Italiensksprogede tv-serier har det ikke let på det internationale marked, men Gommorah, baseret på handlingen i spillefilmen af samme navn, er heldigvis en markant undtagelse. Sky har pumpet penge i serien, der som den første italiensksprogede har fået et publikum på begge sider af Atlanten.
Ikke ufortjent: Gommorah beskriver dagligdagen i low-life Napoli, en mafiainficeret storby domineret af moralsk og socialt armod. Serien er uden helte, uden sympatiske karakterer, men alligevel nuanceret i personskildringen, så man får lidt forståelse for hovedpersonerne, selv om man ikke kommer til at holde af dem.
Det går hårdt for sig: Gamle, unge, kvinder og børn, koner, kærrester, sønner og døtre ofres uden betænkningstid i en lavere sags tjeneste, og hvis nogen følte sig tiltrukket af det romantiske liv i organiseret narkokriminalitet, som det ofte fremstilles i andre film og serier, bliver fascinationen effektivt tilintetgjort her.
De gennemgående figurer er tvangsindlagt til at følge en skæbnebestemt livsrute, og den ender med garanti ikke lykkeligt. Serien er vemodigt filmet i noir gråligt lys, med ledsagende, dyster underlægningsmusik. Hovedrolleindehaverne, for os ukendte italienere, gør det fremragende. Fortløbende handling om fordeling af narkohandlen og indbyrdes stridigheder de forskellige mafiagrupper imellem er sindrigt velkonstrueret, men det er karaktererne og deres udvikling gennem nu tre sæsoner, der er seriens store styrke.
Serien har været under kritik for både at forvrænge og forsimple billedet af mafiaens greb om Napoli – det kan af gode grunde være svært at vurdere på 2500 km’s afstand, men romantisering er der bestemt ikke tale om.
Med andre ord: Ingen feel-good serie, men næsten umulig at slippe, når man først er stået på.
Bedømmelse: 8/10
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
