mancave.dk

For mænd i deres bedste alder

Hjem | Artikleserie: Morten’s køkkenhave

Artikleserie: Morten's køkkenhave

Køkkenhaven 7 – bønner og mirakler

by

køkkenhaven - ærter
Joh, den er god nok: Ærterne har spiret, blomstret og sat bælge for anden gang i 2018, så der meget snart er friske ærter i oktober.

Sidste afsnit om året i køkkenhaven.

Vejret har ikke været helt almindeligt i 2018, og det har livet i køkkenhaven så heller ikke udspillet sig af samme grund. Egentlig burde sæsonen forlængst have været ovre, men i slutningen af oktober vokser der stadig squash frem på på planterne, ukrudtet trives alt for godt i varmen, og så har jeg et par afgrøder, som godt har været svære at blive klog på.

Et af dem dyrker jeg i haven for sidste gang:

Sorte bønner.

Planterne lagde flot ud i slutningen af juni (!), voksede sig store i en fart med frodige brede blade og en vækstkultur, som fik planterne med snogede fangearme til at gribe fast om ethvert fremspring i sigte, den spade, jeg havde ladet stå ved beddet, inklusive.

Men så skete der til gengæld heller ikke rigtig mere. Jo i slutningen af september blomstrede planterne, men først nu – mere end midtvejs gennem efteråret – har de første bønner materialiseret sig på stænglerne.

Sorte bønner
Her er de så, de første sorte bønner, som har valgt at stikke næsen frem i uge 43. De skulle skamme sig, skulle de…

Og det forstår jeg ikke et kuk af. Vi har stort set aldrig haft en varmere sensommer/september/oktober og alligevel smøler bønnerne sig først frem nu. Helt ærligt, det var jo ikke vinterbønner, jeg investerede i, men desværre er frøposen blevet væk, og jeg kan ikke, hvornår høstperioden normalt er placeret. Der er stadig blomster på de fleste af planterne, så jeg forventer ikke høst før slutningen af november – om frosten vil. Næste år vælger jeg mere konventionelle bønner…

Ærter for anden gang

Det andet fænomen ligner mest et mirakel: Ærterne, normalt en skrøbelig og sart gevækst, som har det svært med både vejrlig og snyltere, har selvsået og er klar til to anden høstsæson i samme kalenderår.

Det har jeg ligegodt aldrig set før – jeg vidste ikke engang, at ærter var istand til at selvså så effektivt, for normalt er det jo en etårig afgrøde man starter forfra med hvert forår –  men jeg er næppe alene om fænomenet.

For et par uger siden blomstrede ærterne, og nu er de første bælge dukket op. Med lidt held overhaler de de sendrægtige bønner, og så har vi et vaskeægte mirakel, som jeg glæder mig til at nyde godt af: Friske ærter i november.

Ellers nærmer lukketid sig selvsagt for køkkenhaven 2018. Jeg ville ønske, jeg kunne notere en flittig lugning den sidste måned, så jorden nu lå brakklar til vinter, og både Jonathan og jeg kunne gå i arbejdsmæssigt vinterhi. Sådan teer virkeligheden sig desværre ikke, entusiasmen har det med at fordampe, mens året går på hæld, og der forestår mindst én gennemgribende gennemgravning, inden frosten sætter ind.

Men pludselig er der forår igen…

De andre artikler om året i køkkenhaven:

Et ægte far/søn projekt 1

Spire- og lugetid 2

Kunsten at holde jordbær 3

Høsttid 4

The owls are not what they seem… 5

At vande eller ikke vande…6

 

 

Køkkenhaven 5 – the owls are not what they seem

by

Gylp…Skræmmeugler er eftertragtede i øjeblikket, og jeg måtte i tre byggemarkeder for at finde et eksemplar. Nu er han her, kom an solsorte.

Midt i  juni.

Tørke er et tveægget sværd for amatørgartnere: På et tidspunkt når man til vand-eller-forsvind, for lortet kommer ikke til at levere spiseligt uden væske i en måned. Og så er der ingen vej uden om cirka otte gange ti liter vandkandevand hver morgen, hvilket kan klares på cirka et kvarter.

Til gengæld sparer man en del lugetid, for ukrudtet har det heldigvis heller ikke let i heden.

Nåh, det er faktisk den mindste bekymring lige nu, hvor spinaten er afgået ved forstokning, mens der til gengæld er daglige leverancer af salater, squashblomster og saftige spidskål. Det er altsammen en fornøjelse, salaterne ser nærmest ud til at stortrives i brændende sol.

Det samme gør jordbærrene, og her har vi balladen. Dels er vore meget sene jordbærsort alt for tidligt ude med blomster først i juni, hvilket ikke kommer til at befordre det endelige resultat, dels har snylterne allerede haft en fest ved de få planter af tidlige sorter, jeg supplerede bedene med af eksperimentelle hensyn.

De store planer om netbeskyttelse af de røde bær i forhold til glubske solsorte, led en tidlig død, og første omgang gik til fuglene.

Nettene, man kan købe i havecentrene, er både for tynde og for smalle til at passe ind i vores behov. Brugte en formue på pinde, ståltråd og net for blot at se udførelsen forekomme aldeles ufuldkommen: Var det lykkedes mig at gøre beddet med de tre rækker jordbær nogenlunde afsikret, ville jeg have været afskåret fra at luge – eller blot plukke mere end en enkelt gang – hvis ikke jeg skulle være startet forfra.

Men det blev hurtigt en akademisk diskussion. Vores vagtkat, Sacko, blev så glad for at patruljere køkkenhaven, at han viklede sig ind i nettet og rev passende huller i det, så han kunne komme ind og ud. Rimelige krav set med katteøjne, men lidt som at blive slået – helt – tilbage til nul for Jonathan og mig, som kunne høre fuglene gnække i hæk og træer, mens vi rullede de sørgerlige netrester til side.

Dann haben wir andere Methoden, og nu forsøger vi os med en helt anden taktik: En regulær skræmmekampagne.

Min gode ven, kollega og entreprenør Jim er højbedetypen med sirlig haveorden, og han har en kunstig ugle til at vogte over sine bær.

Den taktik havde jeg ikke overvejet tidligere, men det god mening. Ugler, især i gigantstørrelse, er ikke solsortens ven, og selv en helstiv udgave placeret strategisk korrekt burde kunne fjerne appetitten hos selv solsorte, som i ugevis har kigget forgæves efter regnorm i de øverste 10 cm af græsplænen.

Men så stødte vi på et uventet problem: Husholdningens kvindelige overhoved var ikke begejstret for ugletanken – en småborgerlig haverædsel, fnyste hun, inden hun selv kørte i havecenter for at finde alternativer.

Sneglen er meget sød, men skræmmer ikke så mange.

Hun hjembragte en gigantisk havesnegl (!) og en  rotterende dragebi, som fluks kom i aktion. Med begrænset succes, måtte vi desvære konstatere.

Efter de første på dage med røde pletter på de første bær kunne vi notere, at fuglene flittigt og uden at få pulsen ret meget op havde fjernet de reglementerede to-tredjedel af hvert bær.

Roterende fis i kasketten – men begrænset skræmmeeffekt.

Men måske var det dømt til at slå fejl. Jeg mener, hvordan skal en snegl kunne skræmme en fugl? Havde vi været plaget af dræbersnegle, kunne den muligvis have opfyldt en mission, men som våben mod solsorte var den altså ikke til nytte. Og selv om den gul/sort flimrende udgave af cykelmyren Egon  roterer nok så flittigt i vinden, siger den åbenlyst heller ikke fuglene ret meget.

Så nu er det ugletid. Dyret er anbragt, og den kommende uge vil vise, hvad den kan: The owls are not what they seem, som kævlekvinden sagde i Twin Peaks, men det ved solsortene heldigvis ikke.

Øvrige køkkenhavenoter:

  • De høje temperaturer og mange soltimer har givetvis mindsket risikoen for utøj og andre plager for semiøkologiske havebrugere. Jeg husker tidligere problemer med både råd og skadedyr, men bortset fra nogle huller i de yderste lag spidskål, er vi foreløbig gået fri.
  • Varmen har fået kartoflerne til at vokse ujævnt. De første, vi har hevet op af jorden har givet et par store eksemplarer flankeret af nogle bittesmå, hvilket godt nok er træls og ikke videre økonomisk. Vi har ryddet årets høst inden 1. juli, er jeg bange for
  • Squashplanterne nyder godt af varmen og er tidligt udviklede. Blomsterne er en fest og en kæmpegevinst for salatskålen eller til farcering, hvad enten man vælger svinekødsvejen eller en vegetabilsk variant med æg, rasp, små tern af squash/andre grøntsager og revet ost.  Men squashplanter kræver masser af energi, og de skal suppleres løbende med gødning for at kunne udvikle sig tilfredsstillende.
  • Memo til næste år: Salaten skal ikke sås på én gang næste år. Vi kan levere salat til cirka 25 mennesker om dagen lige nu, det ville være rarere at have den fordelt i modningstid over de kommende uger.

køkkenhaven 4 – høsttid

by

Lidt tør tager den sig ud, køkkenhaven efter en halv snes dage uden regn, men tingene gror, og ukrudtet er til at have med at gøre.

Slut maj.

Så nåede vi tidspunktet, Jonathan glædede sig mest til: Den første høst af afgrøderne. Vi har trippet lidt den sidste uges tid og hevet et par kartoffeltoppe op af jorden for blot at konstatere, at det stadig var for tidligt – kartoflerne snyder med deres hurtigt voksende stilke. Fire ærtestore kartofler var det pauvre udbytte for neden. Tilbage til rådet fra min gamle far: Vent med at høste til kartoflen har sat blomst i toppen.

Men vi har heldigvis alternativer – af samme grund satte vi et par rækker spinat i marts, selv om det udløste undrende kommentarer fra husholdningens feminine islæt: Hvad er ideen i alt det besvær for en eller to portioner spinat? Det er jo spist, næsten inden det kommer op af jorden?

Men her er det, den psykologiske faktor ikke må underkendes. Spinaten var først til at spire, og i den har været køkkenhavens opmuntrende afgrøde, når lugeriet og rugbrødsarbejdet har været mest træls. Fordi vi kunne se det gro, gro godt og sundt, og fordi de irgrønne spinatblade bare illustrerer alt det gode ved at dyrke sine egne grøntsager.

Så igår plukkede vi for første gang til en rå spinatsalat med gratineret gedeost på brødcroutoner. Et stort øjeblik, men selvfølgelig kun overturen til de kommende uges høstfest: Udover kartoflerne er også ærterne godt på vej, salaten er klar inden for en uge eller to, og så har de tidligste jordbærplanter (Sonata) sat blomster.

Det hører med, at den første høst faktisk er over en uge gammel. Men vinrabarberne stod også i græsplænen, før vi gik igang, den mest taknemmelige og vedholdende afgrøde, man kan arbejde med. Jo mere man plukker, jo mere skyder op af jorden.

 

Jeg smider et kilo rabarberstilke skåret i små stykker i ovnen med 600

gram syltesukker, en flækket vanillestang, nogle skiver frisk ingefær og et par stjerneanis. Lader det hele mørne ved 180 grader i cirka en time (så rabarberstykkerne beholder formen nogenlunde), hælder saften i en kasserolle og koger den ind til tyk sirup. Blander med rabarberstykkerne og fylder på patentglas til fremragende syltetøj og perfekt tilbehør til alt fra frikadeller til lammebov de næste mange måneder.

Men det er en helt anden snak.

Jonathan og jeg er enige om, at vi mindst et par gange i løbet af sommeren skal konstruere et komplet måltid af egen avl. For som han siger, kommer der et zombieangreb eller anden bilateral katastrofe, er det en klar fordel at være selvforsynende med fødevarer.

More to follow…

 

Køkkenhaven 3 – kunsten at holde jordbær: Fuck jer, solsorte!

by

indtil videre går det meget godt – de spinkle malvina jordbær er sat i jorden, vi vander dem flittigt, og de fleste af planterne har sat blade. Balladen har vi først, når der kommer røde bær, og solsortene rykker ud.

Midt i maj.

Det er så oplagt og så alligevel: Det første vi besluttede os for, helt sikkert skulle være i køkkenhaven var jordbær. For mens Jonathan med sine 15 år ikke lider af romantiske flæbeforestillinger om gamle kolonihaver med friskplukkede jordbær serveret på træborde betrukket med storblomstrede duge, er udsigten til egne jordbær lige uden for døren svær at frasige for både ung og ældre.

Så selvfølgelig skal vi have jordbær.

Selve beslutningen er imidlertid det mindste: Kunsten at holde jordbær på en matrikel i Viby J er forbundet med adskillige udfordringer og benspænd,  nogen nem opgave er det langtfra. Ved jeg af erfaring.

Jeg har tidligere forsøgt mig i disciplinen, og skal jeg være helt ærligt blev jeg latterligt udstillet, magtesløs og fuldstændig til grin. Af den lokale flok lømler i af solsort-racen, som lystigt åd sig igennem hvert et bær stort set uden at løfte en fjer.

Det første år forstod jeg ingenting. På vej til arbejde om morgenen kunne jeg konstatere, at de mange halvmodne bær sikkert ville ende med en skålfuld fuldmodne af slagsen sidst på dagen – for blot at konstatere, at der alligevel ikke var et eneste modent bær i haven ved aftentid.

Jeg tænkte først, at det måtte være unger på vejen, som havde hugget jordbærene, det gjorde jeg vidst selv en gang eller to i de yngre år. Men en dag overlistede jeg så en solsort ifærd med at hakke sig igennem de røde pletter på de endnu ikke plukmodne bær

Det udløste et sjældent raseri, og herefter prøvede jeg alt: Mig selv som fugleskræmsel, diverse kasteskyts, fuglenet, som jeg selv kravlede storsvedende rundt indenunder i bagende sol, mens fuglene bare landede på det, trykkede et i bund og åd mellem hullerne – intet afskrækkede solsortene, som tydeligvis lo mig lige op i ansigtet.

Efter to sæsoner gav jeg op. Straffede fuglene ved at hive jordbærplanterne op. Så kunne de få det for det.

Men nu er vi her altså igen, og denne gang skal det være. Og forberedelserne er grundige, jeg  har investeret i rigelige net og pænt høje pinde til at sætte det op med, når vi når den kritiske høstfase. Og så har vi et hemmelige våben: Vores snart et år gamle kat Sacko, som nok skal jage en skræk i livet på fjerklædte, som lander uden tilladelse på hans territorium.

Inden vi kommer så langt er jordbærplanterne omhyggeligt valgt ud. Vores primære sort er malvina, en relativt ny jordbærsort herhjemme, men som mange andre vellykkede krydsninger i det sidste årti er det et jordbær, der er kommet for at blive. Malvina sætter først bær, når stort set alle andre sorter har lukket sæsonen, et stykke inde i august. Til gengæld er bærret mørkt, saftigt med masser af sødme, særdeles velegnet til syltning med mere, hvis der er flere end man kan spise i rå tilstand.

Bærrene er hentet på Samsø hos altmulig-grønt og frugt-guruen Niels Winter, som leverede planterne i meget spæd tilstand. Vi borede små huller i jorden med 30 cm’s afstand og fordelte cirka 15 planter på to rækker, men syntes ikke rigtig, det var nok.

Så jeg faldt over både en stribe klassiske Zenga Zengana, der også er sen, men ikke så sen, og den noget yngre Sonata, som leverer bær før de to øvrige. Så skulle vi være dækket ind.

Jordbærene er vokset pænt i majsolen, især vi husker at vande dem, og næste øvelse bliver opsætning af nettet. Det bliver først i sidste øjeblik, for det skal naturligvis tages af og på under både lugning og plukning.

Ingen har sagt, det skulle være nemt, fuglene snakker allerede om bærrene oppe i træerne, men vi er klar til årtusindets kamp om de røde bær: Fuck jer, solsorte.

Klar til kamp: Sacko har indtaget sin position i dække af den første rabarber . Når jordbær og solsorte mødes senere på sommeren er der fri jagt.

Køkkenhaven 2 – spire- og lugetid

by

Med min hakke, min skovl og min…rive. Det er hårdt, dagligt arbejde at holde køkkenhaven jævn og fri af ukrudt i sidste halvdel af foråret.

En ting er at planlægge sin køkkenhave en mørk aften i februar med buldrende ild i ovnen og bundfrossen jord udenfor. Noget andet er de daglige forpligtelser, som følger med, når man når halvvejs gennem foråret,  og ikke blot de første frø begynder at sætte spirer, men også ukrudtet vågner op til dåd ovenpå vinterdvalen.

Så bliver det pludselig hårdt, vedvarende arbejde, og så kan man gribe sig i at tænke: Jeg orker det ikke.

Spinaten er første grøntsag, som stikker næsen op af jorden i april.

Så langt er vi langtfra nået, for spiringstiden repræsenterer også den første belønning for indsatsen. Vi kan se spinaten stikke de grønne spidser op, de første ærteplanter er også brudt igennem og kartoflerne har også nydt godt af de varme dage i midten af april.

Men som jeg har forklaret Jonathan, har vi nået tidspunktet, hvor køkkenhaven kræver daglig pasning for ikke at komme ud af kontrol.

Selv om vi rensede overfladen fore tre uger siden, lever ukrudtet i bedste velgående under jorden med lange, genstridige rødder, som nu begynder at sætte skud i vejret. Og de skal bare holdes nede med hård hånd.

Her er det selvfølgelig rart at være to, og specielt at være ham, der kan dirigere og lede arbejdet :). Skuffejernet er en fantastisk opfindelse, men det kræver lidt rutine og håndelag at få det til at makke ret, så det kun er ukrudtet og ikke de planlagte vækster, der ryger væk.

Jeg brillerede ved at sætte foden oven på gulerodsspirerne, da jeg skulle demonstrere den korrekte lugeteknik, men vi har besluttet at være large med fejl og mangler i denne første sæson. Vi får, hvad vi får, men stiller ikke krav mængden endnu, for det skal jo være sjovt.

Og så er vi slet ikke færdige med at så eller plante. Vi har købt frø med både gammeldags, røde bladbeder, kravlebønner m.m, som først må komme i jorden, når den har nået 10 grader. Stikker man et termometer i jorden? Vi venter en uge eller to ind i maj, inden vi sår igen. Vi venter også på jordbærplanterne fra Samsø, de kommer til at kræve særlige forholdsregler i forhold til den frække flok af solsorte, som holder til i haven. Mere herom senere.

Første kapitel om køkkenhaven

Køkkenhaven – et ægte far/søn projekt

by

– Far, kan vi ikke lave en køkkenhave igen, spurgte min søn på 15 for et par måneder siden. Jeg studsede lidt. 15-årige tænker muligvis på botanik, men plages sjældent af trangen til at rive, kultivere og luge i det fri, med mindre det foregår under tvang. Eller det sker under forudsætning af store, kontante udbetalinger.

Så mine egne undskyldninger var ikke værd at hive frem. Jeg bøvlede med cirka 50 kvm køkkenhave de første 10 år, vi disponerede over vores nuværende matrikel, men lod græsset gro over, da det ikke længere gav mening at kombinere nyttehave med mit daglige arbejde.

Bekvemmelighed, intet andet – for hvad kan være vigtigere end at bruge 10+ timer om ugen på at pleje og fremavle egne fødevarer?.

Nu kunne jeg ikke være andet end rørt over, at knægten havde lyst til at genopdage glæden ved egen nyttehave. Så vi gik igang med et ægte far/søn projekt, som jeg blogger om med regelmæssige intervaller, så ingen af os pludselig opgiver at fuldføre opgaven.

Sådan var udgangspunktet. En bar græsplæne, som nødvendigvis måtte skalperes, inden vi kunne komme videre.

Første etape, i slutningen af marts, var den mest arbejdskrævende. Græsplænen skulle ryddes, den havde fået godt fast i den tidligere nyttehave, og der var ingen vej udenom at skrælle det øverste jordlag af og køre det væk. Vender man græstørv i forfængeligt håb om, at græsset visner og forsvinder, når det ligger på ryggen, venter der en grim overraskelse et par uger senere. Så meget lærte jeg af min forrige periode som fritidsgartner. Græs er uhyre genstridigt og sejlivet, så vi tog den hårde tørn med at fjerne de øverste 5-10 cm af jordstykket og køre græstørvene med trillebør ned i krattet den anden ende af haven. Det sidste var det hårdeste, og hold da op hvor fylder 50 kvm. græstørv meget. Det blev faktisk til en mindre jordvold, som jeg bare håber regner ned og flader ud med tiden.

Med skovl og med spade… Jonathan tog hårdt fat, og ved fælles hjælp og intensivt slid, var vi færdige på fire timer.

Når to mænd graver i fem timer (som der stod i de gamle regnebøger) er opgaven pludselig løst, og så stod vi med et (omtrent) renset stykke jord, nogle centimeter under havens øvrige overflade. Det betyder faktisk ikke noget, forsikrede de sagkyndige mig, jorden løfter sig igen, og haven har som udgangspunkt god, ikke for lerholdig jord.

Men gødning skulle der jo til, så vi besluttede os for at tilføre en halv ton kompost fra genbrugsstationen, hvor den slags omtrent smides i hovedet og på ladet for ingenting. 160 kroner for en trailerfuld næringsrig jord iblandet både muld og sand.

Jeg har ingen trailer, men vi fik kontakt med Villy, Villy skrald blandt venner, en elskelig pensionist som ikke gider sidde stille, men hjælper 10-tommelfingrede som mig med praktiske opgaver, som for eksempel at køre haveaffald den ene vej og kompostjord den anden.

Næste skridt var gødning. 600 kilo muldjord fylder ikke meget på overfladen, men æltet ind i jorden, tilførte komposten jorden den nødvendige næring.

600 kilo jord lyder af meget, men det fylder faktisk ikke alverden, når det først er spredt ud. Nu skulle det blandes med jorden, ja æltes grundigt med greben, for vi havde ingen havefræser til at gøre det sure arbejde. Det føltes imidlertid som en tur i parken efter det hårde slid med græstørvene, og blot en times arbejde senere var haven faktisk klar til brug.

Eneste uberegnelige faktor: Vejrlig. Ikke for første gang viste det danske forår sig fra sin excentriske side, og dagen efter vi havde gravet jord i solskin, lå køkkenhaven nu dækket af tøsne. Det gav en timeout, som måske viste sig udmærket anbragt, for den gav os tid til at overveje, hvad der skulle i jorden.

Stykket var født med lidt rabarber, men selvfølgelig ville vi have nogle jordbærplanter til at supplere grøntsagerne. Kartofler, spinat, ærter, bønner, salat, persille, gulerødder og porrer var vores første prioritet.

Læggekartofler og jordbærplanter får vi fra vores gode ven og grøntavlsforhandler fra Samsø, Niels Winther, som i over 25 år har leveret de bedste råvarer til torvemarkedet på Ingerslevs Boulevard i Aarhus og de senere år også i Vejle.

Nattefrosten forsinkede kartoffelsætningen, men Niels foreslog os at kombinere de traditionelle læggekartofler med eksemplarer, som allerede har fået en lille stok. Sorten er ikke så afgørende for en lille produktion i egen have, vi planlægger ikke at samle forråd til vinteren, men vil bare gerne have nye, små kartofler i sommermånederne, og så er alle kartoffelsorter velsmagende og gode.

Første sådag blev idag, en strålende solskinsdag, hvor vi spandt snor ud mellem to pinde, trak en streg i jorden, vandede den og strøede ærter og frø ud i passende mængder som anvist på frøposerne. Det lyder af ingenting, men det tager faktisk tid. Et par timer gik det med at sætte kartofler og fire rækker grønt. Vi havde også nogle krydderurter, som skulle plantes ud i krukker med muld, et af de bedste forårstegn for mig, for så glæder jeg mig usigeligt til at lave mad under åben himmel med uanede mængder af krydderurter til rådighed.

Så var vi fremme ved det sjove: Såning. Mere delikat arbejde, hvor frø og ærter omhyggeligt skulle sættes med centimeters mellemrum. Og med passende eftervanding.

Køkkenhaven 2 – spire- og lugetid