For hvad ligger til grund for ondskaben, de ufattelige, mareridtsagtige gerninger, og hvilke træk genkender vi eventuelt i os selv, når vi hører om forbrydelserne?

Det  beskæftiger vi os med under rubrikken Room 217 – en reference til  det uhyggelige værelse på The Overlook Hotel i Stephen Kings The Shining, værelset, hvor man vover sig ind på eget ansvar, og hvor ens værste mareridt bliver til virkelighed.

Jeg har læst og skrevet om seriemordere gennem mange år på min gamle arbejdsplads – nu får jeg trangen styret på mancave.dk med historier om det uforklarlige og ufattelige, om seriemordere, nye såvel som gamle, fra virkelighedens verden. For selv om fiktionen overdriver antallet af seriemordere, er de virkelige af slagsen ofte langt mere uhyggelige end de opdigtede.

PS: Og hvis nogen funderer over, om værelsesnummeret ikke burde være 237, er der kun at sige, at det ikke er en fejl. Room 237 er det skæbnesvangre værelsesnummer i Stanley Kubricks filmatisering af The Shining. Kubrick ændrede både små detaljer og centrale dele af plottet fra romanforlægget, desværre ikke til det bedre.

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Room 217 Tagged With: seriemord

The Golden State Killer havde en steg i ovnen – og en del på samvittigheden

8 maj 2018 by Morten Guldberg

Joseph DeAngelo – mugshot fra politiet i Sacremento

Hvad er meningen med Room 217?

‘Politiet mødte talstærkt op foran Joseph DeAngelos hjem i udkanten af Sacramento i slutningen af april. Det kom bag på den 72-årige pensionerede eks-politimand og mekaniker, som blev arresteret for otte mord og en del andre forbrydelser.

-Jeg har en steg i ovnen, var hans eneste kommentar, før han blev ført bort for at blive varetægtsfængslet uden mulighed for kaution.

DeAngelo har de sidste 32 år levet en anonym tilværelse, det meste af tiden med arbejde som mekaniker for en lokal supermarkeds-kæde og som fraskilt far til tre døtre og flere børnebørn. På arbejde gjorde han sig mest bemærket ved aldrig at kaste et smil af sig, i nabolaget passede han nidkært sin have, slog sit græs og satte små mærker i asfalten, så han kunne parkere traileren med hans båd præcis, hvor han ville have den til at stå. Naboerne lagde mest mærke til ham, når han råbte af forbipasserende, som generede ham ved at kigge over hækken eller ved at støje mere, end den aldrende DeAngelo brød sig om.

Det var et voldsomt temperament gemt i ham, var de fleste enige om. Men DeAngelo fremstod aldrig som andet end en excentriker, som på det seneste delte bolig med en af sine døtre og et barnebarn.

En af historiens værste

I dag er Joseph DeAngelo via dna-test afsløret som den formodede gerningsmand til minimum otte, men sandsynligvis 12 mord og et halvt hundrede voldtægter. Alle begået i årtiet mellem 1976 og 86, hvorefter han ganske bemærkelsesværdigt har ageret lovlydig borger i 32 år frem frem til sin arrestation.

Historien er interessant af mange årsager. De uopklarede mord og voldtægter i Californien har tilhørt en eksklusiv samling af uopklarede serieforbrydelser i USA, men det er ikke mange år siden, først en række indbrud, herefter voldtægter og tilidst mord blev kædet til samme gerningsmand.

Bliver Joseph DeAngelo dømt, og det er der ikke mange grunde til ikke at tro, han  bliver, indtager han sin plads mellem USA’s værste og mest uhyggelige seriemordere gennem tiderne. Og når man får stykket detaljerne sammen i hans historie, vil den fremstå omtrent som en drejebog for utallige gode og mindre heldige thrillers på både skrift og film. Noget af historien er næsten for clicheagtig til at kunne virke troværdigt på fiction, andre detaljer ligner spørgsmålstegn, som måske aldrig bliver besvaret.

Det største af slagsen er, hvordan DeAngelo nærmest fra den ene dag til den anden kunne lægge sin hobbyvirksomhed med at bryde ind i private hjem, bagbinde mand, kone og nogle gange børn, voldtage kvinden i huset i timevis og derefter slå ihjel med kølle eller andet forhåndenværende redskab, inden han sluttede sin uhyggelig forestilling af med at spise levninger fra ofrenes køleskab.

Det pludselige karrierestop passer meget lidt med almindelig teori om seriemorder-adfærd, men måske bliver vi klogere, når sagen ruller frem. DeAngelo var 40, da han gik på “pension”, en relativ tidlig alder at lægge driftstyrede, stærkt voldelige forbrydelser på hylden.

På andre punkter passer DeAngelo til gengæld perfekt på skabelonen. Hans adfærd ligner grundskabelonen for en seriemorder-profil, som FBI profilers har arbejdet sig frem til gennem studier over de sidste fire årtier – ironisk nok fra omtrent tidspunktet, hvor DeAngelo indledte sin kriminelle løbebane.

Fra indbrudstyv til voldtægtsforbryder

Vi ved meget lidt om hans barndom, hans far arbejdede som svejser, mens moren serverede på burgerkæden Denny’s, og som teenager flyttede han med familien til Californien. Efter aktiv tjeneste i flåden under Vietnamkrigen, tog DeAngelo en collegeeksamen i criminal justice.

I 1973 slog han sig ned i Exeter, en mindre by midtvejs mellem Sacremento og Los Angeles, giftede sig med jurastuderende og fik arbejde hos det lokale politi.

Omtrent samtidigt begyndte en serie uopklarede indbrud i Visalia, en mindre by en halv snes kilometer fra Exeter.

Indbrudstyven brød ind om natten, og udover gængs, omsættelig tyvegods tog tyven små “trofæer” med sig – smykker, ure etc. Et andet kendetegn for indbrudene, 85 i alt,  var at gerningsmanden anbragte tallerkener strategisk til at advare ham, hvis nogen skulle overraske ham under indbruddet.

Altsammen uhyggelige, første læretrin for en seriemorder in spe. Husene var tomme, mens han brød ind, men et enkelt mord blev det dog til. The Visalia Ransacker – det første af fire øgenavne tilskrevet DeAngelo  – forsøgte i 1976 at kidnappe en 16-årig pige, men blev forstyrret af pigens far, som gerningsmanden skød og dræbte, inden han flygtede fra gerningsstedet.

Samme år stoppede indbrudsbølgen lige så brat, som den begyndte. Samtidig med at DeAngelo flyttede med familien til Auburn, et halvt hundrede kilometer uden for Californiens forbundshovedstad Sacremento.

DeAngelo fik job her hos de lokale politi, samtidig med, at en voldtægtsbølge ramte Sacrementos forstæder. En uhyggelig og brutal af slagsen: Gerningsmanden udvalgte sine ofre omhyggeligt, stalkede dem for at kende deres vaner, brød ind deres hjem på forhånd, så han var fortrolig med boligens layout. Han skjulte våben, reb og andre remedier, som han kunne bruge under selve overfaldet.

Ofte var offeret ikke alene, men det afskrækkede ikke The East Area Rapist, DeAngelos nye tilnavn. Han bandt eventuelle kærester eller børn i tilstødende lokaler, anbragte tallerkener på ryggen af dem og advarerede dem om, at han ville dræbe både dem og voldtægtsofferet, hvis han hørte porcelænet  falde på gulvet.

Politiskitser af voldtægtsmanden kendt som The East Side Rapist. Foto: FBI/Youtube

Under overfaldene bar DeAngelo en skimaske, og derfor var der aldrig et brugbart signalement af gerningsmanden. Men han blev beskrevet som særdeles adræt  – han flygtede til fods eller på cykel, og de par gange, hvor han var tæt på at blive pågrebet, lykkedes det ham at slippe væk ved at løbe fra forfølgerne.

Voldtægterne trak han ud i timevis. Og ofte ringede han efterfølgende til sine ofre med trusler om at vende tilbage. Nogle af opkaldene blev optaget, og de kunne være anvendt i en ualmindelig fantasiløs b-gyser:

-Gonna kill ya, gonna kill ya, hvisker gerningsmanden med påtaget, uhyggelig stemme.

Taget for butikstyveri

Men de næsten 50 voldtægtsofre frem til 1979 fik alle lov at leve. DeAngelo færdiggjorde sin sidste oplæringsfase, før han kunne indlede sin karriere, som fuldblods-seriemorder. Og måske fik han et uventet skub udover kanten takket være sin egen skødesløshed.

DeAngelo passede sit arbejde som politibetjent upåklageligt, men en sommerdag blev han taget i et byggemarked med en hammer og en dåse hunde-afskrækkelsespulver skjult i lommerne. Simpelt butikstyveri for et latterligt lavt beløb, men en fejltagelse som kostede ham jobbet hos politiet for bestandigt.

Herefter er der det hul i DeAngelos historie i forhold til både bopæl og beskæftigelse. Til gengæld er han i dag via DNA spor forbundet til de i alt 11 mord, som blev begået i det sydlige Californien, og som gav DeAngelo sit tredje og fjerde tilnavn: The Original Night Stalker og til sidst The Golden State Killer.

Forbrydelserne blev alle begået mellem 1979 og 1986, og først langt senere blev gerningsmanden knyttet til indbruddene og voldtægterne i flere hundrede kilometer mod nord. Hverken dna-undersøgelser eller samkøring af arkiv de forskellige politidistrikter imellem hjalp efterforskerne, men mønsteret var ikke til at tage fejl af:

DeAngelo brugte sin modus operandi fra voldtægterne, det omhyggelige forarbejde godt hjulpet af erfaringerne som betjent, overvågning, præ-indbrud og kortlægning af adfærd etc. Forskellen var blot, at han nu enten skød eller bankede sin ofre ihjel efter voldtægterne, og var der pårørende i huset, dræbte han også dem.

Det var uhyggelige mord, som ikke lod hverken virkelighedens Ted Bundy eller fiktionens Dragon Man i Thomas Harris’ første Hanibal Lecter følgeton meget efter.

DeAngelo kontaktede politiet, pralede af sine gerninger og sendte digte og anekdoter til sine forfølgere tilsyneladende overbevist om sin egen ufejlbarlighed – endnu et klassisk seriemordertræk.

Men politiet stod omtrent på bar bund i opklaringsarbejdet. Man forfulgte fejlagtigt nogle af ofrenes kontakter og tidligere kærester. En enkelt nåede at blive tiltalt for et af mordene, men blev siden pure frikendt. The Golden State Killer forblev et fantom, og da mordene stoppede brat i 1986, var politiet stadig ikke kommet et skridt nærmere hans identitet.

Dna-fælden

Omtrent samtidig flyttede DeAngelo tilbage til Sacremento-området, hvor han forblev en lovlydig borger. Han blev skilt, men havde en del at gøre med sine tre døtre og senere sine børnebørn.

Flere true crime-forfattere har beskæftiget sig med sagen, det samme har et par voldtægtsofrene, da de to serier forbrydelser blev kædet sammen.

Men gennembruddet kom først i år. Selv om DeAngelo var omhyggelig med ikke at efterlade brugbare spor, fingeraftryk m.m., var han ikke forberedt på fremtidens dna-teknik.

Politiet gemte tilstrækkeligt efterladt dna fra forbrydelserne til langt senere at stykke en nøjagtig profil sammen.

Og her kommer så det kontroversielle i opklaringsarbejdet: Politiet kørte gerningsmandens profil sammen med et offentligt tilgængelig register, som intet havde med politiet eller forbrydelser at gøre – alene slægtsforskning.

Her fandt man et match. Ikke direkte, men en slægtning til DeAngelo passede for meget til profilen til at være en tilfældighed, og herfra arbejdede politiet sig gennem slægtslinjerne i den videre jagt på en sandsynlig gerningsmand. Og fandt DeAngelo, hvis færden og geografi passede perfekt.

Herefter handlede det alene om at skaffe dna fra den aldrende pensionist. Den fik man fra DeAngelos skraldespand, og herefter var der kun tilbage at arrestere manden.

De kommende måneder og år kommer der givetvis meget nyt frem om DeAngelo, som muligvis kan sættes i forbindelse med flere forbrydelser afhængig af nye dna-prøver eller måske via tilståelser som led i en byttehandel i forhold til strafudmålingen.  Det er endnu ikke afgjort, om anklageren vil kræve ham idømt dødsstraf, men det er i givet fald inden for lovens rammer, selv om nogle af mordene blev begået, mens dødsstraffen var suspenderet i Californien i 70erne.

Træk fra andre seriemordere

Under alle omstændigheeer vil DeAngelo og hans ugerninger indskrive sig i seriemorderhistorien på en fremtrædende plads.

DeAngelo som prototypen på en seriemorder, der øver sig over to indledende faser med forberedende forbrydelser for derefter at springe ud full time. Vi ved ikke nok om hans barndom til at kende baggrunden for hans adfærd. Til gengæld er hans baggrund som politimand ligeså usædvanlig i forhold til virkelighedens historie, som den er almindelig i fiktionen.

At DeAngelo både var gift og fik børn – at han var istand til at afbryde sin aktivitet på eget initiativ – sætter ham også i minoritetsbås blandt kendte seriemordere, der ofte er enlige mænd, som lever under ringe sociale kår, og som, selv om de kan være nok så godt begavede, har store problemer med at stykke en normal tilværelse sammen.

Her kan DeAngelo minde om både Gary Ridgway, “The Green River Killer”, som på eget initiativ stoppede med at voldtage og dræbe prostituerede efter 48 mord i staten Washington, og Robert Hansen, en seriemorder, som satte nøgne prostituerede ud i Alaskas ved øde områder, hvorefter han jagede dem til døde med sit jagtudstyr. Hansen bestyrede en bagerforretningskæde og var familiemand med kone og børn, når han ikke agerede seriemorder.

Endelig er der som tidligere nævnt tydelige sammenfald med Ted Bundys selvuddannelse og træningsprogram til de ultimative rædselsforbrydelser. Bundy både stalkede og voldtog før han slog ihjel.

Men måske er den vigtigste lære af DeAngelos historie, at ingen seriemorder kan vide sig sikker med nutidens dna-teknik. Det er måske betænkeligt, at offentlige registre kan bruges til at jagte forbrydere, men bottom line er, at når først gerningsmanden er identificeret, nytter nok så mange falske alibier eller manglende tilståelser ikke noget.

Joseph DeAngelo nåede aldrig at sætte tænderne i sin sidste flæskesteg som en fri mand. Til gengæld vil en del ofre og pårørende sandsynligvis finde en vis fred i bevidstheden om, at 40 års jagt på gerningsmanden er ovre.

 

 

 

 

 

 

https://www.intouchweekly.com/posts/golden-state-killer-156056

 

https://www.intouchweekly.com/posts/active-serial-killers-in-the-us-146768

 

https://www.ranker.com/list/golden-state-killer-facts/natalie-hazen

 

https://www.nytimes.com/2018/04/26/us/joseph-james-deangelo.html

 

https://www.washingtonpost.com/news/post-nation/wp/2018/04/26/joseph-deangelo-golden-state-killer-suspect-was-normal-grandpa-according-to-teen/?noredirect=on&utm_term=.da0ba1ceeb79

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Room 217 Tagged With: seriemord

Primary Sidebar

Følg os

[aps-social id="1"]

RSS Seneste fra Twitter

Footer

Kategorier

  • Mad/Vin
  • Film/Serier
  • Sport
  • Rejser
  • Tech/Gadgets
  • Fritid
  • Room 217
  • Artikelserier

Udvalgte

  • Om
  • Artikleserier
  • English

FØLG OS

[aps-social id="2"]

Partners

mortenguldberg.dk ⚦
…dit navn? dit firma?

Copyright © 2023 · News Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in

Real men don't eat cookies?! Jamen cookies er nødvendige for at få sitet til at fungere bedst muligt. Men bare roligt, vores anonyme cookies på dette site anvendes hovedsagligt til trafikmålinger og optimering af indholdet på siderne. Indstillinger

Overblik

Denne hjemmeside fungerer, ligesom de fleste andre hjemmesider, bedst, hvis du tillader brug af cookies.

Ved besøg af denne side vil vi muligvis sende (og gemme) en cookie på din browser.

En cookie er en lille tekstfil som sendes fra web serveren til web browseren (eksempelvis Chrome eller Internet Explorer). Denne cookie gør det muligt for hjemmesiden eller serveren at indsamle specifik, men begrænset information fra web browseren om den besøgende (dig).

Strengt nødvendigt cookie

Strengt nødvendigt cookie bør altid være aktiveret, så vi kan gemme dine præferencer for cookieindstillinger.

Hvis du deaktiverer denne cookie, kan vi ikke gemme dine præferencer. Det betyder, at hver gang du besøger denne hjemmeside, skal du aktivere eller deaktivere cookies igen.

3. part Cookies

Denne hjemmeside bruger Google Analytics og Facebook til at indsamle anonyme oplysninger som antallet af besøgende på webstedet og de mest populære sider.

At holde denne cookie aktiveret hjælper os med at forbedre vores hjemmeside.

Aktiver venligst Strengt Nødvendige Cookies til venstre først, så vi kan gemme dine præferencer :-)

Privacy Policy & Cookie Policy

Flere oplysninger om Privacy Policy Terms of Use & Cookie Policy.

For mere information om cookies kan du besøge denne hjemmeside.