Gyserforfatteren Stephen King har altid været forkætret blandt anmeldere og litterater, men hans gennemslagskraft, som verdens mest læste forfatter har aldrig ladet sig undertrykke. Lige nu er han aktuel som producent/forfatter til adskillige tv-serier, og så har han i en alder af 70 fundet en ny rolle som anti-Trump bannerfører og moralsk støtte for USA’s nye ungdomsbevægelser for mere våbenkontrol.
Anmelderen Peter Nørgaard kaldte ham engang for “en af triviallitteraturens dårligste stilister” i det hedengangne Levende Billeder, og Stephen King har fået flere prygl af kultureliten end Daniel Steele og Barbara Cartland tilsammen.
Men det har ikke forhindret gyserforfatteren fra Bangor, Maine i at sælge tæt på en halv milliard bøger verden over gennem sit usædvanligt flittige forfatterskab. Siden hans kone hev manuskriptet til debutromanen Carrie op af skraldespanden og sendte det til forlaget Doubleday i begyndelsen af 70erne, har King forfattet flere end 100 romaner, noveller, tv-manuskripter og meget mere. Ovenikøbet har forfatteren stakkevis af kasserede manuskripter, han selv har vurderet uegnet til udgivelse. Bortset fra Thanksgiving og sin fødselsdag har King holdt fast i en obligatorisk, daglig ordproduktion af betragtelig mængde, og når han hans metode er sammenlignet med samtidige forfattere, som lader år passere mellem udgivelser, har han trukket på skuldrene og med et smil bekendtgjort:
De andre are just dicking off…
Hverken salgstal eller abnorm produktivitet er nogen garanti for kvalitativ udmærkelse, men Stephen King er udødelig i gysergenren af flere årsager. Først og fremmest er han en dygtig skribent, meget bedre end kritikere har givet ham kredit for.
Ingen forfatter har gjort større indtryk på mig fra jeg via hovedbiblioteket i Viborg fik fjernlånt den engelske udgave af The Shining sidst i 70erne.
For første og eneste gang måtte jeg holde pause i læsningen, da jeg nåede badekar-passagen i værelse 217, for den var ganske enkelt for uhyggelig at gennemtygge i et moment. Stanley Kubricks filmatisering med Jack Nicholsen endte langt mere kendt end bogforlægget, men nøgtern vurderet er filmen en sjusket, overfladisk fejlfortolkning af den ultimative gyserroman – det er en anden historie…
Men i virkeligheden blev jeg hverken tiltrukket af gys eller Kings evne til at inddrage fantasy og overnaturlige fænomener i sine fortællinger. Nej, det som tiltrak mig og givetvis en del andre, var Stephen Kings miljøbeskrivelser og hans evne til at levendegøre de “små¨ amerikanere og deres verdenssyn eller mangel på samme.
De fleste King-romaner kan man problemløst nøjes med at læse omtrent halvejs gennem teksten. Inden man når til det overnaturlige og monstrene. Forindcn har forfatteren præsenteret sit altid righoldige persongalleri af levende mennesker forsynet med holdninger og daglige udfordringer, som altid har været interessante. Og som, tilsigtet eller ej, har rummet en samtidsanalyse, læseren blev lidt klogere af.
Vi kom omkring alt fra incestofre, voldsramte/sadistiske ægtefæller, ærlige fabriksarbejdere og desillusionerede middelklassealkoholikere til småpsykopater, rednecks i ærmeløse undertrøjer og en Texas Driver i hånden og snæversynede bedsteborgere – altid serveret med stilig præcision: Ham/hende der kunne sagtens være en virkelig person.
Og ligesom en anden New England forfatter, John Irwing, er King istand til at skabe absurde situationer, som godt kunne finde sted:
I Geralds game tager et veltjent ægtepar ud i deres ødelæggende sommerhus for at dyrke en indforstået sexleg, hvor konen er lænket med håndjern til sengen, hvor manden så skal tage hende med vold. Men det er blevet for meget for kvinden, som har prøvet det een gang for meget – hun vil stoppe undervejs, Gerald fortsætter ufortrøden, hvorefter hun sparker ham i skridtet, og han styrter om med en blodprop i hjertet.
Nu ligger hun så lænket til sengen med mange mil til civilisationen med sin døde mand ved sin side, ulve i skoven og en undsluppen seriemorder et sted derude. Tænk bare at få ideen….
Jeg åd mig igennem samtlige Kingbøger fra 70erne og 80erne, men stod så af. Stephen King blev en kliché, ikke som Peter Nørgaard beskrev det, men en kliché på sig selv og sin form. Forfatterskabet gennem de sidste 25 år lever slet ikke op til de foregående 15-20, selv om bøgerne stadig sælger bedre end nogensinde.
Stephen King har flere gange snakket om at stoppe med at udgive (ikke skrive), men har aldrig gjort alvor af løftet/truslen, heller ikke selv om han har været igennem både svær sygdom og en alvorlig trafikulykke, som var tæt på at slå ham ihjel.
Når han alligevel er interessant i dag skyldes det to ting: Dels skyller en bølge af tv-serier og filmatiseringer inspireret hvis ikke forfattet af Stephen King over biografer og streamingtjenester i øjeblikket. “It” filmatiseret i to dele (nr. 2 stadig på vej), den forvoksede novelle “The Mist” gjort til Netflix-serie af danske Christian Thorpe, “Under the Dome” (ligeledes Netflix),”11.22.63″ (Viaplay) og “Mr. Mercedes” (C More) er andre Stephen King historier forvandlet til tv-serier. Med skiftende held skal det tilføjes. Gennem tiderne har det ofte vist sig svært at overføre Kings evner som fortæller til levende billeder, nogle af bøgerne er blevet til det rene makværk på film, tv-serier har vist sig som langt bedre egnede til formålet.
Den virkelig spændende nyhed er HBO Nordic-serien Castle Rock, der har King som executive producer, men som ikke er bygget på hverken et romanforlæg eller manuskript fra forfatteren selv. Serien er en slags pastiche over hele Kings univers – navngivet efter forfatterens nok mest kendte fantasiby, hvor blandt andet klassikere som Shawshank redemption (En Verden udenfor) og Cujo med mor/søn indespærret i en defekt bil med en rabies-sankt bernhard på lur udenfor, foregår.
Castle Rock ligner en ægte Stephen King fortælling, med traumatiske børneoplevelser og uforklarlige hændelser og den er både garneret med dygtige skuespillere og talrige referencer til personer, lokaliteter og plots i forfatteren produktion, og holder standarden fra de første afsnit, er øvelsen gennemført uden at forfalde til clicheér og søgt overdrev. Det overnaturlige slipper man ikke for, men personerne er ægte og antager dybde, som man bevæger sig frem – kan varmt anbefales.
Den anden, nok så vigtige grund til at interessere sig for Stephen King er hans nyvundne status som ikonisk Donald Trump-modstander og bannerfører for mere våbenkontrol i USA.
Decideret politisk var King ikke i sin tidlige karriere, selv om han klart fremstod som repræsentant for den liberale/venstreorienterede New England-forfatterskole med rødder hos Demokraterne og med dyb skepsis overfor skiftende, republikanske præsidenter fra Nixon til George W. Bush.
Men Trump er ligesom noget andet, også for Stephen King. Faktisk minder USA’s nuværende præsident som et medley over frastødende, kyniske og endimensionelle figurer i romanerne, ingen mere oplagt end den vordende præsident i The Dead Zone (filmatiseret med Martin Sheen), hvor en radikal bibelsælger ender som populistisk slemmesluger, som vil sende USA ud i altødelæggende atomkrig, med mindre en fremtidslæsende idealist kan stoppe ham.
Den skrev King for næsten 40 år siden. Nu ser han nogle af sine mareridt blive til virkelighed, og det har fået forfatteren til at reagere fra sit landlige recluse i USA’ s nordøstlige hjørne.
King er sprunget ud som fuldblods opposition til det nye, friheds- og presseundertrykkende Amerika under Trump og som moralsk støtte til studerende krav om øget våbenkontrol ovenpå kaskaderne af tragiske skoleskyderier.
På Twitter kan man dagligt følge Stephen Kings udfald mod Trump og NRA (våbenlobbyen), og dermed er han blevet et vigtigt kendisansigt i opgøret med USA’s forvandling fra frihedsvogtende pionerland til undertrykkende fremmedfjendsk kynisme.
Og pludselig er Stephen King mere relevant, end han har været i årevis. Hvad enten man følger ham på tv, i biografen eller på de sociale medier. Og rigtig uhyggeligt er det stadigvæk, nu desværre på en lidt for virkelighedsnær facon.
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
