Mandegråd: Fodbold-VM er spændende af mange andre årsager end de rent sportslige. For eksempel er de antropologiske studier interessante, når så mange mennesker er samlet fra hele kloden om én og samme begivenhed.
Personligt finder jeg det altid interessant at iagttage, hvordan reglerne for mandetårer administreres af det globale fodboldfolk. Hvordan de ændrer sig over tid, og hvor forskelligt – eller ens – de håndhæves blandt forskellige etniciteter og folkeslag.
Grædende mænd er en obligatorisk del af fodboldspillet. I sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed ophæves eller omformuleres spillereglerne for maskulin adfærd. Og hvor det fortsat er svært eller umuligt for mænd at fælde tårer privat såvel som offentligt i andre sammenhænge, er store fodboldkampe adgangsbilletten til at give los for følelsesudbrud, som normalt er forbeholdt kvinder og børn.
Selv om få vil indrømme det, er det helt sikkert en del af selve spillets attraktion. Fodbold er stedet man kan få forløst sine tårer og være umandig uden at tabe ansigt. Helt på linje med den fysiske kontakt, knus og kram spillere og tilskuere imellem. I fodboldsammenhæng er næsten alt tilladt, uden at man af den grund skal gøre rede for sine seksuelle præferencer.
At mænd har lettere til tårer i 2018 end tidligere, står ikke til diskussion. Tilskuere græder nu som før, lige fra spillerne går på banen til langt efter sidste fløjt, men det er hos spillerne, den største forandring er indtruffet. Der bliver grædt dygtigt og ofte ved VM i Rusland, omtrent under og efter hvert opgør, og hovedet på sømmet slog Neymar, da den brasilianske superstjerne sank sammen i gråd oven på 2-0 sejren over Costa Rica.
Det blev for meget for mange, for helt ærligt: Det var jo ikke ligefrem finalen, som var vel overstået, det var ikke engang en afgørende puljekamp, men blot et opgør, som Brasilien vandt som storfavoritter.
Og så udtrykker tårer ikke længere rimelig begrundet bevægelse – i Neymars tilfælde manifesterer de snarere forestillingen om en skabagtig egocentriker, ulykkelig forelsket i sig selv og uden tilstrækkelig samvittighed til at forhindre kroniske forsøg på at snyde sig til frispark og fordele.
Den slags tårer harmonerer ikke med fodboldspillets uskrevne code of conduct.
Omvendt brokker ingen sig over de kollektive tårer, som flød fra de argentinske spillere, da de med det yderste af neglerne sikrede sig en plads i ottendelsfinalerne.
Her var det ikke Dustin Hoffmann, som med hiv og sving pressede en tåre ud af øjenkrogen ved en Golden Globe-overrækkelse: Argentinerne græd som pisket, og selv fra tv-skærmen tusinder af kilometer væk var der svært ikke at lade sig sig mærke af dramaet. Tårerne illustrerede, hvor dybt fodbold-VM stikker i den argentinske selvforståelse og folkesjæl.
Neymar og argentinerne repræsenterer yderpunkterne, men mellemregningerne er talrige og ikke altid lige nemme at blive klog på. Slutrunden i Rusland har budt på flere grædende spillere på banen end nogen tidligere slutrunde, er jeg sikker på. Her er virkelig indtruffet, hvad man må karakterisere som en mentalitetsændring: Et puf eller et let tag i armen kan få voksne, granvoksne, og muskuløse mænd til at falde skrigende, vridende – og stortudende – om på grønsværen i et hidtil uset omfang.
Nogle gange er der tale om en følelses/smerte kombi. Vi husker det fra Champions League-finalen, hvor både Carvajal og Salah lod tårene få frit løb, da de måtte forlade banen med skader. Tilsyneladende har de ikke grædt forgæves.
En ting er, at det gør ondt. Men er det virkelig nødvendigt for voksne mænd at vræle til hele verden, når man slår sig i en kontaktsport?
Nogen har tilsyneladende en lavere smertetærskel end andre, men efterhånden kan ingen deltagende nation i Rusland (med undtagelse af Island) hæve sig over fænomenet, hvilket er både nyt og tankevækkende.
Og her er det interessant at inddrage lidt grædehistorie. Vi skal ikke mange slutrunder tilbage, før smerte- og emotionelt udløste tårer mest var forbeholdt spillere fra Middelhavslandene og Sydamerika.
Kølige nordeuropæere holdt sig for gode til at vise følelser på så eksplicit manér, og det udtrykker et mangeårigt paradoks: Machokultur og overdreven maskulinitet er stærkt funderet i de latinske lande og Mellemøsten med, men det har ikke forhindret fodboldspillere herfra i at praktisere en – i fodboldsammenhæng – feminin adfærd, som vi nordboere, kønspolitisk bevidste og tolerante, til gengæld har haft svært ved at goutere.
Det er interessant at tænke over, hvor meget Paul Gascoignes tårer i semifinalen mod Tyskland ved VM i 1990 vakte opsigt. Gascoigne fik en advarsel, som ville have forhindret ham i at spille finalen, og hans reaktion gik verden over. Måske var det første gang en engelsk landsholdsspiller græd for åben tv-skærm. Fænomenet var dengang alt andet end acceptabelt i engelsk fodbold, hvor traditionen bød spillere at rejse sig og spille videre, med mindre knogler var brækket eller sener revet over.
Man kunne skrige af smerte, men ikke græde.
Det var dengang. I dag løber tårerne i en tsunami på godt og ondt. Måske hænger det sammen med, at det globale islæt på alverdens klubhold omtrent har fjernet nationale karakteristika. Og så må publikum acceptere adfærd, de tidligere kun havde hån tilovers for.
Mandegråd er blevet et indstuderet våben, som både bruges til at skaffe sig fordele på banen og til selviscenesættelse, et vitalt element i auraen, som viser, at også milliardærer er mennesker med følelser.
Jeg har det ok med mandetårer, men når det bliver koreografi og en indstuderet udtryksform, er min tolerancetærskel overskredet. Det er sket alt for mange gange under VM i Rusland. Og det er næsten til at tude over.
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
