Berlin er fuld af historie. Hvis du vil fordybe dig i krigens rædsler, sporene efter nazisterne eller den kolde krig er her nok at tage fat på. Berlin byder også på kreativitet i sin byudvikling, start-ups, kunst og kultur.
Jeg kan nørde rundt i dagevis for at finde og forstå de særreste detaljer.
Jeg kan springe på cyklen, i toget eller bilen – eller bare vandre rundt i byen – for at finde de oplevelser, der inspirerer mig. Berlin giver mig et frirum til at dyrke mine interesser, lade op og opleve en by, der hele tiden udvikler og forandrer sig.
Det vilde vesten ligger lige uden for Berlin
Mange forbinder måske Berlin med dens technomiljø, som var stort i 1990’erne. Jeg forbinder mere Berlin med en lang række meget forskellige subkulturer.
En af de subkulturer, der overraskede mig mest var en aften på Mary’s Saloon i Westernbyen Old Texas Town.
Her har en forening opbygget deres egen lille western-by, og de mener det seriøst.
De første år levede foreningen i det skjulte, for det var først efter 2. verdenskrigs afslutning og fredens udbrud at man sådan officielt kunne have en forening, der dyrker den amerikanske kultur.
I slutningen af 1960’erne købte foreningen et stykke jord og gik i gang med at opføre western-byen Old Texas Town.
Der er gang i den på Mary’s Saloon. I dag som da de startede i 1968 og som for 200 år siden i det vilde vesten.
læs mere om Old Texas Town her
David Bowie satte sit præg på Berlin og Berlin påvirkede David Bowie
David Bowie var en ufattelig kreativ person og havde modet til at gå egne vegne.
I Berlin skrev Bowie musikken til albummene Low, ”Heroes” og Lodger og til filmen Christiane F – wir Kinder vom Bahnhof Zoo, hvor han også medvirkede.
Bowie arbejdede sammen med Hansa Studio, som arrangerer byvandringer igennem de kvarterer og steder, som har haft en betydning for David Bowies ophold i Berlin.
En interessant byvandring med masser af historie fra 1970’ernes Vestberlin.
Læs mere om David Bowies Berlin her
Craft Beer i kreative omgivelser
Ingen tur til Berlin uden også at slukke tørsten.
På BRLO kan du opleve mikrobrygget øl, god mad og kreativ atmosfære. BRLO startede som et Berlin start-up i 2014 og efterhånden kan man finde BRLO øl allevegne.
BRLO Brwhouse er bygget op af 38 gamle skibscontainere. Det er rigtig flot, og jeg kommer i godt humør af omgivelserne og de gode øl.
Klassiske biler
En gammel sporvognsremise fra omkring år 1900 er ombygget til kæmpe garageanlæg og tilholdssted for folk med interesse for klassiske biler.
Classic Remise er ikke noget museum, men i stedet et levende sted, hvor bilentusiaster opbevarer, passer og plejer deres køretøjer.
Her er gratis adgang, og så længe du ikke piller ved bilerne, er du velkommen til at kigge på samlingen af ædle og eksotiske biler.
Thai Food Marked lørdag og søndag
Det, der engang i 1990’erne startede med blot at være et sted, hvor thailændere mødtes i parken i weekenden, har udviklet sig til det helt store thai marked.
Markedet har altså klaret sig i mere end 20 år, men det bliver nok ikke ved.
Markedet passer nemlig ikke ind i reglerne for fødevaremarkeder, parkbenyttelse eller næringsdrivende. Og det forstår jeg godt; jeg holder bare så meget af dette marked, og jeg håber, det får lov at bestå.
Markedet er velbesøgt, så det er en god idé at komme umiddelbart efter det åbner lørdag og søndag kl. 12.
© 2018, Ulrik Kristiansen. All rights reserved.
Ulrik Kristiansen har siden 2014 udgivet Berlinblog.dk med indtryk, inspiration og anderledes oplevelser i Berlin.