mancave.dk

For mænd i deres bedste alder

Hjem | Lige nu

Lige nu

Grogs, noggs – og andre lune kreationer til en kold tid

by

Traditional holiday egg nog garnished with freshly ground nutmeg.

Jule-cocktails: mancaves ekspert har dykket ned i historien og fundet en stribe af december måneds bedste bud på at skabe indre varme – helt uden færdigblandet gløgg.

Med dagtemperaturer i minus – næsten … og med første adventssøndag klart i sigte, må tiden være inde til at vende blikket mod nogle af cocktailverdenens mere lunende og julede opfindelser.

Lad os starte med groggen. “The Grog”, angiveligt opkaldt efter den engelske viceadmiral Sir Edward Vernon (1684-1757), hvis kælenavn var “Old Grog”, har sine rødder tilbage i det 17. århundrede, hvor England lagde grunden til sit verdensimperium og baserede det på en stor og slagkraftig flåde.

Mandskabet hertil blev i vid udstrækning prokureret fra de mange børnehjem, der i løbet af århundredets begyndelse var blevet oprettet for at tage sig af et stigende problem med spædbørn, der blev efterladt på gaderne af fattige og ofte dybt alkoholiserede mødre. Disse drenge havde udsigt til et farligt og ofte kort liv på søen, hvor en af deres få ubestridelige rettigheder var den daglige romration – eller “tot”.

Også mod vådt krudt

Den bestod op til ordningens afskaffelse i 1970 (og jeg gentager… i 1970!) af nøjagtigt 1/8 imperial pint (71ml) rom på 54,6%vol. Dette lidt aparte tal blev valgt, da rom ved den styrke kan brænde direkte og derfor også blev brugt til at antænde kanoner, hvis krudtet var vådt. Heraf opstod navne som “Gunpowder Strength” og “Gunpowder Proof”, der også blev givet til gin – et andet produkt, der nød stor udbredelse i flåden.

Søfolk tog deres rom yderst alvorligt, og var der mistanke om, at en “Pusser” (den person på skibet, der havde ansvaret for romlageret – heraf senere titlen Purser) hældte vand i rationerne, kunne han tvinges til at tænde et glas rom tilsat en anelse krudt med et brændglas. Lykkedes dette, var det “proof” på, at rommen var god; hvis ikke blev Pusseren smidt over bord. Rom på 54,6% skal selvfølgelig fortyndes for at kunne drikkes, og for at holde skørbugen stangen skete dette på Vernons ordrer med vand blandet med citrusfrugt (som mandskabet normalt ikke spiste frivilligt). På nogle skibe blev groggen endvidere sødet med honning. Derfor ser den klassiske sammensætning således ud:

The Grog

4,5 cl Navy rom*

3 tsk. flydende honning (ellers kan det ikke opløses)

3/4 cl limejuice

2 stænk Angostura bitter

7,5 cl koldt vand

Opløs honning i rommen og tilsæt resten. Shake med is og si over i en isfyldt tumbler.

Viceadmiral Vernon sejlede ganske meget i Caribien, så det er ikke helt utænkeligt, at han er stødt på diverse bitters, som kan være blevet brugt i grogs (om ikke andet så i hans egen). Derfor har jeg vovet at inkludere Angostura i opskriften på denne oprindelige grog.

En grog kan selvfølgelig også – specielt om vinteren – serveres varm:

Hot Grog

3 cl Navy rom*

3 tsk. god honning

3/4 cl limejuice

7,5 cl kogende vand

Alt kommes i et glas, der kan tåle varmen, og der røres til honningen er opløst. Afsluttende kan tilsættes et stykke citronskal. Rommængden er i forhold til den kolde grog reduceret lidt, da varmen får drikken til at virke stærkere. 

Eller man kan vende blikket mod Toddy’en, hvis navn oprindeligt kommer fra en indisk drik gæret på palmesaft. Toddy’er laves på basis af næsten alle alkoholer. Denne er med cognac.

Christmas traditional toddy on holiday decorated table

The Toddy

6 cl cognac

1,5 cl citronsaft

3/4 cl sukkersirup (2 sukker : 1 vand)

kogende vand

 

Alt kommes i et Toddy-glas. Der røres og tilsættes kogende vand efter smag samt en skive citron og en kanelstang.

En interessant variation, der er specielt god til en frostklar søndag eftermiddag i januar, er:

The Tea Toddy

10 friske mynteblade

2 tsk brun farin

1 tsk sort te eller Earl Grey

4 cl hvid eller gylden rom efter smag

1,5 cl limejuice

7-10 cl kogende vand

Kom mynteblade, farin og te i et glas eller lille krus. Hæld kogende vand over og lad det trække to minutter. Si væsken, tilsæt rom og lime og pynt med en halv citronskive.

Disse blandinger har vundet pænt med tilhængere – også blandt landkrabber, og en variant med speciel juleappeal er:

Hot Buttered Rum

2 tsk god honning

1 stykke usaltet smør (som 1-2 spilleterninger efter smag)

6 cl gylden rom

kogende vand

Kom honning og smør i et glas, der kan tåle varmen, og tilsæt rom og vand efter smag. Rør indtil honning og smør er opløst. Drys evt. med lidt reven muskatnød**.

 

Når vi vender blikket mod nogg’en, er dens oprindelse mere tåget. Nogle mener, at “nogg” egentlig er afledt af “grog”, mens andre finder ordets rødder i det gamle engelske ord “noggins” – træskåle, typisk med to håndtag, som fra gammel tid blev brugt til servering af alkohol (bl.a. whiskey).

Traditionen med at drikke mælk blandet med stærk øl og krydderier stammer fra middelalderen, og en sådan forfriskning kaldtes i store dele af England “posset”. Blandt de mere velhavende tilsatte man ofte også æg hvorefter blandingen blev pisket, og konturen af nutidens “nogg” ses nu ret tydeligt.

Ordet Eggnog*** findes først i de engelske kolonier i USA omkring midten af 1700-tallet, hvor den afhængigt af lokalitet og importmuligheder blev tilberedt med cognac, rom, bourbon eller sågar moonshine (hjemmebrændt alkohol lavet på ren majs), oftest til festlige lejligheder. I dag er Eggnog i Nordamerika uløseligt knyttet til julen; det er en mættende affære – så en lille kop rækker langt.

En af mine yndlingsopskrifter lyder som følger:

Traditional holiday drink egg nog garnished with nutmeg.

Eggnog

7,5 cl cognac

1,5 cl sukkersirup (2 sukker : 1 vand)

1 æg

1,5 cl fløde

6 cl mælk

Alt blandes godt og varmes forsigtigt i en kasserolle, til det tykner let. Det må endelig ikke koge! Serveres i et højt kraftigt glas. Drysses traditionelt med reven muskatnød**. Mange steder serveres Eggnog kold; i så fald shakes ingredienserne med is og sies over i et passende glas.

En lidt lettere version er:

The Tom & Jerry

1 æg

1 tsk sukker

3 cl mørk rom

3 cl cognac

varm mælk

Pisk ægget sammen og hæld det over i et glas. Tilsæt sukker, rom og cognac. Fyld op med varm mælk og rør rundt. Pynt evt. med et drys muskat**.

Præsidentens nogg

En helt speciel variant af nogg er den finurlige “General Harrison’s Nogg”. Den er opkaldt efter USAs     9. præsident William Henry Harrison, og hans historie vil jeg gerne en kort stund dvæle ved.

Harrison er en af De Forenede Staters mindst kendte ledere overhovedet, og at han vandt en jordskredssejr ved valget i 1840 mod den siddende – men ret ineffektive – Demokrat Martin Van Buren (heller ikke ligefrem nogen topscorer på listen over amerikanske berømtheder) var ret så uventet.

Harrison blev af mange beskrevet som kolerisk, tyrannisk, selvcentreret og ærekær. Han var også en ældre herre på 67 – så det kan med en vis ret siges, at han som person set med nutidige øjne faktisk var ret moderne.

Et punkt hvorpå han adskilte sig væsentligt fra nationens aktuelle leder var, at han havde både en solid politisk og en ganske distingveret militær karriere bag sig – omend hans største sejre blev vundet gennem hårdhændet fremfærd overfor landets oprindelige indianske befolkning, og som sådan nok ikke havde høstet ham mange roser i dag.

I sin embedsperiode opnåede Harrison stort set kun at blive husket for én ting: tre uger efter at han indtrådte i embedet pådrog han sig en svær lungebetændelse og døde 10 dage senere. Han var landets formelle leder i 30 dage, og blev herved på samme tid USAs suverænt kortest fungerende præsident OG den første, der døde “in office”.

Det bør dog retfærdigvis også nævnes, at han i forbindelse med sin indsættelse holdt den længste tale i amerikansk historie (8445 ord – oplæst på knapt to timer!), og at han blev den første præsident, der efter edsaflæggelsen blev fotograferet. Det vil sikkert have været en trøst for nogle af dem, der siden begræd hans bortgang.

Harrisons ubetimelige død gav ydermere anledning til en ikke ubetydelig konstitutionel krise, da posten som vicepræsident dengang var dårligt defineret, og dens beføjelser aldrig havde været afprøvet i praksis. Specielt var en stor del af Demokraterne af den mening, at vicepræsidentens job kun var at holde stolen varm, indtil en ny præsident kunne udpeges… et privilegium der dengang tilfaldt Repræsentanternes Hus, hvori de tilfældigvis havde flertallet. Vicepræsident John Tyler var imidlertid ikke enig, og det lykkedes ham trods hans modstanderes insisteren på at titulere ham ringeagtende som “Mr Resident” og “Your Accidency” at holde den fulde fireårige periode ud. Tyler afstod dog i sidste ende fra opstilling til valget i 1844, der blev vundet af  Tennessee Demokraten James Knox Polk.

Præsident Harrison var også kendt for sin store forkærlighed for cider, og det fortælles, at han som general drak følgende nogg så ofte, som tid og omstændigheder tillod det.

General Harrison’s Nogg

1 æg

4,5 cl calvados****

6 cl medium sweet strong apple cider

1,5 cl sukkersirup (2 sukker : 1 vand)

2 stænk allehånde bitter*****

Shake det hele grundigt med is og si det over i en rummelig tumbler. Drys med reven muskatnød**.

Fremstillingen af denne ”cocktail” er forbundet med det betydelige problem, at kulsyren i cideren helt naturligt vil få en almindelig shaker til at eksplodere – med et ukristeligt svineri til følge. Der findes specielle forseglbare shakere (såkaldte “fizz shakers”), som er opfundet til netop dette formål, men de er dyre og overordentligt svære at skaffe. Jeg har ved flere lejligheder med held brugt et sylteglas med patentlukning – men tilråder dog stadig forsigtighed, da trykket i beholderen kan blive betydeligt. Nogg’en er en meget speciel og næsten historisk oplevelse, hvis nydelse i høj grad afgøres af ciderens smag og kvalitet.

Noter

*  Jeg bruger Pusser’s Navy Rum. Den har både den rigtige smag – og styrken.

** Jeg er ikke så stor tilhænger af muskatnød i cocktails. I noggs er det imidlertid noget nær obligatorisk. Jeg lader det derfor være op til nyderens smag.

*** “Nogg” som klassifikation staves (i hvert fald i USA) med to g’er – mens “Eggnog” pudsigt nok staves med ét.

****  Fransk fadlagret æblebrændevin fra departementet Calvados i Normandiet.

*****  Jeg har lavet min egen allehåndedram, og det er ikke så svært. Ellers kan jeg varmt anbefale Dale DeGroff’s Pimento Aromatic Bitters. Desværre står den ikke just på hylden i det lokale supermarked.

 

Ozark, Netflix – endnu en serie, som bare skal ses

by

Mary Byrde (Jason Bateman) er på hårdt arbejde i Ozark – blandt andet skal han holde styr på 20-årige Ruth (Julia Garner), der som udgangspunkt er utilpasset vanekriminel, men også et forretningstalent, som klarer usædvanlige udfordringer. Foto: Jessica Miglio/Netflix

Søvnige Missouri  i Bibelbæltet lægger geografi til en af de øjeblikkeligt mest fascinerende tv-serier, Ozark. Det var også her Sharp objects foregik, og det er ikke nødvendigvis et sted, man får lyst at rejse hen – til gengæld er det perfekt som basis for fiction i den mørke genre.

Seriegenren bliver ved at finde nye måder at forny sig selv på. Og selv om temaer og plots sjældent er originale, men oftere og oftere bygger på gennemtestede publikumstræffere, kan de sagtens både underholde og være relevante.

Ozark er et fint eksempel. Faldt over den ved en tilfældighed, blev straks grebet, og 20 afsnit senere er det min øjeblikkelige favoritserie. Også selvom plottet lyder som en kliché:

Marty Byrde, forbilledligt underspillet af Jason Bateman), er en røvkedelig finansrådgiver i Chicago, hvor han – lettere tilfældigt – er kommet undervejs med at hvidvaske penge for et mexicansk narkokartel. Han lever et kedeligt liv med to teenagebørn og en kone, som har en affære, han via privatdetektiv har afsløret med en eksplicit videooptagelse.

Pludselig ramler alt sammen: Narkobosserne finder ud af, der bliver svindlet med pengene, og det fører til kontant afregning, hvor Marty akkurat slipper med livet i behold takket være et tilfældigt tip, han just har fået. Han lover at vaske endnu flere millioner dollars, hvis han får lov at flytte til Ozark, et søvnigt hillbilly kystområde i Missouri.

Han får en sidste chance, river familien op med rode, og mens skakuret tikker utålmodigt (narkobosserne er ikke kendt for tålmod), slår han sig ned i komplet fremmed (og ikke videre venligtsindet) miljø, hvor han med både gangstere og FBI i hælene skal finvaske narkopenge ved at investere dem i lokale virksomheder. Blandt andet et motel, en stripbar og en bedemandsforretning. Og huset, de køber omtrent ubeset, er inklusive en gammel mand, der er ved at dø af lungekræft, men stadig elsker at nøgenbade.

Ozark
Det er ikke nemt for familien Byrde at leve et normalt liv, når en narkogangster – eller FBI-agent – hele tiden venter i døren. Foto: Jessica Miglio/Netflix

Alting foregår under ekstrem stress. Marty får aldrig ro, og hver gang en ny krise viser sig, må han finde på udveje, som kun øger presset på ham. Ufrivilligt trækkes han dybere og dybere ind i alvorlig kriminalitet, ikke ulig Walther White i Breaking Bad, forskellen er, at Marty forbliver en forsigtig talmand, som taler sine omgivelser til fornuft, og aldrig selv bliver hverken slagsbror eller gangster.

Begge dele er der rigeligt af omkring ham.

Ruth har flere ressourcer end ventet

Det kommer der forunderlig meget interessant tv ud af. Først og fremmest folder figurerne sig ud, som serien skrider frem. Ikke bare Marty selv, men også hans kone Wendy (tre gange oscar-nominerede Laura Linney), og søn og datter, som ikke uden videre accepterer at blive tvangsforflyttet uden forklaring. En lige linje fra Sopranos – hvordan man opretholder et nogenlunde normalt kernefamilieliv samtidig med, at man driver en højkriminel, højrisiko forretning.

Paradoksalt nok tømrer den utålelige situation – risikoen for narkohenrettelse time for time – familien tættere sammen, og Wendy hjælper til med at få de stadig mere ambitiøse investeringer til at glide ned hos lokale forretningsfolk og politikere.

Noget helt almindeligt miljø er familien ikke havnet i. Her er homoseksuelle FBI-agenter med temperamentproblemer, vanekriminelle og småsvindlere, redneck-heroinhandlere, og frikirkepræster, som prædiker fra en speedbåd på søen.

Den sammensatte folklore skaber dynamik i handlingen og tilfører masser af spændende figurer. Først og fremmest 20-årige Ruth (Julia Garner), en lavkriminel trailer/trash pige med puddelhår og et yderst konsekvent sprogbrug. Hun ender som en af Martys betroede og afslører stadig flere talenter og et slet skjult ønske om at bryde med både social arv og den kriminelle løbebane, hendes usympatiske far har udstukket for hende.

Hun udvikler sig til at blive seriens mest interessante figur, og to sæsoner henne har vi hverken styr på hende eller resten af persongalleriet i forhold til næste benspænd. De kommer hele tiden, ro bliver der aldrig, selv om tempoet er trukket en smule ned i sæson 2.

Det går ikke ud over kvaliteten, og efter gode anmeldelser og pæne seertal, er Ozark fornyet til foreløbig sæson 3, som kommer næste år. Forinden vil det være en undladelsessynd af de større, at misse de første to gange 10 afsnit.

Bedømmelse: 7/10

Andre tv-serier, som ikke er til at undvære

 

 

 

Making a Murderer – sæson 2 Netflix

by

Making a Murderer: Part 2
Kathleen Zellner (th) har fået 19 uskyldigt dømte frikendt gennem karrieren, og hun fører nu Steven Averys sag. På billedet taler hun med Stevens mor, Dolores. Foto: Netflix

Opfølgningen på Making a Murderer er en must see for alle, som prøver at forstå Donald Trumps USA og de til tider bizarre mekanismer, som dirigerer det amerikanske samfund.

Første sæson af Making a Murderer, en såkaldt Netflix original, udløste en orkan på sociale medier: Dokumentaren om Steven Avery, der først blev frifundet efter at have afsonet 18 år for en voldtægt, han ikke begik, og siden dømt livsvarigt fængsel for et mord på en ung kvinde, Teresa Hallbrock,  i Wisconsin han måske heller ikke begik, nåede hele vejen op til daværende præsident Barack Obama med krav om løsladelse.

Det ønske kunne Obama ikke imødekomme, først og fremmest fordi USA’s forfatning ikke tillader en præsident at omstøde kendelser, der vedrører lovgivning i enkeltstater, men sagen sluttede langtfra med endnu et appelafslag i slutningen af første sæson.

Sæson 2 dækker opfølgningen de seneste knap tre år, hvor advokater slås for både Steven Avery og hans nevø Brendan Dassey, der som 16-årig blev dømt som medskyldig i voldtægt og mord på Teresa Hallbrock i 2006.

Og lad det være sagt med det samme: Man sidder ikke tilbage med ret meget feel good fornemmelse efter at have martret sig igennem de cirka 10 timers møjsommeligt fortalte, nye kapitler i en amerikansk tragedie. Det betyder ikke, at den skal springes over, tværtimod. Den nye sæson – sammen med den første – giver et indblik i samtids-USA, på den barske måde. Det er nyttig viden i forhold til at forstå, hvad der i øjeblikket sker i Amerika, og hvordan det i alverden kan lade sig gøre: At lade virkeligheden forme sig i forhold til holdning, forudtagenhed og overbevisning snarere end fakta.

Men serien efterlader uforløst indignation og en ubehagelig følelse i maven, som næppe fortager sig i en håndevending. Så er der advaret.

Making a Murderer – Katheen Zellner arbejder målrettet på at pille anklagemyndighedernes bevismateriale fra hinanden med hjælp af eksperter i forensic science. Foto: Netflix

En ægte hardass

Andens sæsons centrale figur er forsvarsadvokaten Kathleen Zellner. Hun tog Steven Averys sag i 2016, og hun er ikke just nogen hvemsomhelst. Hendes speciale er uretsmæssigt dømte, og hun har vundet knap en snes profilerede sager, hvor blandt andet morddømte er frikendt efter domme baseret på på uholdbare indicier eller falske vidnesudsagn.

Zellner er selve inkarnationen af den ægte, hardass, no bullshit, modne amerikaner med kompetence og tilstrækkelig moralsk indignation til at kæmpe mod systemets fejl og mangler. Hun er knap 70 år og har taget Averys sag på egen regning. Fordi hun er overbevist om, at han er uskyldig og et offer for grov manipulation af politi og retsvæsen i Wisconsin.

Når jeg siger ja til en sag, er det eneste jeg kræver af min klient, at han taler sandt, når han påstår sin uskyld. For taler han ikke sandt, finder jeg ud af det. Og så er det værst for ham, siger hun på et tidligt tidspunkti forløbet.

Igennem serien efterprøver  hun systematisk tekniske beviser og vidneudsagn fra retssagen i 2006. Hun piller ikke bare beviserne fra hinanden, hun bekræfter også konklusionen i første sæson, at det lokale politi og retsvæsen manipulerede og forfalskede bevismateriale og aldrig interesserede sig for andet end at sætte Steven Avery bag lås og slå. Med et åbenlyst motiv: De samme mennesker var ansvarlig for Averys første, omstødte dom, som kunne have resulteret i en trecifret millionerstatning. Hvis ikke Avery var dømt i en ny sag.

Zellner konkluderer, at centrale vidneudsagn var falske, andre blev undertrykt, at Hallbrock ikke blev dræbt på Averys grund, og at nært familiemedlem til den dømte, er den mest oplagt skyldige i den bizarre mordsag.

Det er på samme tid fascinerende og bedrøveligt at følge Zellners arbejde som den veluddannede, ressourcestærke advokat på besøg i trailerland.

Avery og hans familie er bunden af det amerikanske samfund. Little people, white trash, som få har noget tilovers for, færre tildeler nogen form for troværdighed.

Skrothandel og trailers, næsten ingen penge og endnu færre ressourcer til at forsvare sig selv eller stille krav. Stevens næsten 80-årige forældre humper afsted i deres sølle hverdag og tager de tre timers køretur til fængslet for at besøge deres søn. De tror på hans uskyld, men forventer ikke hjælp af systemet.

Kathleen Zellner indgyder håb, men hun er også oppe mod et system, som ironisk nok blev gjort langt sværere at udfordre tilbage under Bill Clintons præsidentperiode. Her blev appelmuligheder minimeret som følge af terrorfrygt, og det gør det næsten umuligt at få omstødt eller bare prøvet domme som Averys.

16-årig med IQ på 81 fik livsvarigt

Sideløbende med Zellners arbejde følger serien andre advokater, som arbejder for en ny retssag for Brendan Dassey. Han sidder i fængsel på 12. år, dømt alene på en tilståelse politiet pressede ud af ham. Brendan, 16 år med en IQ på 81 tilstod over tre timer en forbrydelse, de afhørende betjente ridsede op for ham. Sagen går over endeløse appelinstanser, men de øverste, juridiske myndigheder i Wisconsin accepterer hverken et eller to nederlag i bestræbelserne på at få ret og holde den nu 29-årige Brendan bag tremmer i mindst 30 år endnu.

Hadefulde menigmænd

Måske er det mest uhyggelige i Making af Murderer  – som holder samme tone i billeder og underlægningsmusik som første del – ikke hverken korrupte betjente eller kyniske anklagere.  Rigtigt uhyggelige er de hadefulde mennesker, som skriger “guilty” og “I’ve got to bullits for them” ud af nedrullede bilruder, amerikanere med samme forvrængede ansigter, som man dagligt kan opleve udspy galde og racisme på sociale medier i Trumps USA, en nation blottet for sammenhængskraft.

Making a Murderer – Steven Avery med sine forældre på besøg i fængslet. Foto: Netflix

Mennesker for hvem, nationens grundlæggende principper om ordentlighed er blevet ligegyldige: Det vigtigste er, at få nogen dømt for noget, mellemregningerne, “sandheden” gider man ikke beskæftige sig med, hvis ikke kommer på tværs. En primitiv logik, som kostede mangen en sort amerikaner livet, dengang et reb og træ udgjorde lynjustits, når pøblen tog loven i egen hånd. Tankegangen lever fortsat.

Som iagttager  på afstand er den største undren, reaktionen fra Teresa Hallbrocks familie. De kæmper indædt for at holde Steven og Brendan bag tremmer og for at undgå en ny retssag. På trods af, at man under alle omstændigheder må have begrundet mistanke om, at der ikke blot sidder to uskyldige i fængsel, men at Teresa Hallbrocks morder stadig går fri. Jagten på retfærdighed? Den ligning går ikke op. Forhåbentlig bliver der materiale til en tredje sæson.

Har man mod på mere af samme slags er en anden doku-serie, Døden på trappen (the staircase), en slags parallel serie, blot i et andet, socialt miljø.

Vurdering: 8/10

Andre tv-serier. som ikke er til at undvære

 

 

 

 

IKEA Trådfri – et godt alternativ til Phillips hue

by

Ikea Trådfri

Lyskontrol – IKEA Trådfri rummer nye muligheder for intelligent styring

Anmeldelse: I min seneste blog beskrev jeg, hvordan Phillips hue kan gøre dit hjem smart mht. til lysets farve og dæmpning. Med LED lamper kan vi nu meget, som ikke var muligt før, og senest er IKEA kommet på banen med deres IKEA trådfri system. Så nu kan man snart sige, at et hjem uden lyskontrol ikke er et moderne hjem!

Det virker sammen

Et Phillips-starter-sæt med 3 farve pærer (E27), Tænd/sluk/dæmpe enhed og bridge koster ca. 1000 kr., når man køber det via Amazon.de. Et tilsvarende startersæt hos IKEA koster noget nær det samme.

Men IKEA har valgt at lægge priserne på farvet lys pære, E27 fatning på 179 kr., mens samme pære i HUE kan købes hos f.eks. Silvan til 750 kr. for to. Altså er IKEA halv pris. Men det interessante er, at det kan virke sammen, fordi begge produkt-serie benytter ZigBee protokollen.

Jeg har prøvet det af, og det er rigtigt, at det virker sammen, men imidlertid er opsætningen ikke lige ud ad landevejen. Hvor længe, det kan bruges sammen, bestemmes nok mest af Phillips!

Nuvel, at få det til at virke kræver specielle apps på din mobil. Til Android anbefaler jeg Hue Essentials fra Play butik, og via low level network mode kan IKEA Trådfri omprogrammeres. Du skal have mulighed for at slukke og tænde din IKEA pære seks gange for at reset’te den. Det betyder i praksis, at du skal have fat i en fatning og en kontakt osv. På youtube finder du nemt de video’er, der viser, hvordan det gøres. Der er penge at spare. Det kan også gøres via en Apple device, men da kun 13 % af jordens smart-phone bruge benytter Apple, er det mindre udbygget.

Ikea Trådfri alene

Når jeg nøgternt betragter mulighederne med IKEA Trådfri, vil jeg mene, at langt de fleste brugere kan dække alle behov her. Phillips Hue giver qua de mange apps og automatiserings større muligheder for at lægge sjove ting ind; forskelligt farvet lys efter som hvem som kommer hjem; ikke hjemme automation, julelys osv.

Tal til dine pærer

Jeg vover den påstand, at snart vil dit hjem vide, hvad der skal tændes for og hvornår; via Artificiel Intelligence, eller bare på jysk: Smarte algoritmer. Kontakter til at tænde og slukke for er et levn om føje tid.

Jeg har lige modtaget seneste skrig fra Amazon; Echo dot 3 generation (som endnu ikke sælges i DK). Amazon hævder at være førende på tale til mikrofon og svar via højtaler. I praksis har det været udvidet til, at man taler til sit lys; Phillips Hue. ”Alexa – switch Kitchen table on”, og bum så sker det, lyset over køkkenbordet tændes. Man kan bede Alexa regne og fortælle temperaturer world-wide.

Lad mig afsløre,jeg er ikke imponeret så langt. Interface til et af verdens bedste musik-systemer SONOS er mildest talt elendigt. Mht. Phillips Hue skal navngivningen af pærer være engelsk kompatibel for at virke nogenlunde. IKEA Trådfri dur ikke med Amazon Alexa for nuværende.

Når alt det er sagt, så har det en vis ”Pøbel-imponator” effekt når jeg siger Alexa: ”Whats the temperature in Holbaek” – og hun så svarer, og jeg beder om Elton John og straks komme tonerne frem…moderne hjem.

Læs mere om smart lys:

Vækstlys: Fremtiden er lys

Lys til det smarte hjem

Fri os fra landskamppauser

by

Kommentar – ovenpå endnu en landskamppause…

Fodboldelskere med en hvis hukommelse ved godt, hvorfor Allan Simonsen aldrig nåede 100 landskampe.

Messi – hellere se ham og Barcelona end Makedonien mod Armenien.

Tilbage i 70erne, da den lille vejlenser var allerbedst, disponerede klubberne over deres spillere på en måde, som kan svær at genkende i dag. Allan Simonsen meldte fra til mindst hver anden landskamp, fordi Borussia Mönchengladbach ikke ville give ham fri. En begrundelse behøvede de ikke ryste op med. Ofte gjaldt det noget så inferiørt som private opvisningskampe mod lavere rangerende hold, en nebengeschæft selv store fodboldklubber dengang havde plads til i kalenderen.

Og Allan var ikke alene om afbuddene, der altid regnede ind. Til såkaldte venskabskampe var det oftest håbløst at stille med tilnærmelsesvis stærkeste hold, ikke blot for Danmarks vedkommende, men også for større fodboldnationer.

Det var naturligvis utilfredsstillende vilkår for alverdens landstrænere – men spoler vi så tiden frem til i dag, er pendulet svunget med voldsom kraft. I dag kræver landsholdene udtagne spillere til rådighed i fem dage inden  nok så ubetydelige landskampe, og dette efterår efterlader landsholds-terminerne tre store huller i den normale fodboldkalender.

Helt ærligt: Begrebet landskamp-pause giver mig kvalme.  Næsten tre gange to uger uden klubkampe i midten af september, oktober og november, normalt nogle af de mest intense fodboldperioder i sæsonen. Halvanden måned ryddet, mens landsholdene spiller dræbende, ligegyldige landskampe i en turnering, ingen forstår et kuk af.

Nations League er udtænkt af snedige fodboldmatematikere for at sparke liv i forberedelseskampene, som forlængst er blevet en paria i fodboldåret. Nu forventes vi  at klappe i næsegrus beundring, når Gibraltar slår Lichtenstein foran et par håndfulde tilskuere i miniputkolonien i fodboldugens mest markante resultat.

Ellers må vi rode rundt på betalingskanaler for at finde eksempelvis det danske landsholds kampe, som mistede sit tag i nationen endnu før, spillerne begyndt at opføre sig som underbetalte, uretfærdigt behandlede løsarbejdere med ufravigelige overenskomstkrav for at stille op i den rød/hvide spilledragt.

Paradoksalt nok var landsholdets betydning og prestige langt større i Allan Simonsens tid end i dag. Dengang lå magten hos klubberne. I dag er Fifa og Uefa alene om at diktere betingelserne, og det har givet de firkantede, ensrettede regler, som er med til at presse klubkalenderen sammen, når man over en hel sæson braklægge sammenlagt i nærheden af tre måneder.

Og hvilket formål er der efterhånden, landskampene tjener? EM- og VM-slutrunder er da underholdende, mens de foregår, men prisen er godt nok høj.  Og groft sagt er vi blevet lede og kede af alt det, som følger med.

Landskampe rykker i de fleste lande ud i provinsen, fordi de ikke længere kan fylde nationalarenaen, og selv uden konkurrence fra klubfodbolden (!), er seertallene også vigene.

Jeg har svært ved at huske tilbage på en landskamp med nævneværdig underholdningsværdi, når man frasorterer de afgørende kvalifikationskampe. Sidstnævnte bliver der stadig færre af, fordi slutrunderne vokser eksponentielt, i takt med at Fifa- og Uefa-toppen vifter med deltagelse for det meste  af verden i deres valgløfter.

Nations League forhindrer ikke, at San Marino kommer til at stille op til bøllebank mod store nationer, for kvalturneringerne skal stadig afvikles omtrent som normalt, og vi kan se frem til en dræbende forsamling af ligegyldige opgør, så langt landskampkalenderen rækker.

Endnu længere ude lurer en VM-slutrunde i Qatar, som strøede om sig med bestikkelse, men glemte at fortælle de Fifa-delegerede, at ørkenlandet er uegnet til udendørs aktiviteter i sommerhalvåret.

Fodboldsæsonen 2022/23 bliver et mareridt med en slutrunde i november/december og tilhørende opvarmningskampe i månederne inden.

Er det bare mig, som har det svært med at undvære mit eget klubhold, mens overbetalte mellemklasse-spillere lægger til cv’et og markedsværdien med endnu et flueben i landskamp-porteføljen?

Hvorfor ikke bare lave fri tilmelding til slutrunderne, om der skal være 48 eller 96 deltagere gør vel ikke den store forskel, brug en hel sommer på skidtet, og lad os så passe vores rigtige fodboldkampe i fred.

Køkkenhaven 7 – bønner og mirakler

by

køkkenhaven - ærter
Joh, den er god nok: Ærterne har spiret, blomstret og sat bælge for anden gang i 2018, så der meget snart er friske ærter i oktober.

Sidste afsnit om året i køkkenhaven.

Vejret har ikke været helt almindeligt i 2018, og det har livet i køkkenhaven så heller ikke udspillet sig af samme grund. Egentlig burde sæsonen forlængst have været ovre, men i slutningen af oktober vokser der stadig squash frem på på planterne, ukrudtet trives alt for godt i varmen, og så har jeg et par afgrøder, som godt har været svære at blive klog på.

Et af dem dyrker jeg i haven for sidste gang:

Sorte bønner.

Planterne lagde flot ud i slutningen af juni (!), voksede sig store i en fart med frodige brede blade og en vækstkultur, som fik planterne med snogede fangearme til at gribe fast om ethvert fremspring i sigte, den spade, jeg havde ladet stå ved beddet, inklusive.

Men så skete der til gengæld heller ikke rigtig mere. Jo i slutningen af september blomstrede planterne, men først nu – mere end midtvejs gennem efteråret – har de første bønner materialiseret sig på stænglerne.

Sorte bønner
Her er de så, de første sorte bønner, som har valgt at stikke næsen frem i uge 43. De skulle skamme sig, skulle de…

Og det forstår jeg ikke et kuk af. Vi har stort set aldrig haft en varmere sensommer/september/oktober og alligevel smøler bønnerne sig først frem nu. Helt ærligt, det var jo ikke vinterbønner, jeg investerede i, men desværre er frøposen blevet væk, og jeg kan ikke, hvornår høstperioden normalt er placeret. Der er stadig blomster på de fleste af planterne, så jeg forventer ikke høst før slutningen af november – om frosten vil. Næste år vælger jeg mere konventionelle bønner…

Ærter for anden gang

Det andet fænomen ligner mest et mirakel: Ærterne, normalt en skrøbelig og sart gevækst, som har det svært med både vejrlig og snyltere, har selvsået og er klar til to anden høstsæson i samme kalenderår.

Det har jeg ligegodt aldrig set før – jeg vidste ikke engang, at ærter var istand til at selvså så effektivt, for normalt er det jo en etårig afgrøde man starter forfra med hvert forår –  men jeg er næppe alene om fænomenet.

For et par uger siden blomstrede ærterne, og nu er de første bælge dukket op. Med lidt held overhaler de de sendrægtige bønner, og så har vi et vaskeægte mirakel, som jeg glæder mig til at nyde godt af: Friske ærter i november.

Ellers nærmer lukketid sig selvsagt for køkkenhaven 2018. Jeg ville ønske, jeg kunne notere en flittig lugning den sidste måned, så jorden nu lå brakklar til vinter, og både Jonathan og jeg kunne gå i arbejdsmæssigt vinterhi. Sådan teer virkeligheden sig desværre ikke, entusiasmen har det med at fordampe, mens året går på hæld, og der forestår mindst én gennemgribende gennemgravning, inden frosten sætter ind.

Men pludselig er der forår igen…

De andre artikler om året i køkkenhaven:

Et ægte far/søn projekt 1

Spire- og lugetid 2

Kunsten at holde jordbær 3

Høsttid 4

The owls are not what they seem… 5

At vande eller ikke vande…6

 

 

Better call Saul, Netflix OPDATERET

by

Better Call Saul
Better Call Saul  – fjerde sæson lever ikke blot op til de foregående, men føjer nye nuancer til både Jimmi/Saul (Bob Odenkirk) og Kim (Rhea Seehorn)  foto: Michele K.Short/Netflix

Spinoff serier har oftest begrænset succes, både kunstnerisk og kommercielt, men Better Call Saul er en behagelig undtagelse.

Da Breaking Bad sluttede var der simpelthen for meget godt til helt at stoppe for seriens ophavsmand Vince Gilligan. Så han skabte en prequel med sidefiguren Saul Goodman (Bob Odenkirk) med en handling i samme geografi (New Mexico), hvor vi får fortalt forhistorien for den hurtigtsnakkende, lurvede advokat.

Flere af de andre birollehavere fra Breaking Bad er også med, mest iøjnefaldende den sagtmodige eksbetjent Mike Ehrmantraut (Jonathan Banks).

Better call Saul er et vægtigt argument for seriemediets potentiale. For her kan fortælles en sidehistorie med ligeså meget tålmodighed og detaljerigdom som hovedhistorien, og selv om vi (nogle af os) godt ved, hvordan det siden går for hovedpersonerne, at vi er vidne til en moderne, græsk tragedie, gør det ikke rejsen mindre fascinerende.

Den underfundige, underspillet humoristiske fortællestil er intakt fra Breaking Bad, det samme er antallet af skruppelløse narkogangstere.

Og så udgør Jimmis (hans rigtige navn, som først skifter til Saul på et senere tidspunkt) veninde og skytsengel Kim Wexler i Rhea Seehorns skikkelse et særligt kapitel – en af de kvinder, som uden just at ligne en fotomodel er uforklarligt attraktiv – og rummer en urundgrundelig figur, som vi stadig har til gode helt at have styr på.

Fjerde sæson Better Call Saul, som nu er tilgængelig i fuld udstrækning på Netflix, starter lidt sløvt, men ender med at være fuldt på højde med de foregående. Vi får flere lag lagt på det mærkværdige forhold mellem Jimmi og Kim, Mike bliver en nøglemedarbejder for den lokale narkobaron, og så rummer sæsonen nogle enestående monologer, som kunne bruges i undervisningsøjemed i både kommunikation og salg.

Bob Odenkirk er en fremragende skuespiller, og han har ligeså dygtige manuskriptforfattere til rådighed. I pressede situationer tyr han til sit endegyldige våben: The sale pitch, som få mestrer på tilsvarende niveau. Sæson 4 rummer specielt to ubetalelige eksempler:

På et tidspunkt søger Jimmi job hos et lille firma, som forhandler kopimaskiner, og på et minut eller to demonstrerer han med tale, lydeffekt og kropsbevægelser (han emitterer en kopimaskine), hvorfor netop dette apparat er en virksomheds centrale omdrejningspunkt, et hjerte og en puls, som får det hele til at fungere. Jimmi får tilbudt øjeblikkelig ansættelse.

Den anden er Jimmis hjerteskærende argumentation i retten for at få sin autorisation som advokat tilbage. Den efterlader ikke et øje tørt, men som ofte før er det Jimmis sans for at bruge følelser som argument, snarere end argumenter fra hjertet han leverer. Se og lær…

 

Bedømmelse: 8/10

Andre tv-serier, som er svære at undvære

Billions, HBO Nordic OPDATERET

by

Foto: HBO Nordic

Damian Lewis og Paul Giamatti er perfekte valg til hovedrollerne i sagaen om hedgefondene, Wall Street spekulanterne og systemets til tider moralsk anløbne jagt på de store spillere.

Lewis (kendt fra blandt andet Homeland) spiller Bobby Axelrod, den delvist samvittighedsløse, stenrige spekulant, Giamatti (Sideways, Cindarella Man) er Chuck Roades, systemets mand, der jagter ham, statsadvokat og udspekuleret som bare helvede, sadomasochist og gift med milf-silden Wendy (Maggie Siff/Sons of Anarchy), der pudsigt nok arbejder som virksomhedspsykolog for førstnævnte.

Damian Lewis i Billions. Foto: HBO Nordic

Forvirret? Så bare vent, indtil du skal bestemme dig for, hvem du holder med. Det står stadig åbent i tredje sæson, kampen mellem de to hovedpersoner spidser til og et interessant kavaleri af bipersoner spicer handlingen op – ikke mindst  naturtalentet udi investeringstaktik, Taylor Mason, spillet af den kønsneutrale Asia Kate Dillon, som vistnok er den første til at repræsentere “det tredje køn” på mainstream amerikansk tv. John Malkovich har også en lille rolle i sæson tre som russisk oligark.

Billions er en fascinerende rejse i en verden af penge, magt og begær, som nok forekommer bizar, men ikke desto mindre sikkert rammer foruroligende plet i forhold til virkeligheden anno 2018. Jeg holder med Damian Lewis, ikke bare fordi han er en fantastisk skuespiller, men også fordi Giamatti er så rotteagtig usympatisk, selv om han på papiret repræsenterer the good guys.

Tredje sæson, som nu er tilgængelig i fuld udstrækning, byder på et handlingsmæssigt stilskift, hvor det ikke længere er Chuck mod Bobby, men hvor de to hovedpersoner midlertidigt bliver allierede i kampen mod fælles fjender. Det kræver lidt abstraktion, for hele seriens præmis er pludselig ændret. Omvendt åbner det for nye perspektiver og alliancer, og så er der rigeligt med dumme svin til, at spændingsniveauet holder og appetitten på sæson fire forbliver intakt.

Konge-replikskiftet er, da Bobby diskuterer et muligt nederlag i den forestående retssag mod ham og de økonomiske konsekvenser af samme med sin fraseparerede hustru Lara. Bobby har talt de midler sammen, som staten ikke kan røre, penge som vil være til overs til de to at klare sig igennem tilværelsen for, hvis det værst tænkelige skulle ske: I omegnen af en halv milliard dollars.

Lara vender det hvide ud af øjnene i forfærdelse, og i et sjældent øjeblik af enighed udbryder parret: Det er slet ikke nok…

Billions hører til tv-seriernes not-to-miss.

Bedømmelse: 8/10

Andre tv-serier, som er svære at undvære