Kommentar – ovenpå endnu en landskamppause…
Fodboldelskere med en hvis hukommelse ved godt, hvorfor Allan Simonsen aldrig nåede 100 landskampe.
Tilbage i 70erne, da den lille vejlenser var allerbedst, disponerede klubberne over deres spillere på en måde, som kan svær at genkende i dag. Allan Simonsen meldte fra til mindst hver anden landskamp, fordi Borussia Mönchengladbach ikke ville give ham fri. En begrundelse behøvede de ikke ryste op med. Ofte gjaldt det noget så inferiørt som private opvisningskampe mod lavere rangerende hold, en nebengeschæft selv store fodboldklubber dengang havde plads til i kalenderen.
Og Allan var ikke alene om afbuddene, der altid regnede ind. Til såkaldte venskabskampe var det oftest håbløst at stille med tilnærmelsesvis stærkeste hold, ikke blot for Danmarks vedkommende, men også for større fodboldnationer.
Det var naturligvis utilfredsstillende vilkår for alverdens landstrænere – men spoler vi så tiden frem til i dag, er pendulet svunget med voldsom kraft. I dag kræver landsholdene udtagne spillere til rådighed i fem dage inden nok så ubetydelige landskampe, og dette efterår efterlader landsholds-terminerne tre store huller i den normale fodboldkalender.
Helt ærligt: Begrebet landskamp-pause giver mig kvalme. Næsten tre gange to uger uden klubkampe i midten af september, oktober og november, normalt nogle af de mest intense fodboldperioder i sæsonen. Halvanden måned ryddet, mens landsholdene spiller dræbende, ligegyldige landskampe i en turnering, ingen forstår et kuk af.
Nations League er udtænkt af snedige fodboldmatematikere for at sparke liv i forberedelseskampene, som forlængst er blevet en paria i fodboldåret. Nu forventes vi at klappe i næsegrus beundring, når Gibraltar slår Lichtenstein foran et par håndfulde tilskuere i miniputkolonien i fodboldugens mest markante resultat.
Ellers må vi rode rundt på betalingskanaler for at finde eksempelvis det danske landsholds kampe, som mistede sit tag i nationen endnu før, spillerne begyndt at opføre sig som underbetalte, uretfærdigt behandlede løsarbejdere med ufravigelige overenskomstkrav for at stille op i den rød/hvide spilledragt.
Paradoksalt nok var landsholdets betydning og prestige langt større i Allan Simonsens tid end i dag. Dengang lå magten hos klubberne. I dag er Fifa og Uefa alene om at diktere betingelserne, og det har givet de firkantede, ensrettede regler, som er med til at presse klubkalenderen sammen, når man over en hel sæson braklægge sammenlagt i nærheden af tre måneder.
Og hvilket formål er der efterhånden, landskampene tjener? EM- og VM-slutrunder er da underholdende, mens de foregår, men prisen er godt nok høj. Og groft sagt er vi blevet lede og kede af alt det, som følger med.
Landskampe rykker i de fleste lande ud i provinsen, fordi de ikke længere kan fylde nationalarenaen, og selv uden konkurrence fra klubfodbolden (!), er seertallene også vigene.
Jeg har svært ved at huske tilbage på en landskamp med nævneværdig underholdningsværdi, når man frasorterer de afgørende kvalifikationskampe. Sidstnævnte bliver der stadig færre af, fordi slutrunderne vokser eksponentielt, i takt med at Fifa- og Uefa-toppen vifter med deltagelse for det meste af verden i deres valgløfter.
Nations League forhindrer ikke, at San Marino kommer til at stille op til bøllebank mod store nationer, for kvalturneringerne skal stadig afvikles omtrent som normalt, og vi kan se frem til en dræbende forsamling af ligegyldige opgør, så langt landskampkalenderen rækker.
Endnu længere ude lurer en VM-slutrunde i Qatar, som strøede om sig med bestikkelse, men glemte at fortælle de Fifa-delegerede, at ørkenlandet er uegnet til udendørs aktiviteter i sommerhalvåret.
Fodboldsæsonen 2022/23 bliver et mareridt med en slutrunde i november/december og tilhørende opvarmningskampe i månederne inden.
Er det bare mig, som har det svært med at undvære mit eget klubhold, mens overbetalte mellemklasse-spillere lægger til cv’et og markedsværdien med endnu et flueben i landskamp-porteføljen?
Hvorfor ikke bare lave fri tilmelding til slutrunderne, om der skal være 48 eller 96 deltagere gør vel ikke den store forskel, brug en hel sommer på skidtet, og lad os så passe vores rigtige fodboldkampe i fred.
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
