• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hjem
  • English Articles
  • Kontakt
  • Om

mancave.dk

For mænd i deres bedste alder

  • Mad/Vin
  • Film/Serier
  • Sport
  • Rejser
  • Tech/Gadgets
  • Fritid
  • Room 217
  • Artikelserier
Hjem | Film/Serier

Film/Serier

Træt af romantiske komedier? Det er vi flere, som er, til gengæld vil vi gerne bidrage med gode tips om både film og serier, som vi har gravet ud på streamingtjenesternes indviklede søgesystemer.

Ozark, Netflix – endnu en serie, som bare skal ses

8 november 2018 by Morten Guldberg

Mary Byrde (Jason Bateman) er på hårdt arbejde i Ozark – blandt andet skal han holde styr på 20-årige Ruth (Julia Garner), der som udgangspunkt er utilpasset vanekriminel, men også et forretningstalent, som klarer usædvanlige udfordringer. Foto: Jessica Miglio/Netflix

Søvnige Missouri  i Bibelbæltet lægger geografi til en af de øjeblikkeligt mest fascinerende tv-serier, Ozark. Det var også her Sharp objects foregik, og det er ikke nødvendigvis et sted, man får lyst at rejse hen – til gengæld er det perfekt som basis for fiction i den mørke genre.

Seriegenren bliver ved at finde nye måder at forny sig selv på. Og selv om temaer og plots sjældent er originale, men oftere og oftere bygger på gennemtestede publikumstræffere, kan de sagtens både underholde og være relevante.

Ozark er et fint eksempel. Faldt over den ved en tilfældighed, blev straks grebet, og 20 afsnit senere er det min øjeblikkelige favoritserie. Også selvom plottet lyder som en kliché:

Marty Byrde, forbilledligt underspillet af Jason Bateman), er en røvkedelig finansrådgiver i Chicago, hvor han – lettere tilfældigt – er kommet undervejs med at hvidvaske penge for et mexicansk narkokartel. Han lever et kedeligt liv med to teenagebørn og en kone, som har en affære, han via privatdetektiv har afsløret med en eksplicit videooptagelse.

Pludselig ramler alt sammen: Narkobosserne finder ud af, der bliver svindlet med pengene, og det fører til kontant afregning, hvor Marty akkurat slipper med livet i behold takket være et tilfældigt tip, han just har fået. Han lover at vaske endnu flere millioner dollars, hvis han får lov at flytte til Ozark, et søvnigt hillbilly kystområde i Missouri.

Han får en sidste chance, river familien op med rode, og mens skakuret tikker utålmodigt (narkobosserne er ikke kendt for tålmod), slår han sig ned i komplet fremmed (og ikke videre venligtsindet) miljø, hvor han med både gangstere og FBI i hælene skal finvaske narkopenge ved at investere dem i lokale virksomheder. Blandt andet et motel, en stripbar og en bedemandsforretning. Og huset, de køber omtrent ubeset, er inklusive en gammel mand, der er ved at dø af lungekræft, men stadig elsker at nøgenbade.

Ozark
Det er ikke nemt for familien Byrde at leve et normalt liv, når en narkogangster – eller FBI-agent – hele tiden venter i døren. Foto: Jessica Miglio/Netflix

Alting foregår under ekstrem stress. Marty får aldrig ro, og hver gang en ny krise viser sig, må han finde på udveje, som kun øger presset på ham. Ufrivilligt trækkes han dybere og dybere ind i alvorlig kriminalitet, ikke ulig Walther White i Breaking Bad, forskellen er, at Marty forbliver en forsigtig talmand, som taler sine omgivelser til fornuft, og aldrig selv bliver hverken slagsbror eller gangster.

Begge dele er der rigeligt af omkring ham.

Ruth har flere ressourcer end ventet

Det kommer der forunderlig meget interessant tv ud af. Først og fremmest folder figurerne sig ud, som serien skrider frem. Ikke bare Marty selv, men også hans kone Wendy (tre gange oscar-nominerede Laura Linney), og søn og datter, som ikke uden videre accepterer at blive tvangsforflyttet uden forklaring. En lige linje fra Sopranos – hvordan man opretholder et nogenlunde normalt kernefamilieliv samtidig med, at man driver en højkriminel, højrisiko forretning.

Paradoksalt nok tømrer den utålelige situation – risikoen for narkohenrettelse time for time – familien tættere sammen, og Wendy hjælper til med at få de stadig mere ambitiøse investeringer til at glide ned hos lokale forretningsfolk og politikere.

Noget helt almindeligt miljø er familien ikke havnet i. Her er homoseksuelle FBI-agenter med temperamentproblemer, vanekriminelle og småsvindlere, redneck-heroinhandlere, og frikirkepræster, som prædiker fra en speedbåd på søen.

Den sammensatte folklore skaber dynamik i handlingen og tilfører masser af spændende figurer. Først og fremmest 20-årige Ruth (Julia Garner), en lavkriminel trailer/trash pige med puddelhår og et yderst konsekvent sprogbrug. Hun ender som en af Martys betroede og afslører stadig flere talenter og et slet skjult ønske om at bryde med både social arv og den kriminelle løbebane, hendes usympatiske far har udstukket for hende.

Hun udvikler sig til at blive seriens mest interessante figur, og to sæsoner henne har vi hverken styr på hende eller resten af persongalleriet i forhold til næste benspænd. De kommer hele tiden, ro bliver der aldrig, selv om tempoet er trukket en smule ned i sæson 2.

Det går ikke ud over kvaliteten, og efter gode anmeldelser og pæne seertal, er Ozark fornyet til foreløbig sæson 3, som kommer næste år. Forinden vil det være en undladelsessynd af de større, at misse de første to gange 10 afsnit.

Bedømmelse: 7/10

Andre tv-serier, som ikke er til at undvære

 

 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier, Lige nu Tagged With: tv-serier du skal se

Making a Murderer – sæson 2 Netflix

31 oktober 2018 by Morten Guldberg

Making a Murderer: Part 2
Kathleen Zellner (th) har fået 19 uskyldigt dømte frikendt gennem karrieren, og hun fører nu Steven Averys sag. På billedet taler hun med Stevens mor, Dolores. Foto: Netflix

Opfølgningen på Making a Murderer er en must see for alle, som prøver at forstå Donald Trumps USA og de til tider bizarre mekanismer, som dirigerer det amerikanske samfund.

Første sæson af Making a Murderer, en såkaldt Netflix original, udløste en orkan på sociale medier: Dokumentaren om Steven Avery, der først blev frifundet efter at have afsonet 18 år for en voldtægt, han ikke begik, og siden dømt livsvarigt fængsel for et mord på en ung kvinde, Teresa Hallbrock,  i Wisconsin han måske heller ikke begik, nåede hele vejen op til daværende præsident Barack Obama med krav om løsladelse.

Det ønske kunne Obama ikke imødekomme, først og fremmest fordi USA’s forfatning ikke tillader en præsident at omstøde kendelser, der vedrører lovgivning i enkeltstater, men sagen sluttede langtfra med endnu et appelafslag i slutningen af første sæson.

Sæson 2 dækker opfølgningen de seneste knap tre år, hvor advokater slås for både Steven Avery og hans nevø Brendan Dassey, der som 16-årig blev dømt som medskyldig i voldtægt og mord på Teresa Hallbrock i 2006.

Og lad det være sagt med det samme: Man sidder ikke tilbage med ret meget feel good fornemmelse efter at have martret sig igennem de cirka 10 timers møjsommeligt fortalte, nye kapitler i en amerikansk tragedie. Det betyder ikke, at den skal springes over, tværtimod. Den nye sæson – sammen med den første – giver et indblik i samtids-USA, på den barske måde. Det er nyttig viden i forhold til at forstå, hvad der i øjeblikket sker i Amerika, og hvordan det i alverden kan lade sig gøre: At lade virkeligheden forme sig i forhold til holdning, forudtagenhed og overbevisning snarere end fakta.

Men serien efterlader uforløst indignation og en ubehagelig følelse i maven, som næppe fortager sig i en håndevending. Så er der advaret.

Making a Murderer – Katheen Zellner arbejder målrettet på at pille anklagemyndighedernes bevismateriale fra hinanden med hjælp af eksperter i forensic science. Foto: Netflix

En ægte hardass

Andens sæsons centrale figur er forsvarsadvokaten Kathleen Zellner. Hun tog Steven Averys sag i 2016, og hun er ikke just nogen hvemsomhelst. Hendes speciale er uretsmæssigt dømte, og hun har vundet knap en snes profilerede sager, hvor blandt andet morddømte er frikendt efter domme baseret på på uholdbare indicier eller falske vidnesudsagn.

Zellner er selve inkarnationen af den ægte, hardass, no bullshit, modne amerikaner med kompetence og tilstrækkelig moralsk indignation til at kæmpe mod systemets fejl og mangler. Hun er knap 70 år og har taget Averys sag på egen regning. Fordi hun er overbevist om, at han er uskyldig og et offer for grov manipulation af politi og retsvæsen i Wisconsin.

Når jeg siger ja til en sag, er det eneste jeg kræver af min klient, at han taler sandt, når han påstår sin uskyld. For taler han ikke sandt, finder jeg ud af det. Og så er det værst for ham, siger hun på et tidligt tidspunkti forløbet.

Igennem serien efterprøver  hun systematisk tekniske beviser og vidneudsagn fra retssagen i 2006. Hun piller ikke bare beviserne fra hinanden, hun bekræfter også konklusionen i første sæson, at det lokale politi og retsvæsen manipulerede og forfalskede bevismateriale og aldrig interesserede sig for andet end at sætte Steven Avery bag lås og slå. Med et åbenlyst motiv: De samme mennesker var ansvarlig for Averys første, omstødte dom, som kunne have resulteret i en trecifret millionerstatning. Hvis ikke Avery var dømt i en ny sag.

Zellner konkluderer, at centrale vidneudsagn var falske, andre blev undertrykt, at Hallbrock ikke blev dræbt på Averys grund, og at nært familiemedlem til den dømte, er den mest oplagt skyldige i den bizarre mordsag.

Det er på samme tid fascinerende og bedrøveligt at følge Zellners arbejde som den veluddannede, ressourcestærke advokat på besøg i trailerland.

Avery og hans familie er bunden af det amerikanske samfund. Little people, white trash, som få har noget tilovers for, færre tildeler nogen form for troværdighed.

Skrothandel og trailers, næsten ingen penge og endnu færre ressourcer til at forsvare sig selv eller stille krav. Stevens næsten 80-årige forældre humper afsted i deres sølle hverdag og tager de tre timers køretur til fængslet for at besøge deres søn. De tror på hans uskyld, men forventer ikke hjælp af systemet.

Kathleen Zellner indgyder håb, men hun er også oppe mod et system, som ironisk nok blev gjort langt sværere at udfordre tilbage under Bill Clintons præsidentperiode. Her blev appelmuligheder minimeret som følge af terrorfrygt, og det gør det næsten umuligt at få omstødt eller bare prøvet domme som Averys.

16-årig med IQ på 81 fik livsvarigt

Sideløbende med Zellners arbejde følger serien andre advokater, som arbejder for en ny retssag for Brendan Dassey. Han sidder i fængsel på 12. år, dømt alene på en tilståelse politiet pressede ud af ham. Brendan, 16 år med en IQ på 81 tilstod over tre timer en forbrydelse, de afhørende betjente ridsede op for ham. Sagen går over endeløse appelinstanser, men de øverste, juridiske myndigheder i Wisconsin accepterer hverken et eller to nederlag i bestræbelserne på at få ret og holde den nu 29-årige Brendan bag tremmer i mindst 30 år endnu.

Hadefulde menigmænd

Måske er det mest uhyggelige i Making af Murderer  – som holder samme tone i billeder og underlægningsmusik som første del – ikke hverken korrupte betjente eller kyniske anklagere.  Rigtigt uhyggelige er de hadefulde mennesker, som skriger “guilty” og “I’ve got to bullits for them” ud af nedrullede bilruder, amerikanere med samme forvrængede ansigter, som man dagligt kan opleve udspy galde og racisme på sociale medier i Trumps USA, en nation blottet for sammenhængskraft.

Making a Murderer – Steven Avery med sine forældre på besøg i fængslet. Foto: Netflix

Mennesker for hvem, nationens grundlæggende principper om ordentlighed er blevet ligegyldige: Det vigtigste er, at få nogen dømt for noget, mellemregningerne, “sandheden” gider man ikke beskæftige sig med, hvis ikke kommer på tværs. En primitiv logik, som kostede mangen en sort amerikaner livet, dengang et reb og træ udgjorde lynjustits, når pøblen tog loven i egen hånd. Tankegangen lever fortsat.

Som iagttager  på afstand er den største undren, reaktionen fra Teresa Hallbrocks familie. De kæmper indædt for at holde Steven og Brendan bag tremmer og for at undgå en ny retssag. På trods af, at man under alle omstændigheder må have begrundet mistanke om, at der ikke blot sidder to uskyldige i fængsel, men at Teresa Hallbrocks morder stadig går fri. Jagten på retfærdighed? Den ligning går ikke op. Forhåbentlig bliver der materiale til en tredje sæson.

Har man mod på mere af samme slags er en anden doku-serie, Døden på trappen (the staircase), en slags parallel serie, blot i et andet, socialt miljø.

Vurdering: 8/10

Andre tv-serier. som ikke er til at undvære

 

 

 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier, Lige nu, Room 217 Tagged With: true crime, tv-serier du skal se

Better call Saul, Netflix OPDATERET

23 oktober 2018 by Morten Guldberg

Better Call Saul
Better Call Saul  – fjerde sæson lever ikke blot op til de foregående, men føjer nye nuancer til både Jimmi/Saul (Bob Odenkirk) og Kim (Rhea Seehorn)  foto: Michele K.Short/Netflix

Spinoff serier har oftest begrænset succes, både kunstnerisk og kommercielt, men Better Call Saul er en behagelig undtagelse.

Da Breaking Bad sluttede var der simpelthen for meget godt til helt at stoppe for seriens ophavsmand Vince Gilligan. Så han skabte en prequel med sidefiguren Saul Goodman (Bob Odenkirk) med en handling i samme geografi (New Mexico), hvor vi får fortalt forhistorien for den hurtigtsnakkende, lurvede advokat.

Flere af de andre birollehavere fra Breaking Bad er også med, mest iøjnefaldende den sagtmodige eksbetjent Mike Ehrmantraut (Jonathan Banks).

Better call Saul er et vægtigt argument for seriemediets potentiale. For her kan fortælles en sidehistorie med ligeså meget tålmodighed og detaljerigdom som hovedhistorien, og selv om vi (nogle af os) godt ved, hvordan det siden går for hovedpersonerne, at vi er vidne til en moderne, græsk tragedie, gør det ikke rejsen mindre fascinerende.

Den underfundige, underspillet humoristiske fortællestil er intakt fra Breaking Bad, det samme er antallet af skruppelløse narkogangstere.

Og så udgør Jimmis (hans rigtige navn, som først skifter til Saul på et senere tidspunkt) veninde og skytsengel Kim Wexler i Rhea Seehorns skikkelse et særligt kapitel – en af de kvinder, som uden just at ligne en fotomodel er uforklarligt attraktiv – og rummer en urundgrundelig figur, som vi stadig har til gode helt at have styr på.

Fjerde sæson Better Call Saul, som nu er tilgængelig i fuld udstrækning på Netflix, starter lidt sløvt, men ender med at være fuldt på højde med de foregående. Vi får flere lag lagt på det mærkværdige forhold mellem Jimmi og Kim, Mike bliver en nøglemedarbejder for den lokale narkobaron, og så rummer sæsonen nogle enestående monologer, som kunne bruges i undervisningsøjemed i både kommunikation og salg.

Bob Odenkirk er en fremragende skuespiller, og han har ligeså dygtige manuskriptforfattere til rådighed. I pressede situationer tyr han til sit endegyldige våben: The sale pitch, som få mestrer på tilsvarende niveau. Sæson 4 rummer specielt to ubetalelige eksempler:

På et tidspunkt søger Jimmi job hos et lille firma, som forhandler kopimaskiner, og på et minut eller to demonstrerer han med tale, lydeffekt og kropsbevægelser (han emitterer en kopimaskine), hvorfor netop dette apparat er en virksomheds centrale omdrejningspunkt, et hjerte og en puls, som får det hele til at fungere. Jimmi får tilbudt øjeblikkelig ansættelse.

Den anden er Jimmis hjerteskærende argumentation i retten for at få sin autorisation som advokat tilbage. Den efterlader ikke et øje tørt, men som ofte før er det Jimmis sans for at bruge følelser som argument, snarere end argumenter fra hjertet han leverer. Se og lær…

 

Bedømmelse: 8/10

Andre tv-serier, som er svære at undvære

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier, Lige nu Tagged With: tv-serier du skal se

Billions, HBO Nordic OPDATERET

23 oktober 2018 by Morten Guldberg

Foto: HBO Nordic

Damian Lewis og Paul Giamatti er perfekte valg til hovedrollerne i sagaen om hedgefondene, Wall Street spekulanterne og systemets til tider moralsk anløbne jagt på de store spillere.

Lewis (kendt fra blandt andet Homeland) spiller Bobby Axelrod, den delvist samvittighedsløse, stenrige spekulant, Giamatti (Sideways, Cindarella Man) er Chuck Roades, systemets mand, der jagter ham, statsadvokat og udspekuleret som bare helvede, sadomasochist og gift med milf-silden Wendy (Maggie Siff/Sons of Anarchy), der pudsigt nok arbejder som virksomhedspsykolog for førstnævnte.

Damian Lewis i Billions. Foto: HBO Nordic

Forvirret? Så bare vent, indtil du skal bestemme dig for, hvem du holder med. Det står stadig åbent i tredje sæson, kampen mellem de to hovedpersoner spidser til og et interessant kavaleri af bipersoner spicer handlingen op – ikke mindst  naturtalentet udi investeringstaktik, Taylor Mason, spillet af den kønsneutrale Asia Kate Dillon, som vistnok er den første til at repræsentere “det tredje køn” på mainstream amerikansk tv. John Malkovich har også en lille rolle i sæson tre som russisk oligark.

Billions er en fascinerende rejse i en verden af penge, magt og begær, som nok forekommer bizar, men ikke desto mindre sikkert rammer foruroligende plet i forhold til virkeligheden anno 2018. Jeg holder med Damian Lewis, ikke bare fordi han er en fantastisk skuespiller, men også fordi Giamatti er så rotteagtig usympatisk, selv om han på papiret repræsenterer the good guys.

Tredje sæson, som nu er tilgængelig i fuld udstrækning, byder på et handlingsmæssigt stilskift, hvor det ikke længere er Chuck mod Bobby, men hvor de to hovedpersoner midlertidigt bliver allierede i kampen mod fælles fjender. Det kræver lidt abstraktion, for hele seriens præmis er pludselig ændret. Omvendt åbner det for nye perspektiver og alliancer, og så er der rigeligt med dumme svin til, at spændingsniveauet holder og appetitten på sæson fire forbliver intakt.

Konge-replikskiftet er, da Bobby diskuterer et muligt nederlag i den forestående retssag mod ham og de økonomiske konsekvenser af samme med sin fraseparerede hustru Lara. Bobby har talt de midler sammen, som staten ikke kan røre, penge som vil være til overs til de to at klare sig igennem tilværelsen for, hvis det værst tænkelige skulle ske: I omegnen af en halv milliard dollars.

Lara vender det hvide ud af øjnene i forfærdelse, og i et sjældent øjeblik af enighed udbryder parret: Det er slet ikke nok…

Billions hører til tv-seriernes not-to-miss.

Bedømmelse: 8/10

Andre tv-serier, som er svære at undvære

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier, Lige nu Tagged With: tv-serier du skal se

The Staircase (døden på trappen) Netflix

10 september 2018 by Morten Guldberg

True crime: The Staircase leverer endnu et foruroligende indblik i USA’s aparte retssystem, hvor jagten på sandheden ikke betyder nær så meget som trangen til at vinde. Koste hvad det vil…

True crime og drama-documentation genren er et kapitel for sig blandt tv-serier, men når virkeligheden overgår fiktionen, bliver man grebet af en fortælling og tvangsindlagt til at følge den den til ende uden stop, 13 afsnit af tre kvarter eller ej.

En sådan serie er The Staircase eller Døden på trappen, som den er oversat til på det danske Netflix.

Et fransk filmhold fik at lov at følge retssagen mod forfatteren Michael Peterson, som i begyndelsen af årtusindet stod tiltalt for at have myrdet sin kone i parrets hjem i Durham, North Carolina. Hvad franskmændene med instruktør Jean-Xavier de Lestrade i spidsen ikke dengang vidste, var, at dokumentaren kom til at strække sig over 16 år med dramaer indbygget i dramaer og en samlet fortælling, som slås med Making of a murderer  om at være den aktuelt mest gribende – og bedste – af sin art.

Første del af filmen sluttede i 2003, og noget af den har været vist på DR, men det er først nu, den samlede historie er fordelt på de 13 afsnit.

Forløbet og konsekvenserne af sagen skal ikke afsløres her, men franskmændenes oprindelige udgangspunkt var ikke at konkludere, hvorvidt Michael Peterson var skyldig eller ej, men som en flue på væggen at beskrive det amerikanske retssystem, som det fungerer i en konkret drabssag.

Og det fokus forbliver seriens omdrejningspunkt fra start til slut – måske mere end Jean-Xavier de Lestrade havde forestillet sig.

Uheld eller mord?

Midaldrende Cathleen og Michael Peterson, romanforfatter og eks-marine under Vietnamkrigen,  lever sammen i et tilsyneladende lykkeligt ægteskab. En aften, som de tilbringer alene i hinandens selskab med middag, tv og en flaske rødvin eller to, bryder Cathleen op fra den udendørs pool og går tilbage i huset, mens Michael bliver siddende en time for sig selv. Da han kommer ind i huset ligger Cathleen bevidstløs og døende for fødderne af en stejl trappe forblødende fra adskillige sår i hovedet.

Michael ringer i chok til alarmcentralen, men inden ambulancen når frem, er Cathleen død. Og med politiets ankomst melder mistanken om en forbrydelse sig hurtigt. Inden for få dage er Michael sigtet for at have banket sin kone ihjel.

Ordensmagten graver dybt i parrets vaner og fortid. Michael er forresten biseksuel, viser det sig, med lidt saucy netflirt på hjemme-pc’en på samvittigheden. Desuden kommer det for dagen, at moderen til parrets to adopterede døtre forresten også kom af dage ved foden af en trappen, da familien 15 år tidligere boede i Tyskland.

Det værste mareridt

Og her vi som tilskuere hvirvlet ind i your worst fucking nightmare-scenariet: For hvad er det ultimative mareridt hvis ikke at opleve sin nærmeste miste livet, blive anklaget for at have forvoldt hendes død, og havne i kløerne på sydstatspoliti og anklagemyndighed, som ikke nødvendigvis er interesseret i nogen sandhed, men til gengæld er parate til at gøre alt for at få ret?

Mange af indtrykkene fra Making a murderer dukker op som deja-vue: Kyniske statsadvokater i lidt for stramme jakkesæt eller med lidt for skarp makeup, forencis eksperts med forudfattede meninger for anklager og forsvar,  allehånde veltalende retssals-aktører, hvor kun udseendet er til forskel fra dramaerne, vi er vant til fra Hollywood-versionerne.

Vi er med overalt, i retssalen, hjemme hos familien Peterson, hos forsvarsadvokaterne med deres detektiver, juryadfærdsanalytikere etc., og følger den fem måneder lange retssag, som den opleves af den tiltalte og hans pårørende.

Dyster musik ledsager billederne, hvor filmholdet forbliver iagttagere og aldrig deltager, interviewer etc. Og stemningen, smerten, den mentale byrde, som hele familien må bære, forplanter sig uundgåeligt fra skærmen og ud i stuen.

Se den og bliv forfærdet og skræmt. Og lev med mareridtet om at havne i en Michael Peterson-situation – måske med sidste appelmulighed i hænderne på en guvernør valgt med Donald Trumps velsignelse.

Bedømmelse: 9/10

Flere tv-serier

 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier

Sharp objects HBO Nordic

3 september 2018 by Morten Guldberg

Sharp objects - foto: HBO Nordic
Amy Adams og Patricia Clarkson (tv) som datter og mor i konfliktfyldt forhold i Sharp Objects. Foto: HBO Nordic

Vigtig serviceoplysning: Sharp objects er ikke en tv-serie, man kan følge, mens der sideløbende tjekkes mails, sociale medier eller fodboldstillinger på mobilen. Serien er bygget op med krydsklip i uventede, korte blink, hvor hovedpersonen genoplever drømme og barndomsminder med betydning for plottet. Misser man ret mange af dem, bliver handlingen både fattigere og sværere at hænge på.

Når det er sagt, er Sharp objects kandidat til årets tv-serie. En psykologisk thriller med kvinder i hovedrollerne, men med et isnende plot, som taler ligeså skræmmende til maskuline- som feminine hjerter.

Serien bygger på Gillian Flynns debutroman af samme navn. Flynn er for alvor kendt for bestselleren Gone Girl, og hun forstår at skabe karakterer fyldt med halv- eller helskjulte sider, som man kun modvilligt får lyst til at blive indviet i.

Camille Preaker (Amy Adams), alkoholiseret journalist i St. Louis, bliver mod sin vilje sendt til sin hjemby i Missouri for at skriver om to mord på teenagepiger.

Opgaven hujer hende ikke. Den lille sydstatsby Wind Gap holder på alt for mange uforløste barndomstraumer og anstrengte familieforhold for hendes skrøbelige psyke. I det hele taget emmer byen af undertrykt frustration og apati. Som hovedpersonen selv beskriver det for sin redaktør, bebos den af trash og old money. Og med et skævt smil beskriver hun sig selv som trash ud af old money.

Men hjem kommer hun. Og fra sin alderstegne Volvo cruisende gennem Wind Gaps øde gader genoplever hun sin ætsende barndom og ungdomsår, men hun slurkdrikker vodka gemt i sine vandflasker, og tidlig Led Zeppelin danner lydtapet i høretelefonerne. Camille er stadig aktiv cutter med ar over hele kroppen, og det forstår man bedre efter gensynet med den følelsesmæssige forskruede og uempatiske mor i colonial style paladset, hvor også et pjok af stedfar og en rastløs, overbeskyttet halvlillesøster har hjemme.

Uha for en familie, men det bliver bare værre og værre, som Camille dykker ned i mordhistorien, mens barndomsbrikkerne falder på plads i en gruopvækkende sandhed, man glubsk arbejder sig gennem otte nervepirrende afsnit for at komme frem til.

Patricia Clarkson, som mange vil huske fra blandt andet en mindre rolle i House of Cards, er mesterlig som moderen, der på samme tid forbliver overbeskytter og iskold. Amy Adams har flere oscarnomineringer bag sig, men hun kan næppe have gjort det ret meget bedre end sit faceterede portræt af en martret sjæl forfulgt af barndommens dæmoner.

Klippeteknikken beskrevet i indledningen, de dunkle billeder og de søvnige miljøer fuldbyrder grundstemningen i en serie, man aldrig bliver helt komfortabelt med, men som er ganske umulig at springe over.

Bedømmelse: 8/10

Flere tv-serier

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier Tagged With: tv-serier du skal se

Happy Valley – Netflix

20 august 2018 by Morten Guldberg

Happy Valley
Sarah Lancashire er sej politikvinde i Happy Valley – foto: Ben Blackall/Netflix

Tv-serier: Femi-krimi-genren er ikke kun for kvinder. Et overbevisende argument herfor er BBC-serien Happy Valley, som kører på Netflix med to gange seks afsnit for de første to sæsoner. Og det er britisk krimi, når det er bedst.

Fans af britisk krimi/thriller/politidrama gør klogt i ikke at misse denne perle, som geografisk er henlagt til den rurale del af West Yorkshire, og som tager udgangspunkt i en sjælematret politisergent (Cathrine Cawood spillet af Sarah Lancashire), der rydder op i stort og småt, mens hun lever med tabet af en datter, en alkoholisk søster og et barnebarn, der er resultatet af en voldtægt.

Og lad det være sagt med det samme: Vi har ikke med en nordengelsk udgave af Barnaby og Midsummer at gøre. Handlingen er rå og med så meget vold, at BBC måtte forholde sig til adskillige seerklager. Selv om landskabet er idyllisk i denne Englands måske mest charmerende landsdel, kredser plottet om udsatte eksistenser, narkomiljøer og stjernepsykopater.

Og midt i det hele er Sarah Lancashire fænomenal, som den robuste copper, der formår både at være benhård slagsbror og følelsesmæssig sårbar med et aldrig helende sår efter sin datters selvmord.

Af samme grund har hun opgivet sit detektivjob til fordel for ordenspolitiet i en lillebitte landsby mellem Leeds og Huddersfield, men da voldtægtsforbryderen, som har forårsaget datterens død, sættes på fri fod, bryder helvede løs. Handlingen kører på med mange sideløbende småhistorier, men første sæsons dominerende tema er et bortførelselsplot, som til forveksling ligner brødrene Cohens genredefinerende Fargo.

Anden sæson foregår et par år senere med hovedparten af de samme medvirkende, og uden at afsløre for meget, er opfølgningen mindst lige så godt skruet sammen som premieresæsonen. Først og fremmest har karakterene dybde og kant til forskel for mangen en gængs britisk tv-krimi. Vi kommer ind under huden på hovedpersonerne og  de mange dagligdags-politiudfordringer i betændte miljøer tilfører handlingen proportioner.

Lancaster er ganske enkelt fremragende i hovedrollen, og man behøver ikke være kvinde for at fatte sympati for hendes ulige kamp for respekt som kvindelig betjent. Med figur som en diskoskaster går hun hverken af vejen for en kæberasler eller dirty fighting, når situationen kræver det, men hun kæmper stadig mod overordnede, som mistror hendes evner til at klare pressede situationer.

Happy Valley tog de engelske seere og kritikere med storm, og serien har omtrent vundet alt, hvad der er at vinde af britiske tv-awards. En tredje sæson får efter planen premiere i 2019. Nyd forinden de første i fulde drag.

Vurdering: 8/10

Flere tv-serier du skal se

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier Tagged With: tv-serier du skal se

Stephen King – fra slidt cliché til bannerfører med noget på hjerte

30 juli 2018 by Morten Guldberg

Stephen King
Stephen King – succesforfatter og fast holdepunkt for den amerikanske venstrefløj

Gyserforfatteren Stephen King har altid været forkætret blandt anmeldere og litterater, men hans gennemslagskraft, som verdens mest læste forfatter har aldrig ladet sig undertrykke. Lige nu er han aktuel som producent/forfatter til adskillige tv-serier, og så har han i en alder af 70 fundet en ny rolle som anti-Trump bannerfører og moralsk støtte for USA’s nye ungdomsbevægelser for mere våbenkontrol.

Anmelderen Peter Nørgaard kaldte ham engang for “en af triviallitteraturens dårligste stilister” i det hedengangne Levende Billeder, og Stephen King har fået flere prygl af kultureliten end Daniel Steele og Barbara Cartland tilsammen.

Men det har ikke forhindret gyserforfatteren fra Bangor, Maine i at sælge tæt på en halv milliard bøger verden over gennem sit usædvanligt flittige forfatterskab. Siden hans kone hev manuskriptet til debutromanen Carrie op af skraldespanden og sendte det til forlaget Doubleday i  begyndelsen af 70erne, har King forfattet flere end 100 romaner, noveller, tv-manuskripter og meget mere.  Ovenikøbet har forfatteren stakkevis af kasserede manuskripter, han selv har vurderet uegnet til udgivelse. Bortset fra Thanksgiving og sin fødselsdag har King holdt fast i en obligatorisk, daglig ordproduktion af betragtelig mængde, og når han hans metode er sammenlignet med samtidige forfattere, som lader år passere mellem udgivelser, har han trukket på skuldrene og med et smil bekendtgjort:

De andre are just dicking off…

Hverken salgstal eller abnorm produktivitet er nogen garanti for kvalitativ udmærkelse, men Stephen King er udødelig i gysergenren af flere årsager. Først og fremmest er han en dygtig skribent, meget bedre end kritikere har givet ham kredit for.

Ingen forfatter har gjort større indtryk på mig fra jeg via hovedbiblioteket i Viborg fik fjernlånt den engelske udgave af The Shining sidst i 70erne.

For første og eneste gang måtte jeg holde pause i læsningen, da jeg nåede badekar-passagen i værelse 217, for den var ganske enkelt for uhyggelig at gennemtygge i et moment. Stanley Kubricks filmatisering med Jack Nicholsen endte langt mere kendt end bogforlægget, men nøgtern vurderet er filmen en sjusket, overfladisk fejlfortolkning af den ultimative gyserroman –  det er en anden historie…

Men i virkeligheden blev jeg hverken tiltrukket af gys eller Kings evne til at inddrage fantasy og overnaturlige fænomener i sine fortællinger. Nej, det som tiltrak mig og givetvis en del andre, var Stephen Kings miljøbeskrivelser og hans evne til at levendegøre de “små¨ amerikanere og deres verdenssyn eller mangel på samme.

De fleste King-romaner kan man problemløst nøjes med at læse omtrent halvejs gennem teksten. Inden man når til det overnaturlige og monstrene. Forindcn har forfatteren præsenteret sit altid righoldige persongalleri af levende mennesker forsynet med holdninger og daglige udfordringer, som altid har været interessante. Og som, tilsigtet eller ej, har rummet en samtidsanalyse, læseren blev lidt klogere af.

Vi kom omkring alt fra incestofre, voldsramte/sadistiske ægtefæller,  ærlige fabriksarbejdere og desillusionerede middelklassealkoholikere til småpsykopater, rednecks i ærmeløse undertrøjer og en Texas Driver i hånden og snæversynede bedsteborgere – altid serveret med stilig præcision: Ham/hende der kunne sagtens være en virkelig person.

Og ligesom en anden New England forfatter, John Irwing, er King istand til at skabe absurde situationer, som godt kunne finde sted:

I Geralds game tager et veltjent ægtepar ud i deres ødelæggende sommerhus for at dyrke en indforstået sexleg, hvor konen er lænket med håndjern til sengen, hvor manden så skal tage hende med vold. Men det er blevet for meget for kvinden, som har prøvet det een gang for meget – hun vil stoppe undervejs, Gerald fortsætter ufortrøden, hvorefter hun sparker ham i skridtet, og han styrter om med en blodprop i hjertet.

Nu ligger hun så lænket til sengen med mange mil til civilisationen med sin døde mand  ved sin side, ulve i skoven og en undsluppen seriemorder et sted derude. Tænk bare at få ideen….

Jeg åd mig igennem samtlige Kingbøger fra 70erne og 80erne, men stod så af. Stephen King blev en kliché, ikke som Peter Nørgaard beskrev det, men en kliché på sig selv og sin form. Forfatterskabet gennem de sidste 25 år lever slet ikke op til de foregående 15-20, selv om bøgerne stadig sælger bedre end nogensinde.

Stephen King har flere gange snakket om at stoppe med at udgive (ikke skrive), men har aldrig gjort alvor af løftet/truslen, heller ikke selv om han har været igennem både svær sygdom og en alvorlig trafikulykke, som var tæt på at slå ham ihjel.

Når han alligevel er interessant i dag skyldes det to ting: Dels skyller en bølge af tv-serier og filmatiseringer inspireret hvis ikke forfattet af Stephen King over biografer og streamingtjenester i øjeblikket. “It” filmatiseret i to dele (nr. 2 stadig på vej), den forvoksede novelle “The Mist” gjort til Netflix-serie af danske Christian Thorpe, “Under the Dome” (ligeledes Netflix),”11.22.63″ (Viaplay) og “Mr. Mercedes” (C More) er andre Stephen King historier forvandlet til tv-serier. Med skiftende held skal det tilføjes. Gennem tiderne har det ofte vist sig svært at overføre Kings evner som fortæller til levende billeder, nogle af bøgerne er blevet til det rene makværk på film, tv-serier har vist sig som langt bedre egnede til formålet.

Den virkelig spændende nyhed er HBO Nordic-serien Castle Rock, der har King som executive producer, men som ikke er bygget på hverken et romanforlæg eller manuskript fra forfatteren selv. Serien er en slags pastiche over hele Kings univers – navngivet efter forfatterens nok mest kendte fantasiby, hvor blandt andet klassikere som Shawshank redemption (En Verden udenfor) og Cujo med mor/søn indespærret i en defekt  bil med en rabies-sankt bernhard på lur udenfor, foregår.

Castle Rock ligner en ægte Stephen King fortælling, med traumatiske børneoplevelser og uforklarlige hændelser og den er både garneret med dygtige skuespillere og talrige referencer til personer, lokaliteter og plots i forfatteren produktion, og holder standarden fra de første afsnit, er øvelsen gennemført uden at forfalde til clicheér og søgt overdrev. Det overnaturlige slipper man ikke for, men personerne er ægte og antager dybde, som man bevæger sig frem – kan varmt anbefales.

Den anden, nok så vigtige grund til at interessere sig for Stephen King er hans nyvundne status som ikonisk Donald Trump-modstander og bannerfører for mere våbenkontrol i USA.

Decideret politisk var King ikke i sin tidlige karriere, selv om han klart fremstod som repræsentant for den liberale/venstreorienterede New England-forfatterskole med rødder hos Demokraterne og med dyb skepsis overfor skiftende, republikanske præsidenter  fra Nixon til George W. Bush.

Men Trump er ligesom noget andet, også for Stephen King. Faktisk minder USA’s nuværende præsident som et medley over frastødende, kyniske og endimensionelle figurer i romanerne, ingen mere oplagt end den vordende præsident i The Dead Zone (filmatiseret med Martin Sheen), hvor en radikal bibelsælger ender som populistisk slemmesluger, som vil sende USA ud i altødelæggende atomkrig, med mindre en fremtidslæsende idealist kan stoppe ham.

Den skrev King for næsten 40 år siden. Nu ser han nogle af sine mareridt blive til virkelighed, og det har fået forfatteren til at reagere fra sit landlige recluse i USA’ s nordøstlige hjørne.

King er sprunget ud som fuldblods opposition til det nye, friheds- og presseundertrykkende Amerika under Trump og som moralsk støtte til studerende krav om øget våbenkontrol ovenpå kaskaderne af tragiske skoleskyderier.

På Twitter kan man dagligt følge Stephen Kings udfald mod Trump og NRA (våbenlobbyen), og dermed er han blevet et vigtigt kendisansigt i opgøret med USA’s forvandling fra frihedsvogtende pionerland til undertrykkende fremmedfjendsk kynisme.

Og pludselig er Stephen King mere relevant, end han har været i årevis. Hvad enten man følger ham på tv, i biografen eller på de sociale medier. Og rigtig uhyggeligt er det stadigvæk, nu desværre på en lidt for virkelighedsnær facon.

 

 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier, Room 217

Killing Eve HBO Nordic

26 juni 2018 by Morten Guldberg

Killing Eve
Med kniven for struben – Jodie Comer (tv) og Sandra Oh som henholdsvis lejemorder og britisk agent i Killing Eve. Foto: HBO Nordic

Man kan sagtens argumentere for, at Killing Eve ingen steder hører hjemme blandt tv-serier specifikt anbefalet til mænd.

Serien har kvindelige skuespillere i roller, som normalt udfyldes af mænd, og serien er af visse anmeldere udlagt som en feministisk langefinger til hele krimigenren og dens mande-stereotyper.

Men når det er sagt (!), er det bare svært at skjule sin maskuline begejstring for en anderledes, uforudsigelig og på mange måder forfriskende tv-serie. Så lever vi med, at mændene mest er nogle pjok, som går en brutal skæbne imøde når de ramler ind i Villanelle, den ene af seriens to hovedpersoner, stjernepsykopat og lejemorder par excellence.

Plottet er usandsynligt i teorien, men vinder ved ved praktisk gennemsyn, ikke mindst takket være de to skuespillere i hovedrollerne.

Eve, spillet af Sandra Oh, er midaldrende MI6 agent i London, som ihærdigt efterforsker en serie likvideringer, som hun kæder til samme gerningsmand, Villanelle (Jodie Comer) er russisk/multinational lejemorder og ansvarlig for samtlige mord, Eve efterforsker.

På forunderlig vis drages de to mod hinanden, seksuelt og spirituelt, selv om Villanelle er 20 år yngre end Eve, og selv om de to ikke har meget tilfælles udover agentmiljøet.

Begg er et fund til rollerne. Sandra Oh er det, man kalder strangely attractive, selv om hun mest er en halvslidt kontorarbejder med en polsk ægtemand og de sjove år bag sig. Hendes udstråling fænger og tilfører troværdighed til den interesse hun vækker hos Villanelle, som til gengæld  er ubetalelig charmerende og farlig på samme tid som 25-årig, atletisk, humoristisk og kreativ mordmaskine.

Seriens tone er lethumoristisk iblandet veltimet action og drypvis alvor med inspiration fra Nikita og Luc Besson’s andre klassikere.

Handlingen udspilles over hele Europa og Rusland, Kim Bodnia har en fin rolle, som russisk dobbelt- eller tredobbelt agent, og så er tante Petunia fra Harry Potter serien (Fiona Shaw) genopstået som afdelingschef i efterretningstjenesten.

Første sæson på otte afsnit har været en kæmpesucces i USA hos både publikum og kritikere, og en ny er på vej. Femmi-action eller ej – den er værd at ofre tid på.

Bedømmelse: 7/10

Andre serier, du skal se

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier Tagged With: tv-serier du skal se

TV-serier du skal se, før du…bliver sat til at se noget andet

9 maj 2018 by Morten Guldberg

Tv-serien Fargo
Fargo er et must, hvis man er til til vold, suspence og tyk ironi på samme tid. I sæson tre møder man denne uhyggelige trio: Goran Bogdan som Yuri Gurka, David Thewlisc som V.M. Vargas, Andy Yu som Meemo. Foto: Chris Large/FX/HBO Nordic

TV-serier: Kender du det? Spørgsmålet før man får tænkt sig om: Skal vi ikke se et afsnit af…Jeg har lige læst om…Skal vi ikke se den sammen?

Tv-serien er ikke bare blevet det altdominerende medie over de sidste ti år. Det er også blevet en kampplads, hvor hver enkelt valg kan få afgørende betydning for ikke blot en enkelt, men rigtig mange timers aftenunderholdning uden synlig bagkant.

Fra Mad Men
Mad Men – Foto: HBO Nordic

Derfor styrer mangen en middagssnak med venner og familie hen imod et uundgåelige emne: Hvilke tv-serier, nye som gamle, er værd at ofre tid på?

Det handler om at erobre mikrofonen her, og det kræver forarbejde. Udvalget er enormt, og det vokser fortsat. Det handler om at gøre sit hjemmearbejde og være godt forberedt. Det kan listen nedenunder hjælpe dig med.

Guldalderen fortsætter

For snart flere år siden proklamerede flere eksperter og skramme anmeldere, at tv-seriernes guldalder var overstået, fantastisk så længe det varede, nu var iderigdommen tørret ud til fordel for genbrug, fantasiløshed og kommercialisering.
Heldigvis blev vi klogere.
Seriefortællingen med tid og mulighed for at nuancere og detaljere en handling, tilføre karakterne lag, som langsomt gør dem dybere og mere fascinerende, er kommet for at blive. Så meget kan man godt slå fast, og intet tyder på, at genren styrer mod et kunstnerisk dødvande, omend der bliver lidt flere svipsere og lidt færre fuldtræffere ovenpå det store boom i århundredets første årti.
Det er vel kun naturligt i forhold, at tv-mediet har åbnet for så mange kommercielle muligheder, at man flokkes om at få del i kagen.
Men sådan kan man jo argumentere for, at spillefilmsmarkedet har set ud omtrent for begyndelsen. Det forhindrer ikke produktionen af kvalitetsfilm, og hvorfor skulle tv-serie og biograffilm kunne leve side om side uden at tage livet af hinanden?

Fra tv-serien Gommorah
Fra Gommorah – Foto: HBO Nordic

Jeg må bekende mig til seriegenren, fordi den har budt på så mange, storslåede oplevelser, og fordi der helt basalt er noget særligt ved at se frem til nye afsnit og nye sæsoner af handlinger og karakterer, man kommer til at holde af. Ligesom med en god bog, man kan nyde over lang tid og se frem til at læse nye kapitler i.
Her har filmmediet det sværere med yderst blandet succes med 2’ere, 3’ere etc., som næsten uden undtagelse er skåret efter samme tvivlsomme skabelon. Og hvem kan komme i tanke om en toer, som har overgået originalen – bortset fra Godfather II?
Her følger min favoritliste med tv-serier, man med fordel kan bruge x-antal timer på uden hverken at spilde tiden eller kede sig undervejs. Serier, som man godt kan følge med konen eller kæresten, men serier, som man selv ville vælge snarere end blive inddraget i i tvungen baghånd. Og naturligvis er listen ufuldstændig, for der kommer hele tiden nye til. Heldigvis.

Streamingtjenester i DK:

HBO Nordic

Viaplay

Netflix

C-More

Blockbuster

TV2 play

Jeg er selv lidt rystet over at have set så meget.  Og listen er kun de serier, jeg uden ret mange forbehold kan anbefale, jeg er bange for, at det samlet bliver tæt på det dobbelte. Det er derfor ingen tilfældighed eller fejl at hverken Hannibal, Britannia, Fear the Walking Dead eller Orange is the new black er med…

Jeg har vurderet serierne på en 10 points-skala, men har opgivet at rangordne dem. Der  kommer jo også hele tiden nye til – og listen vil blive opdateret løbende. God fornøjelse.

 

Banshee, HBO Nordic

Better call Saul, Netflix

Billions, HBO Nordic

Bloodline, Netflix

Breaking bad, Netflix

Cracker, Amazon Prime

Fargo, Netflix/HBO Nordic

Game of Thrones, HBO Nordic

Gommorah, HBO NordicHappy Valley, Netflix

Halt and catch fire, HBO Nordic

Happy Valley, Netflix

Homeland, DR2 

Justified, HBO Nordic

Killing Eve, HBO Nordic

Klovn, Netflix/TV2

Leftovers – HBO Nordic

Lillyhammer, Netflix

Lost, DVD

Luther, Netflix

Mad Men, HBO Nordic

Making a murderer,  sæson 1, Netflix

Making a murderer, sæson 2, Netflix

Mindhunter, Netflix

Modern Family, Netflix

Narcos, Netflix

Ozark, Netflix

Peaky Blinders, C-More, Netflix

Quarry, HBO Nordic 

Ray Donovan, HBO Nordic

Rectify, Netflix

River, Netflix

Sharp objects, HBO Nordic

Sons of Anarchy, HBO Nordic

Sopranos, HBO Nordic 

The Affair, HBO Nordic

The Fall, Netflix

The Knick, HBO Nordic

The Office, HBO Nordic

The staircase (Døden på trappen) Netflix

The Walking Dead, HBO Nordic

The Wire, HBO Nordic

Thirtysomething, DVD

True Detective, HBO Nordic

Twin Peaks, HBO Nordic 

 

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk

Filed Under: Film/Serier Tagged With: tv-serier du skal se

  • Go to page 1
  • Go to page 2
  • Go to page 3
  • Interim pages omitted …
  • Go to page 5
  • Go to Next Page »

Primary Sidebar

Følg os

[aps-social id="1"]

RSS Seneste fra Twitter

Footer

Kategorier

  • Mad/Vin
  • Film/Serier
  • Sport
  • Rejser
  • Tech/Gadgets
  • Fritid
  • Room 217
  • Artikelserier

Udvalgte

  • Om
  • Artikleserier
  • English

FØLG OS

[aps-social id="2"]

Partners

mortenguldberg.dk ⚦
…dit navn? dit firma?

Copyright © 2023 · News Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in

Real men don't eat cookies?! Jamen cookies er nødvendige for at få sitet til at fungere bedst muligt. Men bare roligt, vores anonyme cookies på dette site anvendes hovedsagligt til trafikmålinger og optimering af indholdet på siderne. Indstillinger

Overblik

Denne hjemmeside fungerer, ligesom de fleste andre hjemmesider, bedst, hvis du tillader brug af cookies.

Ved besøg af denne side vil vi muligvis sende (og gemme) en cookie på din browser.

En cookie er en lille tekstfil som sendes fra web serveren til web browseren (eksempelvis Chrome eller Internet Explorer). Denne cookie gør det muligt for hjemmesiden eller serveren at indsamle specifik, men begrænset information fra web browseren om den besøgende (dig).

Strengt nødvendigt cookie

Strengt nødvendigt cookie bør altid være aktiveret, så vi kan gemme dine præferencer for cookieindstillinger.

Hvis du deaktiverer denne cookie, kan vi ikke gemme dine præferencer. Det betyder, at hver gang du besøger denne hjemmeside, skal du aktivere eller deaktivere cookies igen.

3. part Cookies

Denne hjemmeside bruger Google Analytics og Facebook til at indsamle anonyme oplysninger som antallet af besøgende på webstedet og de mest populære sider.

At holde denne cookie aktiveret hjælper os med at forbedre vores hjemmeside.

Aktiver venligst Strengt Nødvendige Cookies til venstre først, så vi kan gemme dine præferencer :-)

Privacy Policy & Cookie Policy

Flere oplysninger om Privacy Policy Terms of Use & Cookie Policy.

For mere information om cookies kan du besøge denne hjemmeside.