mancave.dk

For mænd i deres bedste alder

Hjem | Sport

Sport

Sport er store følelser, et sjældent frirum, hvor det stadig er tilladt at elske og hade og være skamløs subjektiv - med andre ord: at opføre sig som en lille dreng. Også selv om klubtrøjen strammer ved naglen. På mancave.dk deler vi oplevelser, rejsetips m.m.

Fri os fra landskamppauser

by

Kommentar – ovenpå endnu en landskamppause…

Fodboldelskere med en hvis hukommelse ved godt, hvorfor Allan Simonsen aldrig nåede 100 landskampe.

Messi – hellere se ham og Barcelona end Makedonien mod Armenien.

Tilbage i 70erne, da den lille vejlenser var allerbedst, disponerede klubberne over deres spillere på en måde, som kan svær at genkende i dag. Allan Simonsen meldte fra til mindst hver anden landskamp, fordi Borussia Mönchengladbach ikke ville give ham fri. En begrundelse behøvede de ikke ryste op med. Ofte gjaldt det noget så inferiørt som private opvisningskampe mod lavere rangerende hold, en nebengeschæft selv store fodboldklubber dengang havde plads til i kalenderen.

Og Allan var ikke alene om afbuddene, der altid regnede ind. Til såkaldte venskabskampe var det oftest håbløst at stille med tilnærmelsesvis stærkeste hold, ikke blot for Danmarks vedkommende, men også for større fodboldnationer.

Det var naturligvis utilfredsstillende vilkår for alverdens landstrænere – men spoler vi så tiden frem til i dag, er pendulet svunget med voldsom kraft. I dag kræver landsholdene udtagne spillere til rådighed i fem dage inden  nok så ubetydelige landskampe, og dette efterår efterlader landsholds-terminerne tre store huller i den normale fodboldkalender.

Helt ærligt: Begrebet landskamp-pause giver mig kvalme.  Næsten tre gange to uger uden klubkampe i midten af september, oktober og november, normalt nogle af de mest intense fodboldperioder i sæsonen. Halvanden måned ryddet, mens landsholdene spiller dræbende, ligegyldige landskampe i en turnering, ingen forstår et kuk af.

Nations League er udtænkt af snedige fodboldmatematikere for at sparke liv i forberedelseskampene, som forlængst er blevet en paria i fodboldåret. Nu forventes vi  at klappe i næsegrus beundring, når Gibraltar slår Lichtenstein foran et par håndfulde tilskuere i miniputkolonien i fodboldugens mest markante resultat.

Ellers må vi rode rundt på betalingskanaler for at finde eksempelvis det danske landsholds kampe, som mistede sit tag i nationen endnu før, spillerne begyndt at opføre sig som underbetalte, uretfærdigt behandlede løsarbejdere med ufravigelige overenskomstkrav for at stille op i den rød/hvide spilledragt.

Paradoksalt nok var landsholdets betydning og prestige langt større i Allan Simonsens tid end i dag. Dengang lå magten hos klubberne. I dag er Fifa og Uefa alene om at diktere betingelserne, og det har givet de firkantede, ensrettede regler, som er med til at presse klubkalenderen sammen, når man over en hel sæson braklægge sammenlagt i nærheden af tre måneder.

Og hvilket formål er der efterhånden, landskampene tjener? EM- og VM-slutrunder er da underholdende, mens de foregår, men prisen er godt nok høj.  Og groft sagt er vi blevet lede og kede af alt det, som følger med.

Landskampe rykker i de fleste lande ud i provinsen, fordi de ikke længere kan fylde nationalarenaen, og selv uden konkurrence fra klubfodbolden (!), er seertallene også vigene.

Jeg har svært ved at huske tilbage på en landskamp med nævneværdig underholdningsværdi, når man frasorterer de afgørende kvalifikationskampe. Sidstnævnte bliver der stadig færre af, fordi slutrunderne vokser eksponentielt, i takt med at Fifa- og Uefa-toppen vifter med deltagelse for det meste  af verden i deres valgløfter.

Nations League forhindrer ikke, at San Marino kommer til at stille op til bøllebank mod store nationer, for kvalturneringerne skal stadig afvikles omtrent som normalt, og vi kan se frem til en dræbende forsamling af ligegyldige opgør, så langt landskampkalenderen rækker.

Endnu længere ude lurer en VM-slutrunde i Qatar, som strøede om sig med bestikkelse, men glemte at fortælle de Fifa-delegerede, at ørkenlandet er uegnet til udendørs aktiviteter i sommerhalvåret.

Fodboldsæsonen 2022/23 bliver et mareridt med en slutrunde i november/december og tilhørende opvarmningskampe i månederne inden.

Er det bare mig, som har det svært med at undvære mit eget klubhold, mens overbetalte mellemklasse-spillere lægger til cv’et og markedsværdien med endnu et flueben i landskamp-porteføljen?

Hvorfor ikke bare lave fri tilmelding til slutrunderne, om der skal være 48 eller 96 deltagere gør vel ikke den store forskel, brug en hel sommer på skidtet, og lad os så passe vores rigtige fodboldkampe i fred.

VM-tårer af guld: Hvornår har mænd lov til at græde?

by

VM logo

Mandegråd: Fodbold-VM er spændende af mange andre årsager end de rent sportslige. For eksempel er de antropologiske studier interessante, når så mange mennesker er samlet fra hele kloden om én og samme begivenhed.

Personligt finder jeg det altid interessant at iagttage, hvordan reglerne for mandetårer administreres af det globale fodboldfolk. Hvordan de ændrer sig over tid, og hvor forskelligt – eller ens – de håndhæves blandt forskellige etniciteter og folkeslag.

Grædende mænd er en obligatorisk del af fodboldspillet. I sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed ophæves eller omformuleres spillereglerne for maskulin adfærd. Og hvor det fortsat er svært eller umuligt for mænd at fælde tårer privat såvel som offentligt i andre sammenhænge, er store fodboldkampe adgangsbilletten til at give los for følelsesudbrud, som normalt er forbeholdt kvinder og børn.

Selv om få vil indrømme det, er det helt sikkert en del af selve spillets attraktion. Fodbold er stedet man kan få forløst sine tårer og være umandig uden at tabe ansigt. Helt på linje med den fysiske kontakt, knus og kram spillere og tilskuere imellem. I fodboldsammenhæng er næsten alt tilladt, uden at man af den grund skal gøre rede for sine seksuelle præferencer.

At mænd har lettere til tårer i 2018 end  tidligere, står ikke til diskussion. Tilskuere græder nu som før, lige fra spillerne går på banen til langt efter sidste fløjt, men det er hos spillerne, den største forandring er indtruffet. Der bliver grædt dygtigt og ofte ved VM i Rusland, omtrent under og efter hvert opgør, og hovedet på sømmet slog Neymar, da den brasilianske superstjerne sank sammen i gråd oven på 2-0 sejren over Costa Rica.

Det blev for meget for mange, for helt ærligt: Det var jo ikke ligefrem finalen, som var vel overstået, det var ikke engang en afgørende puljekamp, men blot et opgør, som Brasilien vandt som storfavoritter.

Og så udtrykker tårer ikke længere rimelig begrundet bevægelse – i Neymars tilfælde manifesterer de snarere forestillingen om en skabagtig egocentriker, ulykkelig forelsket i sig selv og uden tilstrækkelig samvittighed til at forhindre kroniske forsøg på at snyde sig til frispark og fordele.

Den slags tårer harmonerer ikke med fodboldspillets uskrevne code of conduct.

Omvendt brokker ingen sig over de kollektive tårer, som flød fra de argentinske spillere, da de med det yderste af neglerne sikrede sig en plads i ottendelsfinalerne.

Her var det ikke Dustin Hoffmann, som med hiv og sving pressede en tåre ud af øjenkrogen ved en Golden Globe-overrækkelse: Argentinerne græd som pisket, og selv fra tv-skærmen tusinder af kilometer væk var der svært ikke at lade sig sig mærke af dramaet. Tårerne illustrerede, hvor dybt fodbold-VM stikker i den argentinske selvforståelse og folkesjæl.

Neymar og argentinerne repræsenterer yderpunkterne, men mellemregningerne er talrige og ikke altid lige nemme at blive klog på. Slutrunden i Rusland har budt på flere grædende spillere på banen end nogen tidligere slutrunde, er jeg sikker på. Her er virkelig indtruffet, hvad man må karakterisere som en mentalitetsændring: Et puf eller et let tag i armen kan få voksne, granvoksne, og muskuløse mænd til at falde skrigende, vridende – og stortudende – om på grønsværen i et hidtil uset omfang.

Nogle gange er der tale om en følelses/smerte kombi. Vi husker det fra Champions League-finalen, hvor både Carvajal og Salah lod tårene få frit løb, da de måtte forlade banen med skader. Tilsyneladende har de ikke grædt forgæves.

En ting er, at det gør ondt. Men er det virkelig nødvendigt for voksne mænd at vræle til hele verden, når man slår sig i en kontaktsport?

Nogen har tilsyneladende en lavere smertetærskel end andre, men efterhånden kan ingen deltagende nation i Rusland (med undtagelse af Island) hæve sig over fænomenet, hvilket er både nyt og tankevækkende.

Og her er det interessant at inddrage lidt grædehistorie. Vi skal ikke mange slutrunder tilbage, før smerte- og emotionelt udløste tårer mest var forbeholdt spillere fra Middelhavslandene og Sydamerika.

Kølige nordeuropæere holdt sig for gode til at vise følelser på så eksplicit manér, og det udtrykker et mangeårigt paradoks: Machokultur og overdreven maskulinitet er stærkt funderet i de latinske lande og Mellemøsten med, men det har ikke forhindret fodboldspillere herfra i at praktisere en – i fodboldsammenhæng – feminin adfærd, som vi nordboere, kønspolitisk bevidste og tolerante, til gengæld har haft svært ved at goutere.

Det er interessant at tænke over, hvor meget Paul Gascoignes tårer i semifinalen mod Tyskland ved VM i 1990 vakte opsigt. Gascoigne fik en advarsel, som ville have forhindret ham i at spille finalen, og hans reaktion gik verden over. Måske var det første gang en engelsk landsholdsspiller græd for åben tv-skærm. Fænomenet var dengang alt andet end acceptabelt i engelsk fodbold, hvor traditionen bød spillere at rejse sig og spille videre, med mindre knogler var brækket eller sener revet over.

Man kunne skrige af smerte, men ikke græde.

Det var dengang. I dag løber tårerne i en tsunami på godt og ondt. Måske hænger det sammen med, at det globale islæt på alverdens klubhold omtrent har fjernet nationale karakteristika. Og så må publikum acceptere adfærd, de tidligere kun havde hån tilovers for.

Mandegråd er blevet et indstuderet våben, som både bruges til at skaffe sig fordele på banen og til selviscenesættelse, et vitalt element i auraen, som viser, at også milliardærer er mennesker med følelser.

Jeg har det ok med mandetårer, men når det bliver koreografi og en indstuderet udtryksform, er min tolerancetærskel overskredet. Det er sket alt for mange gange under VM i Rusland. Og det er næsten til at tude over.

 

 

 

 

 

 

El Loco signalerer revolution på Elland Road

by

Bielsa Leeds United fodboldkultur
Marcello Bielsa – El Loco blandt venner og fans – har påtaget sig en af trænergerningens vanskeligste opgaver: At genrejse Leeds United. Alene gennem de sidste fire år har ti forgængere fejlet i forsøget.

Fodboldkultur: Englands slumrende fodboldgigant har hyret “Verdens bedste træner”

Fodboldfeberen raser i Englands tredje største by, som er Leeds. Voldsomme følelsesudbrud ligger normalt ikke til de stoute yorkshiremen i Leeds og omegn, men i den seneste uge har de sociale medier kogt over i kollektiv forventning, som kulminerede op til weekenden.

Nej, det handler ikke om VM og Englands chancer i Rusland. I Leeds er man på det nærmeste fløjtende ligeglade med landsholdet lige nu. Alt handler om Leeds United og en træner-ansættelse, som kan/skal forvandle 17 års smerte til ny storhed. Tilbagevenden til Premier League. For starters.

Selvforståelsen i Leeds United er, at man mindst er lige så naturlig en storklub, som Manchester City, Chelsea og Tottenham. Man har bare aldrig fået de rigtige ejere med de store penge til at indfri potentialet.

Og historien om Leeds United og Bielsa handler ikke kun om en falleret storklub på vej tilbage. Men også om fodboldkultur og hvordan udviklingen i engelsk fodbold har gjort nogle klubber meget rige, mens andre har set sig plyndret for både sportslig succes og penge.

Leeds har været så forfærdelig meget skidt igennem siden årtusindeskiftet, at man knapt kan tro på det, som er sket og sker i klubben lige nu, hvor Leeds’ største trænernavn nogensinde har sagt ja til at begynde i klubben næste uge.

Marcello Bielsa har skrevet under på en to-årig trænerkontrakt med Leeds United, og hvis det ikke er et navn, som siger danske fodboldfans forfærdelig meget, er det modsatte tilfældet i Sydeuropa og Sydamerika.

Marcello Bielsa – med tilnavnet El Loco – har rang af godfather i trænerfaget, hvor hans disciple tæller navne som Mauricio Pochettino og Pep Guardiola.

Manchester City-træneren kaldte for et par år siden Bielsa for “verdens bedste træner”, og selv om han langtfra er træneren med flest trofæer, kan hans indflydelse på moderne fodbold ikke underkendes.

Trænerkarrieren omfatter både det argentinske og det chilenske landshold samt klubhold som Atletic Bilbao, Espanyol og Marseille. Først og fremmest er han kendt for at prædike 100 procent offensiv presfodbold i en særegen 3-3-3-1 eller 3-3-1-3 opstilling, som både Pochettino og Guardiola har ladet sig inspirere af.

Og er der noget, som passer til sæsonkortholderne på Elland Road, er det den fodboldfilosofi, Bielsa kommer til Yorkshire med. På en af engelsk fodbold ældste fodboldarenaer er stemningen letantændelig på godt og ondt, og da klubben sidst blev mestre for 26 sæsoner siden, var det netop med en aggressiv spillestil. Båret frem af et aggressivt publikum.

Elland Road Leeds United Billy Bremner fodboldkultur
Billy Bremner statuen foran Elland Road er symbol på fortidens storhed, men også nutidens problemer for Leeds United. Foto: Gorm Bjerre

Når man kniber sig i armen lige nu, er det ikke mindst i undren og taknemmelighed over, at Bielsa har valgt Leeds i næstbedste række fremfor den flok af Premier League hold, argentineren kunne have valgt som sin næste destination, hvis han havde villet det anderledes.

For ret præcis fire år siden ansatte Leeds United en træner, David Hockaday, hvis cv talte en fyring i nonleague-klubben Forest Green Rovers, som det mest bemærkelsværdige. Det svier stadig i erindringen hos fanskaren, en ydmygelse af rang, Hockaday-eksperimentet holdt ikke engang i to måneder.

Så meget desto større kontrast til i dag.

Nu hyrer man fra øverste hylde, og Bielsa får en årsløn i omegnen af 3-4 mio. £, hvilket gør ham til den dyreste træner i The Championship.

Succes-tørsten har varet så længe i Leeds United, at en hel generation af fans mest har læst sig frem til, at Leeds United engang hørte til eliten i europæisk fodbold.

Spektakulær deroute

Nedturen har været spektakulær om ikke andet, og bortset fra Coventry – som i den forløbne sæson rykkede op fra fjerdebedste række – har ingen traditionsklub i England oplevet en tilsvarende deroute.

I 2001 spillede Leeds United sig frem til semifinalerne i Champions League efter have passeret forhindringer i skikkelse af Barcelona, Real Madrid, Lazio og AC Milan. To år senere afslørede klubben et kolossalt overforbrug og en ophobet gæld på den forkerte side af en milliard.

Kaos fulgte. Klubben rykkede ned i 2004, og man kan diskutere længe om striben af mislykkede træneransættelser siden kan modsvare en forfærdelig serie usympatiske ejere, som tilsammen alt det værste i moderne fodbold.

Bates  – helvedet fra Chelsea

Det sidste først: Den tidligere Chelsea-ejer Ken Bates købte klubben på randen af konkurs i 2005, og hans otte år i Leeds fremstår som de værste i klubbens historie. Ikke blot lod Bates klubben gå konkurs, så de mindre kreditorer aldrig fik deres penge, mens han købte fallitboet tilbage for en slik. Under Bates rykkede klubben for første gang ned i tredjebedste række, hvor man sad fast i tre sæsoner.

Bates, flashy rigmand fra Londons west end – som i sin Chelsea-tid aldrig lagde skjul på sin foragt for Leeds og alt hvad Yorkshireklubben repræsenterede – lagde aldrig en øre af sin egen formue i Leeds. Han trak til gengæld store summer ud, og det blev kutyme, at lovende talenter blev solgt, ofte for billigt, fordi kontrakterne ikke blev forlænget i tide.

Og hvor Leeds få år tidligere købte spillere som Rio Ferdinand og Robbie Fowler, stod den nu på tvivlsomme journeymen, has-beens og lottokuponer fra transferlistens overskudslager.

Måske værst af alt forblev Bates en umulius og klassens uregerlige dreng i fodboldens establishment, hvor han ragede uklar med alt fra fans og bystyre til liga og sponsorer. Og hos modstanderfans, naturligvis.

Leeds United supportere Elland Road fodboldkultur
Leeds-fans er hårdt prøvede supportere, som på samme tid forventer, at klubben finder sin plads i toppen af engelsk fodbold – men som også er vant til, at skæbnen altid griber forstyrrende ind. Foto: Gorm Bjerre

Siden Revietiden i 60erne og 70erne, hvor Leeds United var Englands bedste fodboldklub har klubben været favorithadeklub for alle andre: Dirty Leeds, Leeds scum. Bates sørgede for at holde foragten intakt.

Elland Road og det dengang topmoderne træningsanlæg Thorp Arch var solgt under klubben rekonstruktion, men selv om Bates havde muligheden for at købe det hele tilbage under gunstige betingelser, undlod klubejeren at benytte klausulen i tide. Undlod at investere i rammerne, nøjagtig som det var tilfældet med spillertruppen.

Til gengæld var der ingen smalle steder, når Bates fløj i privatjet fra sin bopæl i Monaco til Leeds fire-fem gange i måneden. Det stod alene for en tocifret millionudgift i klubbens regnskab.

Mange Leeds-fans svor, at de ikke ville sætte deres ben på Elland Road, før Bates var væk, for det stod stadig mere klart, at han alene var i klubben for sin egen skyld.

Det kunne ikke blive værre, tænkte fanskaren, men det kunne det faktisk.

GFH – kyniske bankmænd uden fodboldviden

Bates solgte Leeds til en GFH, en investeringsbank fra Bahrain i 2012. Måske var det den stærkt aldrende klubejers sidste hævn overfor klub og by, for ind kom en flok ejere uden fodboldviden og uden andre interesser end at malke hver en øre ud af nyanskaffelsen.

Araberne, hvoraf nogle havde tilknytning til byen gennem universitetsophold i en fjern fortid,  kunne godt se potentialet i at rykke op i pengeparadiset i Premier League, men de hverken kunne eller ville putte penge i projektet. Til gengæld læssede de gæld fra andre projekter over i klubben, ligesom deres sportslige beslutninger var mildest talt excentriske.  I deres turbulente to år som ejere nåede de at kræve en træner fyret i pausen af en udekamp mod Sheffield Wednesday, og de fandt nye spillere på football manager og Fifa på deres gamekonsoller.

Selino – fuld, skør, impulsiv – og nærig

Det var dømt til at gå galt, men så faldt de over en villig køber, som de kunne narre big time.

Ind på scenen trådte Massimo Sellino, falleret og berygtet italiener. Bosiddende i Miami og mangeårig ejer af Cagliari, et notorisk bundhold i Serie A.

Han havde uden held forsøgt at købe West Ham i Premier League, men hans fortid var for belastet til, at ligaen ville godkende ham.

Det burde have været tilstrækkelig advarsel, men nu fik han chancen for at købe Leeds. Det gjorde han impulsivt og stort set ubeset i januar 2014. Og kom til at skrive under på en aftale, som bandt ham på hænder og fødder i forhold til de forretningsmæssigt snu arabere. De beholdte en kontrollerende aktiepost, reelt kunne han ikke foretage større investeringer uden deres samtykke, og GFH stod til at indkassere en stor del af kagen, hvis Leeds rykkede op i Premier League.

Men det var ikke engang det værste. Sellino vidste sig hurtigt som en slags prototype på en fremtidig amerikansk præsident, ligeså narcissistisk, impulsiv og uberegnelig som Donald Trump, ligeså meget ude af stand til at lære af sine fejltagelser.

Sellino ankom til Leeds og fyrede klubbens træner endnu inden han var kommet ind af døren, ligesom han gik igang med en større udrensning i personale. Trigger-happy er en voldsom underdrivelse i beskrivelsen af italieneren, der fyrede trænere på stribe, og som flere gange blev lokket i pinlige fuldemandsinterviews på nettet af en snarrådig fan. Udover at fyre trænere blev det også hurtigt en almindelig antagelse, at Sellino var glad for både våde varer og stærkere stimulanser.

Det var dømt til at ende i kaos. Sellino bestemte alt, og han ombestemte sig hurtigt igen. Trænerdøren gik ikke bare op og i – den stod konstant åben. Gennem een sæson nåede Leeds at have fire forskellige cheftrænere, hvorefter klubben skiftede igen før en ny sæson begyndte.

Klubben ragede uklar med endnu flere end under Ken Bates og brugte store summer til pinlige retssager, hvor Sellino blandt andet blev dømt for uberettiget og af rene kønsdiskrimeringsmotiver at have fyret Lucy Ward, ungdomsafdelingens samlende figur.

Og heller ikke Sellino ville bruge penge. Han solgte dårligt og købte endnu ringere. Og altid billigere.

Don’t go to bed just yet, er stadig en stående vits blandt Leeds-fans. Det var ordlyden af en officiel tweet fra klubben på transfer-deadlineday i 2014 to timer før midnat. De fans, som blev oppe, kunne notere sig, at klubben nåede at sælge sine to mest lovende angrebstalenter inden klokken blev tolv…

Sellino var i konstante vanskeligheder med skattesager i både England og Italien. Han blev erklæret uegnet som klubejer af The Football League, fik lange karantæner, og fangrupper arrangerede spektakulære demonstrationer for at få ham ud.

Elland Road Leeds United fodboldkultur
Elland Road et et af de efterhånden få, originale stadions for engelske storklubber, som er flyttet i moderne arenaer med plads til 60-80.000 tilskuere. Leeds må nøjes med et halve – til gengæld er der oftest omtrent fuldt på Elland Road, og stemningen er svær at finde tilsvarende andre steder. Foto: Gorm Bjerre

Radrizzani – ung og ambitiøs

Det lykkedes sidste år, da han solgte til landsmanden Andrea Radrizzani, ung og lovende forretningsmand, som på få år blev milliardær ved at handle med tv-rettigheder i sport. Han kendte Sellino fra Miami, hvor han også var flyttet til, men det var stort set også det eneste de to havde tilfælles. Radrizzzani er en snu forretningsmand, som forstår betydningen af pr og respekten for fans og fodboldkultur. Og så er han parat til at lægge penge i foretagenet.

Radrizzani købte først halvdelen og siden hele Sellinos ejerandel, fik handlet endegyldigt af med GFH og købte Elland Road tilbage til klubben. Men hans første sæson blev en sportslig fiasko med Thomas Christiansen som tvivlsomt valg på trænerposten, spanske Victor Orta som tvivlsomt valg til sportsdirektør, en spillertrup strikket sammen af ukendte spillere fra kontinentet og en urealistisk, stram lønpolitik.

Det endte i kæmpe skuffelse for et hjemmepublikum på over 32.000 i snit og ny frustration i fanskaren, men Radrizzani lærte tilsyneladende af sit første år. Og sommeren har signaleret revolution, som sjældent set i West Yorkshire.

Bielsa signalerer nye tider, og de spillere, klubben nu sættes i kontakt med, er ikke ukendte spillere fra serie B og den schweiziske liga. Argentinerens forbindelser gør lejeaftaler med både Tottenham og Manchester City til en realistisk mulighed, og handles skal der:

Bielsas spillestil fordrer en stor trup, den er fysisk og taktisk krævende. El Loco forbereder sig grundigt: Har allerede set samtlige Leeds-kampe fra de seneste tre (!) sæsoner, og han er kendt og berygtet for sine dobbelte træningspas i sæsonforberedelserne.

Hans ry som madman, hidsig, krævende og i stand til at kaste en (godt nok harmløs) håndgranat ud blandt fans, gør ham til potentiel kultfigur i Leeds, hvor man altid har holdt af personligheder, der godt kunne opføre sig aparte, hvis bare de demonstrerede ægte passion.

Det gør Bielsa, og nu vejrer de hårdt prøvede på Elland Road omsider morgenluft og succes. Bielsa er ingen garanti for det sidste, men med ansættelsen sender klubben et signal, fansene har spejdet forgæves efter i snart to årtier:

Ægte ambition. Og revolution.

Amerikansk sport med cruise control

by

Man kan mene, hvad man vil om vores fascination og import af amerikansk kultur: Valentines Day, Halloween og Black Friday har på godt og ondt ændret  både adfærd og indkøbsvaner, men uanset holdningen til kommercialisering og Donald Trump kommer vi ikke uden om, at amerikanerne bare er gode til at skabe rammer. Og de har særlig ekspertise, når det gælder sport, hvilket vi  i løbet af det seneste årti er blevet meget bevidste om på den anden side af Atlanten.

Amerikansk sport fylder rigtig meget i mediebilledet herhjemme, hvor både Viasat og TV2 Sport har importeret henholdsvis football, basket og ishockey til en stor del af sendefladen.

Vi er mange, som lever med, at sport i USA handler om forretning mere end noget andet sted på kloden, og at “hold” ikke er lig med “klubber”, men ansigtet udadtil på “franchises”, som kan købes og sælges, flyttes og omdøbes efter ejernes forgodtbefindende.

Og så er der jo lige den lille ting med tidsforskellen, som gør at størsteparten af kampene i alle sportsgrene foregår på ubekvemme tidspunkt i forhold til et dagjob og familieliv.

Accepterer man den præmis er amerikansk sport bare underholdning på topniveau, og bliver man for alvor bidt af NFL, NBA etc., er de danske tv-stationers dækning ikke altid nok.

For man kan får det hele med cruise control med abonnement på de store sportsgrene, som på mange måder symboliserer vores nye måde at bruge tv på – væk fra flow-tv og over på streaming, når og på hvilken platform, det passer.

Den service har amerikanerne raffineret bedre end nogen sportsudøver på vores kontinent, og derfor er det en ren luksus at følge både en sport generelt og et hold specielt, uanset sportsgren. Faktisk er vi privilegerede i forhold til amerikanerne selv, som eksempelvis ikke har adgang til NFL gamepass på grund af de amerikanske rettighedshavere. Vi styrer det hele via telefon, iPad, PC eller smart-tv, og vi er ikke afhænge i tidstyrani, men kan se hele, når vi har tid og lyst.

Jeg har fulgt NFL løseligt og intensivt gennem 10-15 år, og har dresseret mig selv til se nattekampene dagen efter uden at kende resultatet. Det blev for opslidende at stå op klokken 01.30 for at se Sunday/Monday night football, men jeg kan sagtens se en hel kamp med mine favoritter fra Philadelphia Eagles uden at smugkigge resultatet, når jeg har tid og ro.

Det blev endnu mere besværligt, da jeg også begyndte at interessere mig for baseball efter et adskillige USA ture og hyggeaftener med Boston Red Sox på amerikansk tv i New England. For baseball er bare en langtrækker med 162 kampe af tre timer, og det skal man være fuldtidspensionist at for kunne nå det hele af. Men med MLB TV kan jeg se en baseballkamp i bidder over det meste af en dag, springe en inning eller to over, hvis det kniber og stadig være up to date med det meste. I kyndige hænder på super professionelle kommentatorer, man næsten får et personligt forhold til. Og når man først får lært spidsfindighederne i baseball, de bittesmå ting i duellerne mellem pitcher og batter, er det en fantastisk sport at følge.

Dyr hobby? Tja, NFL Gamepass er prismæssig topscorer med cirka 300 dollars/1800 kr. for et årsabonnement, baseball koster cirka det halve, og det ender med godt et par hundrede kroner om måneden. Eller lidt mindre end det koster at abonnerer på Viasats sportskanaler (som jeg selvfølgelig også betaler for). Men når man ikke betaler for dyre tv-pakker, bliver abonnementerne ganske rimelige, fordi det er services, man rent faktisk bruger.

Symbol på vores nye måde at konsumere medier på. Herunder en introduktion til de tre væsentlige tjenester fra over there. Ishockey er af rettighedsårsager ikke tilgængeligt via streaming i Danmark, her er man til gengæld godt dækket ind af TV2 Sport.

NFL – Football på første klasse

Man kan sidde og svede med diverse pirattjenester og flimrende billedkvalitet – eller man kan hoste op med sine 1800 kroner og få den mest professionelle dækning af nogen sportsgren, som er på markedet.

Viasat gør det glimrende med deres NFL-dækning, men de kan ikke konkurrere med amerikanske kommentatorer og det kæmpe udvalg af supplerende analyser, optaktsudsendelser, historiske film etc. som NFL gamepass leverer via NFL Network, NFL films og NFL redzone.

Sidstnævnte er en enestående måde at følge kampene spillet på samme tid, for man går ikke glip af noget – udsendelsen klipper rundt mellem kampene og viser samtlige touchdowns og afgørende hændelser.

De 1800 kroner er markedets dyreste, men dækker et års abonnement med det hele, draft, preseason og alt det andet. Tidligere kunne kan betale mindre for kun at kunne følge et enkelt hold, men den service eksisterer ikke længere.

Lige nu kan man snuse til tjenesten med et abonnement frem til 1. august hvor man får adgang til alle kampene fra sidste og tidligere sæsoner, NFL Network etc. Men det slutter altså inden, de første preseason kampe forud for den kommende sæson.

Man kan ofte vælge alternative kommentatorspor, og har man tålmodighed til at vente nogle timer efter kampslut, kan man få kampene uden reklamer og i “condenserede” udgaver – dvs. i ren aktiv spilletid. Er man NFL fan er det en tjeneste, man bare skal ha’.

www.nflgamepass.com/en

NBA – basket når det er bedst

NBA har masser af fans i Danmark, og har man ikke nok i Viasats  transmissioner, giver NBA tv en grundig service, hvor man kan se alle kampe uden reklamepauser og supplere med preview, diskussioner, draft etc. Meget prof det hele med fine billeder. Om det er er umagen værd afhænger af interessen, men følger man et bestemt hold, er det investeringen værd. Har ikke prisen på næste sæson, slutspillet koster pt. 500 kroner.

https://watch.nba.com/packages

MLB – Americas game i 162 kapitler

Og så bliver det rigtig nørdet, for hvem interesserer sig for baseball i Danmark? Tja, det er vi altså nogle, som gør, selv om det er hårdt slid, hvis man vil følge sit hold med levende billeder.

162 runder a cirka tre timer plus preseason og evt. postseason og World Series – det kræver en åben kalender, men mindre kan også gøre det. MLB tv leverer varen, som er væsentligt forbedret over de senere år. Ikke blot kan man følge alle kampe – man kan se op til fire på en gang, og hvor kvaliteten tidligere var ujævn, er der nu styr på signalerne, så man får den rene HD kvalitet.

MLB TV ligger som app på Apple tv, men den er også nem at styre fra telefonen. Kampene sendes med kommentarerne fra favoritholdets lokale tv-station, med mindre det er Fox eller ESPN, der sender kampene, hvor man så får neutrale kommentatorer. MLB har den mest favorable pris af alle 116 dollars for hele sæsonen, minus postseason, som skal tilkøbes i oktober for et mindre beløb. Et lille ps, hvis man har ondt i tegnebogen: MLB tv sender hver runde en gratis kamp, som er til at finde i oversigten, og så kan man ligeledes gratis se 10 minutters udgaverne af samtlige kampe på sitet.

https://www.mlb.com/live-stream-games/subscribe