Seriemordere eller bare bestialske mordere som Peter Madsen, der kun når at dræbe en enkelt gang, både skræmmer og fascinerer. For hvad ligger til grund for ondskaben, de ufattelige, mareridtsagtige gerninger, og hvilke træk genkender vi eventuelt i os selv, når vi hører om forbrydelserne?
Det beskæftiger vi os med under rubrikken Room 217 – en reference til det uhyggelige værelse på The Overlook Hotel i Stephen Kings The Shining, værelset, hvor man vover sig ind på eget ansvar, og hvor ens værste mareridt bliver til virkelighed.
Jeg har læst og skrevet om seriemordere gennem mange år på min gamle arbejdsplads – nu får jeg trangen styret på mancave.dk med historier om det uforklarlige og ufattelige, om seriemordere, nye såvel som gamle, fra virkelighedens verden. For selv om fiktionen overdriver antallet af seriemordere, er de virkelige af slagsen ofte langt mere uhyggelige end de opdigtede.
PS: Og hvis nogen funderer over, om værelsesnummeret ikke burde være 237, er der kun at sige, at det ikke er en fejl. Room 237 er det skæbnesvangre værelsesnummer i Stanley Kubricks filmatisering af The Shining. Kubrick ændrede både små detaljer og centrale dele af plottet fra romanforlægget, desværre ikke til det bedre.
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.