Når jeg mødes med mine helt gamle, permanente venner fra Skive, når vi har skyllet de første dåsepilsnere ned, og mens vi alle sammen stadig er vågne, bruger vi det meste af tiden og energien på at høre musik.

Ikke bare musik, men den bedste af slagsen. Fra dengang hvor alt det bedste blev lavet, fra slutningen af 60erne til først i 80erne.

Det er en fest hver gang. Tidligere måtte vi frem og tilbage mellem kasserne med cd’er og stakke pandekage-høje stakke af skiver ovenpå hinanden (som værten kunne bruge hele næste dag på at sortere), nu kører det over streaming, og så kan man mageligt nå igennem et halvt til et helt hundrede fællesbekendte numre på en aften/nat. Og så kan vi udfordre hinanden i genkendelse og identifikation inden for de første sekunder, demenspræventivt på den gode måde.

Og det er en fantastisk oplevelse af flere grunde. Dels sidder minderne ligeså fast til Manfred Manns Blinded by the Light og Rolling Stones Start me Up m.fl., som de gør til smagsløgene, når man får jordbær med fløde og koteletter i fad. Dels er det bare et ubestridelig faktum, at det bedste musik med få undtagelser blev produceret i den relativt smalle tidsramme, hvor alle de store navne havde deres bedste periode.

Og findes der noget bedre end at spille sin yndlings-musik sammen med andre, der værdsætter den? Min gode ven Peter Hauberg medbragte en transportabel minihøjtaler til iPhonen, så vi fire mand kunne sidde det meste af en nat på sidstedagen af en fodboldudflugt til England forrige år og skråle gennem hotelvæggene. Har ikke været præcist dér siden…

Men selvfølgelig sidder noget bedre fast end andet. Her er min personlige, velbegrundede flæberock top 10. Det burde have været en top 50, for jeg ville gerne have haft både 10CC, T.Rex, Styx, Uriah Heep og ikke mindst Sweets Set me free med, men livet er et lang, ubamhjertigt udskillelsesløb.

10. Thin Lizzy: Still in love with you (live and Dangerous-version)

Her er det vigtigt med versionvalget, fordi Gary Moore’s grædeguitar er særlig følsom i live-udgaven. Hvad skal næsten sige om gode gamle Phil Lynott og den særlige stemning, som hører Thin Lizzy til? Det kunne ligeså godt have været The boys are back in town (som hører enhver drenge-reunion til), Don’t believe a word eller en håndfuld andre klassikere, men den regulært fulde-flæbende tekst og hele to luftguitar-seancer gør dette nummer til oplagt tåreperser efter tredje gin&tonic.

9. Toto: White Sister

Alt for mange forbinder alene Toto med blød pop, men specielt i de første år lavede bandet masser af solid rock, og fra den alt for oversete Hydra-album troner White Sister  for mig som det bedste Toto-nummer med Steve Lukather og Jeff Porcaro for fuld udblæsning på guitar og trommer. Lidt et farligt track at køre med levende lys på bordet og sarte vaser på udsatte steder, men for fanden hvor er det godt.

8. Deep Purple: Smoke on the Water (Live in Japan)

Den her kommer man bare ikke uden om, men det er vigtigt at vælge liveversionen fra ’73 – ikke bare på grund af Ian Gillians introduktion og Richie Blackmores improvisation i begyndelsen, men fordi det er et af de bedste live-numre, man kan opdrive, og fordi Smoke on the Water må sidde fast i erindringen på alle, der bare har snust til rock i 70erne. Deep Purple har leveret så meget andet – Burn og Highway Star må man også runde på et tidspunkt i løbet af aftenen – men ingenting som denne.

7. Supertramp: Fool’s Overture (Paris-version)

Det mest undervurderede band gennem tiderne? Supertramp har et bagkatalog af format, og vi runder altid mindst en håndfuld, der er så meget at vælge imellem, og man kan sagtens holde til at lade et hel album som Crisis? What Crisis? rulle igennem lydtapetet, for det holder altsammen endnu. Fools Overture er ikke det nemmest tilgængelige fra samlingen, men det er efter min bedste mening Supertramps bedste, Churchills radiotale, patos i spandevis og masser af venlig sax. Liveversionen fra Paris er den bedste, findes desværre ikke på youtube, men denne her går an.

6. Pink Floyd: Wish you were here

Pink Floyds bedste albums er fra midt i 70erne, det blev ikke bedre eller mere helstøbt end Wish you were here, og titelnummeret rummer så meget vemodig nostalgi, at det er ganske umuligt ikke at skråle med: We’re just two lost souls swimming in a fish bowl – year after year. Dark Side of the Moon og Animals er også leveringsdygtige i holdbare tracks, men det er altid Wish you were here, jeg vender tilbage til.

5. Boston: Hitch a ride

Bostons legendariske første album rummer tusindvis af minder for mig – More than a feeling på ungdomsklubben Tambohus i Skive fredag aften, Long Time med den uforglemmelige Forplay-intro. Det er enestående, velproduceret vellyd, som holder frem til i dag. Hitch a ride gemmer sig næstsidst på bagsiden af den gamle vinylplade, men det er endt som mit favoritnummer. Ikke mindst på grund af en kort, men uforglemmelig guitarsolo.

4. Manfred Mann: Davy’s on the road again

Manfred Mann krøb ind gennem revner og sprækker for de fleste af os, der voksede op i 70erne, og Time-albummet spiller en legendarisk rolle i de første påskeferier, hvor forældrene rejste sydpå, og man disponerede over et helt hus. Side to indleder med faux-liveversionen af Davy’s on the road again og den slutter med majestætiske  Mighty Quinn – tror jeg har fået mere motion til de 20 minutter end under løbeturene i årene siden.

3. Led Zeppelin: Since I’ve been loving you

Så er vi oppe, hvor det gør ondt, ondt langt ind i sjælen, og Led Zeppelins allerbedste nummer udtrykker den ultimative blues-fornemmelse, når man kollektivt erkender, at teenagetiden uundgåeligt ligger årtier tilbage, men minderne har vi da lov at ha’. Alle, der synes, der bliver lavet fantastisk rock idag, burde ofre ti minutter på denne her. Jimmy Page er ikke bedre end her, Robert Plants skarpe vokal skærer ind til marven, og måske er der alligevel plads til en lille whisky mere.

2. Genesis: The carpet crawlers

Genesis var min første, alvorlige favoritgruppe, da Slade-tiden randt ud, og det dengang Peter Gabriels dybe vokal stadig forsynede musikken med en psykedelisk hashtåge, som gjorde tilstedeværelsen af lilla batiktrøjer og piger med moskus-parfume til en naturlig del af tilværelsen. Carpet Crawlers er det smukkeste nummer, Genesis har lavet, men hverken jeg eller dem, jeg hører det med, har nogensinde fundet ud af, hvad teksten handler om. Det er heldigvis ligegyldigt, for det passer jo meget godt med det generelle signalement af 70erne.

1. The Who: Won’t get fooled again

Lad os være ærlige: I de yngre dage var der mere oprør, vrede og blind tro på en bedre verden end fortsættelsen lod realisere. Men man kan til enhver tid sætte det ultimative ungdomsoprørs-hit – albumversionen, ikke singleudgaven, for Roger Daltrey skal have lov at skrige to gange – til at spille for fuld knald og genskabe noget af magien. Jeg var heldig at se Who live i Leeds på den store afskedsturné for et par år siden, og selvfølgelig var Won’t get fooled again det sidste ekstranummer. Stort. Ligesom det er det når, når vi danser på bordene og leger revolutionære hippier igen frem til Daltreys uforglemmelige afskedssalut: Meet the new boss – same as the old boss.

Jims favoritter

Morten Guldberg

30 år som journalist, sportsredaktør, mad & vin skribent, restaurantanmelder, chefredaktør hos Vejle Amts Folkeblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier. Selvstændig medierådgiver/konsulent.

mortenguldberg.dk