Hvad er meningen med Room 217?
‘Politiet mødte talstærkt op foran Joseph DeAngelos hjem i udkanten af Sacramento i slutningen af april. Det kom bag på den 72-årige pensionerede eks-politimand og mekaniker, som blev arresteret for otte mord og en del andre forbrydelser.
-Jeg har en steg i ovnen, var hans eneste kommentar, før han blev ført bort for at blive varetægtsfængslet uden mulighed for kaution.
DeAngelo har de sidste 32 år levet en anonym tilværelse, det meste af tiden med arbejde som mekaniker for en lokal supermarkeds-kæde og som fraskilt far til tre døtre og flere børnebørn. På arbejde gjorde han sig mest bemærket ved aldrig at kaste et smil af sig, i nabolaget passede han nidkært sin have, slog sit græs og satte små mærker i asfalten, så han kunne parkere traileren med hans båd præcis, hvor han ville have den til at stå. Naboerne lagde mest mærke til ham, når han råbte af forbipasserende, som generede ham ved at kigge over hækken eller ved at støje mere, end den aldrende DeAngelo brød sig om.
Det var et voldsomt temperament gemt i ham, var de fleste enige om. Men DeAngelo fremstod aldrig som andet end en excentriker, som på det seneste delte bolig med en af sine døtre og et barnebarn.
En af historiens værste
I dag er Joseph DeAngelo via dna-test afsløret som den formodede gerningsmand til minimum otte, men sandsynligvis 12 mord og et halvt hundrede voldtægter. Alle begået i årtiet mellem 1976 og 86, hvorefter han ganske bemærkelsesværdigt har ageret lovlydig borger i 32 år frem frem til sin arrestation.
Historien er interessant af mange årsager. De uopklarede mord og voldtægter i Californien har tilhørt en eksklusiv samling af uopklarede serieforbrydelser i USA, men det er ikke mange år siden, først en række indbrud, herefter voldtægter og tilidst mord blev kædet til samme gerningsmand.
Bliver Joseph DeAngelo dømt, og det er der ikke mange grunde til ikke at tro, han bliver, indtager han sin plads mellem USA’s værste og mest uhyggelige seriemordere gennem tiderne. Og når man får stykket detaljerne sammen i hans historie, vil den fremstå omtrent som en drejebog for utallige gode og mindre heldige thrillers på både skrift og film. Noget af historien er næsten for clicheagtig til at kunne virke troværdigt på fiction, andre detaljer ligner spørgsmålstegn, som måske aldrig bliver besvaret.
Det største af slagsen er, hvordan DeAngelo nærmest fra den ene dag til den anden kunne lægge sin hobbyvirksomhed med at bryde ind i private hjem, bagbinde mand, kone og nogle gange børn, voldtage kvinden i huset i timevis og derefter slå ihjel med kølle eller andet forhåndenværende redskab, inden han sluttede sin uhyggelig forestilling af med at spise levninger fra ofrenes køleskab.
Det pludselige karrierestop passer meget lidt med almindelig teori om seriemorder-adfærd, men måske bliver vi klogere, når sagen ruller frem. DeAngelo var 40, da han gik på “pension”, en relativ tidlig alder at lægge driftstyrede, stærkt voldelige forbrydelser på hylden.
På andre punkter passer DeAngelo til gengæld perfekt på skabelonen. Hans adfærd ligner grundskabelonen for en seriemorder-profil, som FBI profilers har arbejdet sig frem til gennem studier over de sidste fire årtier – ironisk nok fra omtrent tidspunktet, hvor DeAngelo indledte sin kriminelle løbebane.
Fra indbrudstyv til voldtægtsforbryder
Vi ved meget lidt om hans barndom, hans far arbejdede som svejser, mens moren serverede på burgerkæden Denny’s, og som teenager flyttede han med familien til Californien. Efter aktiv tjeneste i flåden under Vietnamkrigen, tog DeAngelo en collegeeksamen i criminal justice.
I 1973 slog han sig ned i Exeter, en mindre by midtvejs mellem Sacremento og Los Angeles, giftede sig med jurastuderende og fik arbejde hos det lokale politi.
Omtrent samtidigt begyndte en serie uopklarede indbrud i Visalia, en mindre by en halv snes kilometer fra Exeter.
Indbrudstyven brød ind om natten, og udover gængs, omsættelig tyvegods tog tyven små “trofæer” med sig – smykker, ure etc. Et andet kendetegn for indbrudene, 85 i alt, var at gerningsmanden anbragte tallerkener strategisk til at advare ham, hvis nogen skulle overraske ham under indbruddet.
Altsammen uhyggelige, første læretrin for en seriemorder in spe. Husene var tomme, mens han brød ind, men et enkelt mord blev det dog til. The Visalia Ransacker – det første af fire øgenavne tilskrevet DeAngelo – forsøgte i 1976 at kidnappe en 16-årig pige, men blev forstyrret af pigens far, som gerningsmanden skød og dræbte, inden han flygtede fra gerningsstedet.
Samme år stoppede indbrudsbølgen lige så brat, som den begyndte. Samtidig med at DeAngelo flyttede med familien til Auburn, et halvt hundrede kilometer uden for Californiens forbundshovedstad Sacremento.
DeAngelo fik job her hos de lokale politi, samtidig med, at en voldtægtsbølge ramte Sacrementos forstæder. En uhyggelig og brutal af slagsen: Gerningsmanden udvalgte sine ofre omhyggeligt, stalkede dem for at kende deres vaner, brød ind deres hjem på forhånd, så han var fortrolig med boligens layout. Han skjulte våben, reb og andre remedier, som han kunne bruge under selve overfaldet.
Ofte var offeret ikke alene, men det afskrækkede ikke The East Area Rapist, DeAngelos nye tilnavn. Han bandt eventuelle kærester eller børn i tilstødende lokaler, anbragte tallerkener på ryggen af dem og advarerede dem om, at han ville dræbe både dem og voldtægtsofferet, hvis han hørte porcelænet falde på gulvet.
Under overfaldene bar DeAngelo en skimaske, og derfor var der aldrig et brugbart signalement af gerningsmanden. Men han blev beskrevet som særdeles adræt – han flygtede til fods eller på cykel, og de par gange, hvor han var tæt på at blive pågrebet, lykkedes det ham at slippe væk ved at løbe fra forfølgerne.
Voldtægterne trak han ud i timevis. Og ofte ringede han efterfølgende til sine ofre med trusler om at vende tilbage. Nogle af opkaldene blev optaget, og de kunne være anvendt i en ualmindelig fantasiløs b-gyser:
-Gonna kill ya, gonna kill ya, hvisker gerningsmanden med påtaget, uhyggelig stemme.
Taget for butikstyveri
Men de næsten 50 voldtægtsofre frem til 1979 fik alle lov at leve. DeAngelo færdiggjorde sin sidste oplæringsfase, før han kunne indlede sin karriere, som fuldblods-seriemorder. Og måske fik han et uventet skub udover kanten takket være sin egen skødesløshed.
DeAngelo passede sit arbejde som politibetjent upåklageligt, men en sommerdag blev han taget i et byggemarked med en hammer og en dåse hunde-afskrækkelsespulver skjult i lommerne. Simpelt butikstyveri for et latterligt lavt beløb, men en fejltagelse som kostede ham jobbet hos politiet for bestandigt.
Herefter er der det hul i DeAngelos historie i forhold til både bopæl og beskæftigelse. Til gengæld er han i dag via DNA spor forbundet til de i alt 11 mord, som blev begået i det sydlige Californien, og som gav DeAngelo sit tredje og fjerde tilnavn: The Original Night Stalker og til sidst The Golden State Killer.
Forbrydelserne blev alle begået mellem 1979 og 1986, og først langt senere blev gerningsmanden knyttet til indbruddene og voldtægterne i flere hundrede kilometer mod nord. Hverken dna-undersøgelser eller samkøring af arkiv de forskellige politidistrikter imellem hjalp efterforskerne, men mønsteret var ikke til at tage fejl af:
DeAngelo brugte sin modus operandi fra voldtægterne, det omhyggelige forarbejde godt hjulpet af erfaringerne som betjent, overvågning, præ-indbrud og kortlægning af adfærd etc. Forskellen var blot, at han nu enten skød eller bankede sin ofre ihjel efter voldtægterne, og var der pårørende i huset, dræbte han også dem.
Det var uhyggelige mord, som ikke lod hverken virkelighedens Ted Bundy eller fiktionens Dragon Man i Thomas Harris’ første Hanibal Lecter følgeton meget efter.
DeAngelo kontaktede politiet, pralede af sine gerninger og sendte digte og anekdoter til sine forfølgere tilsyneladende overbevist om sin egen ufejlbarlighed – endnu et klassisk seriemordertræk.
Men politiet stod omtrent på bar bund i opklaringsarbejdet. Man forfulgte fejlagtigt nogle af ofrenes kontakter og tidligere kærester. En enkelt nåede at blive tiltalt for et af mordene, men blev siden pure frikendt. The Golden State Killer forblev et fantom, og da mordene stoppede brat i 1986, var politiet stadig ikke kommet et skridt nærmere hans identitet.
Dna-fælden
Omtrent samtidig flyttede DeAngelo tilbage til Sacremento-området, hvor han forblev en lovlydig borger. Han blev skilt, men havde en del at gøre med sine tre døtre og senere sine børnebørn.
Flere true crime-forfattere har beskæftiget sig med sagen, det samme har et par voldtægtsofrene, da de to serier forbrydelser blev kædet sammen.
Men gennembruddet kom først i år. Selv om DeAngelo var omhyggelig med ikke at efterlade brugbare spor, fingeraftryk m.m., var han ikke forberedt på fremtidens dna-teknik.
Politiet gemte tilstrækkeligt efterladt dna fra forbrydelserne til langt senere at stykke en nøjagtig profil sammen.
Og her kommer så det kontroversielle i opklaringsarbejdet: Politiet kørte gerningsmandens profil sammen med et offentligt tilgængelig register, som intet havde med politiet eller forbrydelser at gøre – alene slægtsforskning.
Her fandt man et match. Ikke direkte, men en slægtning til DeAngelo passede for meget til profilen til at være en tilfældighed, og herfra arbejdede politiet sig gennem slægtslinjerne i den videre jagt på en sandsynlig gerningsmand. Og fandt DeAngelo, hvis færden og geografi passede perfekt.
Herefter handlede det alene om at skaffe dna fra den aldrende pensionist. Den fik man fra DeAngelos skraldespand, og herefter var der kun tilbage at arrestere manden.
De kommende måneder og år kommer der givetvis meget nyt frem om DeAngelo, som muligvis kan sættes i forbindelse med flere forbrydelser afhængig af nye dna-prøver eller måske via tilståelser som led i en byttehandel i forhold til strafudmålingen. Det er endnu ikke afgjort, om anklageren vil kræve ham idømt dødsstraf, men det er i givet fald inden for lovens rammer, selv om nogle af mordene blev begået, mens dødsstraffen var suspenderet i Californien i 70erne.
Træk fra andre seriemordere
Under alle omstændigheeer vil DeAngelo og hans ugerninger indskrive sig i seriemorderhistorien på en fremtrædende plads.
DeAngelo som prototypen på en seriemorder, der øver sig over to indledende faser med forberedende forbrydelser for derefter at springe ud full time. Vi ved ikke nok om hans barndom til at kende baggrunden for hans adfærd. Til gengæld er hans baggrund som politimand ligeså usædvanlig i forhold til virkelighedens historie, som den er almindelig i fiktionen.
At DeAngelo både var gift og fik børn – at han var istand til at afbryde sin aktivitet på eget initiativ – sætter ham også i minoritetsbås blandt kendte seriemordere, der ofte er enlige mænd, som lever under ringe sociale kår, og som, selv om de kan være nok så godt begavede, har store problemer med at stykke en normal tilværelse sammen.
Her kan DeAngelo minde om både Gary Ridgway, “The Green River Killer”, som på eget initiativ stoppede med at voldtage og dræbe prostituerede efter 48 mord i staten Washington, og Robert Hansen, en seriemorder, som satte nøgne prostituerede ud i Alaskas ved øde områder, hvorefter han jagede dem til døde med sit jagtudstyr. Hansen bestyrede en bagerforretningskæde og var familiemand med kone og børn, når han ikke agerede seriemorder.
Endelig er der som tidligere nævnt tydelige sammenfald med Ted Bundys selvuddannelse og træningsprogram til de ultimative rædselsforbrydelser. Bundy både stalkede og voldtog før han slog ihjel.
Men måske er den vigtigste lære af DeAngelos historie, at ingen seriemorder kan vide sig sikker med nutidens dna-teknik. Det er måske betænkeligt, at offentlige registre kan bruges til at jagte forbrydere, men bottom line er, at når først gerningsmanden er identificeret, nytter nok så mange falske alibier eller manglende tilståelser ikke noget.
Joseph DeAngelo nåede aldrig at sætte tænderne i sin sidste flæskesteg som en fri mand. Til gengæld vil en del ofre og pårørende sandsynligvis finde en vis fred i bevidstheden om, at 40 års jagt på gerningsmanden er ovre.
https://www.intouchweekly.com/posts/golden-state-killer-156056
https://www.intouchweekly.com/posts/active-serial-killers-in-the-us-146768
https://www.ranker.com/list/golden-state-killer-facts/natalie-hazen
https://www.nytimes.com/2018/04/26/us/joseph-james-deangelo.html
© 2018, Morten Guldberg. All rights reserved.
30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.
