Bielsa

Fodboldkultur: Englands slumrende fodboldgigant har hyret “Verdens bedste træner”

Fodboldfeberen raser i Englands tredje største by, som er Leeds. Voldsomme følelsesudbrud ligger normalt ikke til de stoute yorkshiremen i Leeds og omegn, men i den seneste uge har de sociale medier kogt over i kollektiv forventning, som kulminerede op til weekenden.

Nej, det handler ikke om VM og Englands chancer i Rusland. I Leeds er man på det nærmeste fløjtende ligeglade med landsholdet lige nu. Alt handler om Leeds United og en træner-ansættelse, som kan/skal forvandle 17 års smerte til ny storhed. Tilbagevenden til Premier League. For starters.

Selvforståelsen i Leeds United er, at man mindst er lige så naturlig en storklub, som Manchester City, Chelsea og Tottenham. Man har bare aldrig fået de rigtige ejere med de store penge til at indfri potentialet.

Og historien om Leeds United og Bielsa handler ikke kun om en falleret storklub på vej tilbage. Men også om fodboldkultur og hvordan udviklingen i engelsk fodbold har gjort nogle klubber meget rige, mens andre har set sig plyndret for både sportslig succes og penge.

Leeds har været så forfærdelig meget skidt igennem siden årtusindeskiftet, at man knapt kan tro på det, som er sket og sker i klubben lige nu, hvor Leeds’ største trænernavn nogensinde har sagt ja til at begynde i klubben næste uge.

Marcello Bielsa har skrevet under på en to-årig trænerkontrakt med Leeds United, og hvis det ikke er et navn, som siger danske fodboldfans forfærdelig meget, er det modsatte tilfældet i Sydeuropa og Sydamerika.

Marcello Bielsa – med tilnavnet El Loco – har rang af godfather i trænerfaget, hvor hans disciple tæller navne som Mauricio Pochettino og Pep Guardiola.

Manchester City-træneren kaldte for et par år siden Bielsa for “verdens bedste træner”, og selv om han langtfra er træneren med flest trofæer, kan hans indflydelse på moderne fodbold ikke underkendes.

Trænerkarrieren omfatter både det argentinske og det chilenske landshold samt klubhold som Atletic Bilbao, Espanyol og Marseille. Først og fremmest er han kendt for at prædike 100 procent offensiv presfodbold i en særegen 3-3-3-1 eller 3-3-1-3 opstilling, som både Pochettino og Guardiola har ladet sig inspirere af.

Og er der noget, som passer til sæsonkortholderne på Elland Road, er det den fodboldfilosofi, Bielsa kommer til Yorkshire med. På en af engelsk fodbold ældste fodboldarenaer er stemningen letantændelig på godt og ondt, og da klubben sidst blev mestre for 26 sæsoner siden, var det netop med en aggressiv spillestil. Båret frem af et aggressivt publikum.

Når man kniber sig i armen lige nu, er det ikke mindst i undren og taknemmelighed over, at Bielsa har valgt Leeds i næstbedste række fremfor den flok af Premier League hold, argentineren kunne have valgt som sin næste destination, hvis han havde villet det anderledes.

For ret præcis fire år siden ansatte Leeds United en træner, David Hockaday, hvis cv talte en fyring i nonleague-klubben Forest Green Rovers, som det mest bemærkelsværdige. Det svier stadig i erindringen hos fanskaren, en ydmygelse af rang, Hockaday-eksperimentet holdt ikke engang i to måneder.

Så meget desto større kontrast til i dag.

Nu hyrer man fra øverste hylde, og Bielsa får en årsløn i omegnen af 3-4 mio. £, hvilket gør ham til den dyreste træner i The Championship.

Succes-tørsten har varet så længe i Leeds United, at en hel generation af fans mest har læst sig frem til, at Leeds United engang hørte til eliten i europæisk fodbold.

Spektakulær deroute

Nedturen har været spektakulær om ikke andet, og bortset fra Coventry – som i den forløbne sæson rykkede op fra fjerdebedste række – har ingen traditionsklub i England oplevet en tilsvarende deroute.

I 2001 spillede Leeds United sig frem til semifinalerne i Champions League efter have passeret forhindringer i skikkelse af Barcelona, Real Madrid, Lazio og AC Milan. To år senere afslørede klubben et kolossalt overforbrug og en ophobet gæld på den forkerte side af en milliard.

Kaos fulgte. Klubben rykkede ned i 2004, og man kan diskutere længe om striben af mislykkede træneransættelser siden kan modsvare en forfærdelig serie usympatiske ejere, som tilsammen alt det værste i moderne fodbold.

Bates  – helvedet fra Chelsea

Det sidste først: Den tidligere Chelsea-ejer Ken Bates købte klubben på randen af konkurs i 2005, og hans otte år i Leeds fremstår som de værste i klubbens historie. Ikke blot lod Bates klubben gå konkurs, så de mindre kreditorer aldrig fik deres penge, mens han købte fallitboet tilbage for en slik. Under Bates rykkede klubben for første gang ned i tredjebedste række, hvor man sad fast i tre sæsoner.

Bates, flashy rigmand fra Londons west end – som i sin Chelsea-tid aldrig lagde skjul på sin foragt for Leeds og alt hvad Yorkshireklubben repræsenterede – lagde aldrig en øre af sin egen formue i Leeds. Han trak til gengæld store summer ud, og det blev kutyme, at lovende talenter blev solgt, ofte for billigt, fordi kontrakterne ikke blev forlænget i tide.

Og hvor Leeds få år tidligere købte spillere som Rio Ferdinand og Robbie Fowler, stod den nu på tvivlsomme journeymen, has-beens og lottokuponer fra transferlistens overskudslager.

Måske værst af alt forblev Bates en umulius og klassens uregerlige dreng i fodboldens establishment, hvor han ragede uklar med alt fra fans og bystyre til liga og sponsorer. Og hos modstanderfans, naturligvis.

Siden Revietiden i 60erne og 70erne, hvor Leeds United var Englands bedste fodboldklub har klubben været favorithadeklub for alle andre: Dirty Leeds, Leeds scum. Bates sørgede for at holde foragten intakt.

Elland Road og det dengang topmoderne træningsanlæg Thorp Arch var solgt under klubben rekonstruktion, men selv om Bates havde muligheden for at købe det hele tilbage under gunstige betingelser, undlod klubejeren at benytte klausulen i tide. Undlod at investere i rammerne, nøjagtig som det var tilfældet med spillertruppen.

Til gengæld var der ingen smalle steder, når Bates fløj i privatjet fra sin bopæl i Monaco til Leeds fire-fem gange i måneden. Det stod alene for en tocifret millionudgift i klubbens regnskab.

Mange Leeds-fans svor, at de ikke ville sætte deres ben på Elland Road, før Bates var væk, for det stod stadig mere klart, at han alene var i klubben for sin egen skyld.

Det kunne ikke blive værre, tænkte fanskaren, men det kunne det faktisk.

GFH – kyniske bankmænd uden fodboldviden

Bates solgte Leeds til en GFH, en investeringsbank fra Bahrain i 2012. Måske var det den stærkt aldrende klubejers sidste hævn overfor klub og by, for ind kom en flok ejere uden fodboldviden og uden andre interesser end at malke hver en øre ud af nyanskaffelsen.

Araberne, hvoraf nogle havde tilknytning til byen gennem universitetsophold i en fjern fortid,  kunne godt se potentialet i at rykke op i pengeparadiset i Premier League, men de hverken kunne eller ville putte penge i projektet. Til gengæld læssede de gæld fra andre projekter over i klubben, ligesom deres sportslige beslutninger var mildest talt excentriske.  I deres turbulente to år som ejere nåede de at kræve en træner fyret i pausen af en udekamp mod Sheffield Wednesday, og de fandt nye spillere på football manager og Fifa på deres gamekonsoller.

Selino – fuld, skør, impulsiv – og nærig

Det var dømt til at gå galt, men så faldt de over en villig køber, som de kunne narre big time.

Ind på scenen trådte Massimo Sellino, falleret og berygtet italiener. Bosiddende i Miami og mangeårig ejer af Cagliari, et notorisk bundhold i Serie A.

Han havde uden held forsøgt at købe West Ham i Premier League, men hans fortid var for belastet til, at ligaen ville godkende ham.

Det burde have været tilstrækkelig advarsel, men nu fik han chancen for at købe Leeds. Det gjorde han impulsivt og stort set ubeset i januar 2014. Og kom til at skrive under på en aftale, som bandt ham på hænder og fødder i forhold til de forretningsmæssigt snu arabere. De beholdte en kontrollerende aktiepost, reelt kunne han ikke foretage større investeringer uden deres samtykke, og GFH stod til at indkassere en stor del af kagen, hvis Leeds rykkede op i Premier League.

Men det var ikke engang det værste. Sellino vidste sig hurtigt som en slags prototype på en fremtidig amerikansk præsident, ligeså narcissistisk, impulsiv og uberegnelig som Donald Trump, ligeså meget ude af stand til at lære af sine fejltagelser.

Sellino ankom til Leeds og fyrede klubbens træner endnu inden han var kommet ind af døren, ligesom han gik igang med en større udrensning i personale. Trigger-happy er en voldsom underdrivelse i beskrivelsen af italieneren, der fyrede trænere på stribe, og som flere gange blev lokket i pinlige fuldemandsinterviews på nettet af en snarrådig fan. Udover at fyre trænere blev det også hurtigt en almindelig antagelse, at Sellino var glad for både våde varer og stærkere stimulanser.

Det var dømt til at ende i kaos. Sellino bestemte alt, og han ombestemte sig hurtigt igen. Trænerdøren gik ikke bare op og i – den stod konstant åben. Gennem een sæson nåede Leeds at have fire forskellige cheftrænere, hvorefter klubben skiftede igen før en ny sæson begyndte.

Klubben ragede uklar med endnu flere end under Ken Bates og brugte store summer til pinlige retssager, hvor Sellino blandt andet blev dømt for uberettiget og af rene kønsdiskrimeringsmotiver at have fyret Lucy Ward, ungdomsafdelingens samlende figur.

Og heller ikke Sellino ville bruge penge. Han solgte dårligt og købte endnu ringere. Og altid billigere.

Don’t go to bed just yet, er stadig en stående vits blandt Leeds-fans. Det var ordlyden af en officiel tweet fra klubben på transfer-deadlineday i 2014 to timer før midnat. De fans, som blev oppe, kunne notere sig, at klubben nåede at sælge sine to mest lovende angrebstalenter inden klokken blev tolv…

Sellino var i konstante vanskeligheder med skattesager i både England og Italien. Han blev erklæret uegnet som klubejer af The Football League, fik lange karantæner, og fangrupper arrangerede spektakulære demonstrationer for at få ham ud.

Radrizzani – ung og ambitiøs

Det lykkedes sidste år, da han solgte til landsmanden Andrea Radrizzani, ung og lovende forretningsmand, som på få år blev milliardær ved at handle med tv-rettigheder i sport. Han kendte Sellino fra Miami, hvor han også var flyttet til, men det var stort set også det eneste de to havde tilfælles. Radrizzzani er en snu forretningsmand, som forstår betydningen af pr og respekten for fans og fodboldkultur. Og så er han parat til at lægge penge i foretagenet.

Radrizzani købte først halvdelen og siden hele Sellinos ejerandel, fik handlet endegyldigt af med GFH og købte Elland Road tilbage til klubben. Men hans første sæson blev en sportslig fiasko med Thomas Christiansen som tvivlsomt valg på trænerposten, spanske Victor Orta som tvivlsomt valg til sportsdirektør, en spillertrup strikket sammen af ukendte spillere fra kontinentet og en urealistisk, stram lønpolitik.

Det endte i kæmpe skuffelse for et hjemmepublikum på over 32.000 i snit og ny frustration i fanskaren, men Radrizzani lærte tilsyneladende af sit første år. Og sommeren har signaleret revolution, som sjældent set i West Yorkshire.

Bielsa signalerer nye tider, og de spillere, klubben nu sættes i kontakt med, er ikke ukendte spillere fra serie B og den schweiziske liga. Argentinerens forbindelser gør lejeaftaler med både Tottenham og Manchester City til en realistisk mulighed, og handles skal der:

Bielsas spillestil fordrer en stor trup, den er fysisk og taktisk krævende. El Loco forbereder sig grundigt: Har allerede set samtlige Leeds-kampe fra de seneste tre (!) sæsoner, og han er kendt og berygtet for sine dobbelte træningspas i sæsonforberedelserne.

Hans ry som madman, hidsig, krævende og i stand til at kaste en (godt nok harmløs) håndgranat ud blandt fans, gør ham til potentiel kultfigur i Leeds, hvor man altid har holdt af personligheder, der godt kunne opføre sig aparte, hvis bare de demonstrerede ægte passion.

Det gør Bielsa, og nu vejrer de hårdt prøvede på Elland Road omsider morgenluft og succes. Bielsa er ingen garanti for det sidste, men med ansættelsen sender klubben et signal, fansene har spejdet forgæves efter i snart to årtier:

Ægte ambition. Og revolution.